Bryg din egen bajer: 65-årige Henning har et hjemmelavet garage-mikrobryggeri til salg
Så skal der drikkes humle!
"Henning? Det er ham med øllene."
Drømmer du om at kunne trylle kedeligt korn om til spændende humle? Så er det nu, du skal have pengepungen frem.
65-årige Henning har nemlig sat sit hjemmebyggede bryganlæg til salg på DBA.
Når du giver din kæreste en middag på en italiensk restaurant, regner du nok ikke med, at kæresten går direkte hjem og begynder at bygge sig sin egen pizzaovn.
Men det var nærmest den situation, der opstod for Henning Funder og hans kone.
Blot med øl.
65-årige Henning havde fået et gavekort til et brygningskursus i gave af konen, og nogle uger senere var Henning i fuld gang med at bygge sig sit eget bryganlæg.
Man ved, man har klaret det godt i skolen, når læreren giver én karakteren 12.
Men selvom der på det brygkursus, der startede hele ideén hos Henning, ikke blev givet karakterer, kan han på ingen måde i dag være i tvivl om, at han har klaret håndværket til UG:
For den lærer, der underviste Henning og de andre kursister i brygning for 11 år siden, slår i dag et smut forbi Hennings garage og bryganlæg, når han har nye folk på kursus.
Sådan kan nye kursister erfare, hvordan man kan gå hjem og tage ”lektierne” til nye højder.
- Vi er glade for øl, siger Henning til DBA Guide, der ikke lægger skjul på, at øl har fået en særlig plads i hans hjerte.
Han sælger ikke sit hjemmekonstruerede mikrobryggeri, fordi han er træt af smagen.
Bestemt ikke.
Og duften af øl, der bliver brygget har da også spredt sig til det meste af nabolaget. På Øen Fur, hvor Henning og konen har til huse, bor der 780 indbyggere, og de fleste af dem ved godt, at hos Henning kan man få hjemmebrygget øl.
- Det er jo ikke sådan, at jeg bringer ud eller sælger det til folk. Men hvis mine venner kommer forbi, giver jeg da naturligvis en øl, smiler Henning, der ikke kun har bygget et anlæg til at brygge øl – han har også skabt sig et barhjørne, der emmer af mand, bodega og alkohol.
- Jeg har sat anlægget til salg, fordi jeg ikke føler, jeg har tid til at brygge øl mere. Jeg er gået på efterløn, og så går dagene bare hurtigt. Før i tiden, da jeg gik på arbejde, stod jeg op klokken 5 og var hjemme 14.30. Nu kommer jeg ofte til at sove helt til klokken 8. Når jeg vågner, sætter jeg mig og ser morgentv, og så er dagen pludselig gået, fortæller Henning med et smil til DBA Guide.
Og prisen for et skræddersyet mikrobryggeri?
25.000 kroner.
Henning fortæller, at en halv liter hjemmebrygget øl koster 5 kr. at lave alt i alt.
Så er der fandme at slå til! Se maskinen i aktion herunder: