Dansk panser i USA's sydstat

Atlanta-forstaden Canton i den amerikanske stat Georgia ser ikke ud af meget sådan en mandag formiddag. Det er en lille provinsby med 25.000 indbyggere, en biograf, et par barer, et apotek og naturligvis en politistation, og selv om der ikke rigtigt sker en skid i downtown Canton lige nu, er der alligevel hele 30 betjente på stationen. For Canton er farligere end man lige skulle tro.

En af betjentene, der er mødt ind til dagens vagt, er 36-årige Dennis Hansen. Han er dansk-amerikaner, opvokset i Danmark, men bruger nu sit liv på at bekæmpe kriminalitet i den amerikanske sydstatsflække. Siden han medvirkede i tv-programmet Politijagt på dansk tv for et par år siden, er han blevet forfremmet til detektiv, og M! har fået lov til at tage med ham på patrulje. Og selv om byen virker tom og menneskeforladt, er der nok at se til for Dennis Hansen og de andre betjente i Canton.

- Her i sydstaterne kører folk rundt i deres biler, så selv om du ikke ser mennesker på vejene, så handler de mest i indkøbscentrene langs landevejene, fortæller han, da vi sætter os ind i patruljebilen for at køre ud i distriktet.

Falsk alarm

Og det er rart at komme ud, for den mørke politistation savner med en danskers øjne bestemt charme. Der er stort set ingen vinduer i bygningen, og indenfor er den indrettet som et typisk amerikansk kontormiljø, med masser af små kontorbåse. Dennis Hansen sidder på en af de mest eftertragtede pladser forrest i lokalet. Det er her kriminalbetjentene holder til, og efter kun fire år i Canton, blev Dennis Hansen forfremmet. Det plejer ellers som regel at tage mindst syv-otte år som gadebetjent, før man stiger i graderne i det amerikanske politisystem, men vi har ikke siddet i patruljebilen i mange minutter før det står klart, hvorfor den venlige og muskuløse gjorde det på den halve tid. Dennis Hansen har de rette egenskaber til at være kriminalbetjent. Selv når vi snakker i bilen, observerer hans menneskelige radar alt, hvad der bevæger sig uden forbilen. Han fortæller hele tiden om de mennesker, vi passerer, og da vi kører forbi et lokalt supermarked, får han øje på en varevogn på parkeringspladsen foran. Varevognen ser ud til at tilhøre en håndværker, der er ved at reparere en af supermarkedets døre, men Dennis Hansen bliver alligevel nysgerrig. - En varevogn af dette mærke er efterlyst. Hold dig på sikker afstand, for hvis han har en stor ring på højre hånd, så er han muligvis farlig.

Dennis Hansen går forsigtigt hen mod den mørklødede mand. Han har ikke skudsikker vest på, så han passer på. Manden med varevognen har dog ikke ring på, så Dennis Hansen går tilbage mod patruljebilen.

I aften er der ballade

Vi kører videre ad Cantons øde gader og når til et af byens fattige kvarterer. Her bor mange illegale indvandrere, fortæller Dennis Hansen, og selv om nogle af træhusene ser ud til at være i så pæn stand, at man tvivler på, at det er socialt belastede mennesker, der bor i dem, blandt pæne grønne områder og nye legepladser, skal man ikke lade sig bedrage.

- Når man kommer ind i husene, er der ofte ingen air condition, beskidt og alt for lidt plads til de familier, der deles om husene, siger Dennis Hansen og drejer ind i et kvarter, hvor husene er meget slidte. Det er de privatejede, der som regel er i ringere stand end udlejningsboligerne. Han peger på et par smart klædte kvinder i høje hæle, som går 100 meter længere nede ad vejen.
- De to hører ikke til her, siger han overraskende selvsikkert, selv om vi kun ser dem kun bagfra. Et nærmere eftersyn afslører, at han har ret. De to kvinder ser hærgede ud. De er sandsynligvis prostituerede.

- Det har høj status at have råd til en hvid luder, så de har et marked her, siger han og oplyser, at handel med stoffer, hustruvold og anden kriminalitet er en fast del af kvarteret. Men med alle de legende børn på gaderne og de velklædte mennesker, der sidder på terasserne, er det svært at tro, at vi er i et farligt kvarter. Men betjentene i Canton patruljerer som regel alene, og derfor skal de tænke sig godt om. Også i dagslys.

- Lige nu er det dag, men bare vent til i aften. Så begynder al balladen med stoffer, alkohol og vold, og så skal man altså ikke køre rundt her i området, fortæller Dennis Hansen, og forklarer, at indvandrerne dog normalt holder sig fra grov kriminalitet. Mange af dem er her ulovligt og risikerer at blive sendt ud af landet.

Livsfarlige fejl

Pludselig stopper Dennis Hansen lige før en sidevej, der fører ned ad en bakke.

- Her kører jeg ikke ned alene - og især ikke uden skudsikker vest. Hernede bor nogle af dem, der styrer handelen med stoffer. Måske er det lige i aften, at de har fået en forsyning af kokain til en værdi af 100.000 dollars, og så vil de hellere skyde mig end at få livsvarigt fængsel.
Dennis Hansen fortæller, at en skudsikker vest vejer ti kilo. Dertil kommer de 15 kilo, bæltet med pistolen og det andet udstyr vejer, så det er alt for hårdt at gå med det i Georgias hede.

Et par sorte fyre med mobiltelefoner kigger da også mistænkeligt på os, da vi kører ud af området, der er overvåget, så de ikke bliver overraskede, når politiet kommer. Herude skal Dennis Hansen og hans kolleger altid være forberedt på kamp.
- Jeg vil hellere have, at folk ikke møder på arbejde, end at de møder uoplagte, for en lillebitte fejl kan betyde, at du selv eller en kollega mister livet, siger han. Heldigvis er det endnu ikke gået så galt. Dennis har stadig ikke mistet en kollega i tjeneste.

Dermed ikke sagt, at en situation ikke hurtigt kan eskalere og ende galt. Betjentene i Canton er kede af, at der er så mange våben i omløb i Canton, for det gør deres arbejde farligt. På vej ud af området fortæller Dennis om en flugtbillist, han engang jagtede.
- Han kørte fuldstændig vanvittigt, og jeg var sikker på, at det ville ende galt. Da han til sidst kørte ned for enden af en blind vej, vidste jeg, at konfrontationen ville blive voldsom, fordi jeg var alene.

Flugtbillisten sad dog helt stille i bilen, da Dennis nåede frem til vinduet.
- Først da opdagede jeg, at han havde et skudhul i hovedet, og at der var blod på hele bagsædet, fortæller han.
Historien bliver ikke mindre tragisk af, at manden viste sig at være en højtuddannet kemiker, der i bedste Breaking Bad-stil havde besluttet sig for at udvikle narkotika i stedet for at bruge sin uddannelse på noget lidt mere lovligt. Men manden viste, at han ville få mange år i fængsel for de stoffer, han havde i bilen, så han valgte en alternativ udvej, fortæller Dennis Hansen.

Det vilde vesten

I dag er vagten dog betydeligt mere fredelig. Frokosten spiser vi på en meget flot italiensk restaurant, hvor tre andre betjente støder til. Her er der som sædvanligt gigantiske portioner på tallerkenerne og sodavand ad libitum. Alligevel er prisen for det gigantiske måltid typisk blot 35-40 kroner, så man undrer sig ikke over de mange overvægtige mennesker, der sidder her. I følge betjentene er overvægt også et stort problem i politistyrken. Dennis, derimod, holder sig i form ved at løbe motionsløb i skoven, deltage i den politiets interne fysiske træning - og ved ikke at spise op.

Efter frokosten bemærker Dennis en mand i vejkanten, som er utroligt upopulær blandt betjentene: Han går med pistoler og patronbælte synligt ude på tøjet - præcis som i en western-film.

- Det er lovligt at gå rundt bevæbnet, når man kan se pistolen, men vi bryder os ikke om det, fordi han gør folk utrygge, så de melder ham til os hele tiden, fortæller han. For politiet i Canton er det en stor udfordring, at det ikke er politiet selv, der bemander alarmcentralen, men derimod call-center medarbejdere. Det betyder, at der oprettes en sag på de indgående opkald, som politiet så skal tage sig af. Derfor sker det, at betjentene må tage sig af småsager, som de hellere ville have afvist i telefonen.

- Vi laver meget service for borgerne, så du kan godt opleve, at vi tager os af småting, såsom at køre ud og tale med en borger, som er vred over, at naboen ikke har slået græsset. Men det er faktisk lovpligtigt at holde sin græsplæne pæ inden for bygrænsen, fortæller han.

Sønderskudt postkasse

En af dagens opgaver er da også i den lidt lettere ende. En pensioneret skolelærer har ringet til alarmcentralen, fordi en mørk bil aftenen forinden stoppede uden for hendes hus, hvorefter en mand steg ud og skød et hul i hendes postkasse med et våben af stor kaliber. Vi kører ud til adressen, hvor en gadebetjent står og venter sammen med damen. Vi er i et kvarter, hvor husene er slidte og hovedsageligt beboet af med latinske indvandrere. At kriminalafdelingen er sat på sagen skyldes brugen af våben, hvilket kan antyde alvorlige trusler på livet. Den ældre hvide dame virker dog afslappet ved synet af de mange betjente.
- Jeg skulle nok have ringet i aftes, men først i dag bad min søn mig om at ringe. Der var jo ikke sket noget alvorligt, fortæller hun Dennis og oplyser, at hun underviser kvarterets latinamerikanske børn i engelsk.

Hun virker ikke som en kvinde, der har fjender, men alligevel vurderer kriminalbetjentene, at der er tale om en trussel.

- Man kører ikke op i et fremmed kvarter, standser ud for et hus og smadrer postkassen, uden grund. Jeg tror, at de har taget fejl af adressen, siger Dennis Hansen og peger på det næste hvide hus på vejen.
- Det hus er også hvidt og beboet af mange forskellige mænd, der godt kan have udeståender om stoffer eller andet, siger han. Huset er dog tomt, så han afhører naboen til den modsatte side - en tydelig socialt udfordret latinsk børnefamilie med rod overalt, mange børn - og en så overfyldt stinkende skraldespand, at betjentene er ved at glide i affaldet på vejen ind. Familiefaderen er dog blid som et lam, og svarer på spørgsmålene, mens børneflokken kigger nysgerrigt til.

Også genboen skal afhøres. Husets ejer - en usoigneret hvid mand med kulsorte hænder - har fulgt med fra sin lænestol på terrassen. Han rejser sig ikke, da politiet ankommer, men sætter dog flasken fra sig og svarer venligt på betjentenes spørgsmål, før han igen rejser sig for at rode videre med den opklodsede bil foran huset.

Afhøringen

Dagens sidste opgave foregår tilbage på stationen: En 22-årig mand skal afhøres, fordi hans 13-årige søster har meldt ham for at have berørt hende bag trusserne, ligesom han skulle have onaneret i hendes nærvær. Det er en meget alvorlig forbrydelse i Georgia, hvor mindstestraffen for sædelighedsforbrydelser mod mindreårige er fem år. Hvis manden findes skyldig, kan han risikere op til 20 års fængsel. Han er derfor tydeligt nervøs, da han møder op og eskorteres ind i et lille forhørslokale uden vinduer. Her står kun to stole og et bord.

Manden er lettere overvægtig, og hans påklædning antyder, at han kommer fra et af Cantons socialt belastede bydele. Men ellers virker han som en helt almindelig ung mand, der godt er klar over, hvorfor han nu sidder overfor Cantons dansk-amerikanske betjent i et lillebitte forhørslokale. Hans lillesøster har fortalt ham det.

Dennis beder ham beskrive sit liv og forholdet til søsteren, familien og andre nøglepersoner i deres omgangskreds. Det er helt tydeligt, at Dennis forsøger at gøre manden komfortabel i situationen, så han fortælle så meget som muligt. Manden svarer venligt, mens han foroverbøjet trykker sig ned i stolen og ærefuldt tiltaler Dennis som "Sir". Dennis spørger ham, hvad han mener der skal ske med folk, der putter hænderne i mindreåriges trusser. Hans svar afslører, at manden kommer fra et skovområde, hvor det er efterkommere af strengt religiøse nybyggere, der dominerer Svaret mere end antyder, at vi befinder os i et skovområde, hvor efterkommere af strengt religiøse nybyggere, der laver reglerne:

- Den slags mennesker skal hænges i det nærmeste træ.

Efter 45 minutter beder Dennis Hansen manden om at gå hjem, hvorefter han går ind til kollegerne, der har fuldt med i afhøringen via et tv i kontorlokalet.

- Jeg tror, at han er uskyldig, siger Dennis. Hans formodning bygger på, at den mistænkte under afhøringen fortalte, at han havde meldt lillesøsterens 26-årige kæreste til politiet for at have forgrebet sig seksuelt på hende. Det svækker lillesøsterens sag, da hun dermed har et klart motiv for at hævne sig. Naturligvis bor de to søskende ikke længere sammen, og moderen havde ifølge den unge mand været en tur på psykiatrisk hospital på grund af balladen.

Den værste dag i Dennis' arbejde

For Dennis Hansen er sædelighedsforbrydelser og vold i familien hverdag i et område, hvor mange mennesker er både arbejdsløse og desperate. Det ser man tydeligt hver morgen på den lokale tankstation, hvor 20-30 latinske mænd hænger ud for at tilbyde deres arbejdskraft til enhver, der gider samle dem op.
- Får de ikke arbejde i længere tid, så begynder de at drikke, og så tæver de måske konen, siger han og fortæller, at der i socialt belastede miljøer også finder mange seksuelle overgreb sted.

Det værste af slagsen i hans tid som kriminalbetjent i Canton skete et par år tilbage, da en otteårig pige var forsvundet fra en legeplads i et socialt boligområde. Her var Dennis Hansen sammen med omkring 100 andre betjente med til at finkæmme hele området. Efter en tid samlede interessen sig omkring en madras, der lå i en ubeboet lejelighed. Det viste sig, at kun viceværterne havde adgang til lejligheden, og da en 22-årig vicevært havde blodspor på et par sko, var spillet ude. Ikke alene havde han formentlig voldtaget pigen, han havde også myrdet hende og smidt hende i en affaldscontainer. Det endte med en livstidsdom, og manden nåede dog kun en enkelt dag i fængsel, inden han begik selvmord.

Dennis Hansen synes at denne typer af sager er tragiske.

- Nogle af sædelighedssagerne og voldsforbrydelserne kunne undgås, hvis man havde et effektivt psykiatrisk behandlingssystem, men desværre selvmedicinerer mange mennesker sig med stoffer og alkohol, og så møder de jo politiet i stedet for en behandler.

Alligevel elsker han sit arbejde, fortæller han, da dagens vagt er ved at være slut.
- Faktisk var jeg i gang på handelshøjskolen, da jeg valgte at flytte til USA og studere på et politi-forberedende universitet. Det har jeg aldrig fortrudt, for selv om en del af mit arbejde stadig er bag skrivebordet, så fandt jeg ud af, at jeg skal have et arbejde, hvor jeg også bruger mig selv fysisk. Hvis det så kan kombineres med at give nogle mennesker en tryggere hverdag, så kan jeg ikke ønske mig et bedre arbejde.