Film

Daredevil: Born Again-serieskabere får frie tøjler af Marvel til at gå amok i sæson 2

Fri leg?

Efter en mildt sagt turbulent første sæson af Daredevil: Born Again er Marvel tilsyneladende klar til at lade snorene falde og give seriens bagmænd lov til at… ja, gøre lige hvad de vil. Og det kan meget vel være det bedste, der er sket for Matt Murdock siden han første gang trak masken over hovedet.

Fra reboot til revival

Planen var oprindeligt, at Born Again skulle være et komplet reboot – noget med juridiske sager og standalone-afsnit, der mest af alt lød som et MCU-forsøg på at lave Suits med superhelte. Men efter nogle tidlige optagelser og (forventeligt) skuffede reaktioner, trak Marvel i nødbremsen.

I stedet blev der skrevet nyt pilotafsnit, ny finale, og man hev gamle kendinge som Karen Page og Foggy Nelson tilbage ind i folden. Kort sagt: man begyndte at lytte til fansene og nærmede sig tonen og stilen fra Netflix-udgaven, der i sin tid blev hyldet for sin mørke, voksne tilgang.

Et frit lærred til sæson 2

Og nu – med den nye sæson på trapperne (premiere 4. marts 2026) – får skaberne endelig lov til at bygge videre uden at skulle lappe på gamle beslutninger. Serieskaber Sana Amanat kalder det “befriende” og forklarer, at de denne gang kunne “gøre lige, hvad vi havde lyst til.” Det betyder fuldt fokus på karaktererne, på New York som spilbræt – og på den evige kamp mellem Daredevil og Wilson Fisk.

Fisk i borgmesterstolen – og Jessica Jones tilbage

En stor del af sæsonens plot centrerer sig om Fisk, der nu sidder som borgmester – en mand med magten i hænderne og en tørst, der aldrig helt slukkes. Hvad sker der, når han endelig har fået alt, han har kæmpet for? Svarer han ved at kramme det – eller knuse det?

Samtidig vender Krysten Ritters Jessica Jones tilbage til universet. Ifølge Amanat føltes det “meget personligt” at hive hende ind, og hendes karakter bringer det skæve, fandenivoldske pust ind i en serie, der ellers let kan blive tung i tonen.

To mænd, én kamp

Forfatter Jesse Wigutow beskriver det kommende opgør mellem Daredevil og Fisk som “to fjender på legepladsen.” De hader hinanden, men de har også brug for hinanden. Serien bliver en politisk thriller, en karakterdriven kamp – og måske et af de mest personlige kapitler i Marvels TV-univers.

Og hvis man skulle være i tvivl: sæson 3 er allerede bekræftet og lander i 2027. Men først gælder det sæson 2 – og den kunne meget vel blive et Marvel-højdepunkt, der taler både til nostalgien og til dem, der gerne vil have lidt mere kant i deres superhelte.