De 10 mest macho film nogensinde
Har du set dem alle sammen? Ellers er det bare om at komme i gang!
10: Fast & Furious 5 (2011)
Fast & Furious-serien er i forvejen temmelig tung på testosteron - hvis vi skal være helt ærlige, kan selv Michelle Rodriguez skifte en motorblok hurtigere, end du kan parallelparkere en Polo. I Fast & Furious 5 får den lige en ekstra tand, da den muskelsvulmende, skaldede og brovtende Vin Diesel får selskab af muskelsvulmende, skaldede og brovtende Dwayne 'The Rock' Johnson. Hvilket er filmens svar på, hvis McDonald's lancerede en Big Mac med fire bøffer i stedet for bare to.
Bonus-info: Ifølge rygter bliver den kommende Fast 8 i 2017 den sidste i franchisen, men den har vi hørt før...
9: Skjulte Fjender (1988)
Skjulte Fjender - med den noget sejere originaltitel They Live - er en stærkt overset machofilm fra dengang, helten i en film godt kunne slippe af sted med at have langt nakkehår og gå i skovmandsskjorter. Historien er noget frygteligt vrøvl om nogle aliens, der ligner mennesker og er ved at overtage Jorden, lige indtil vor helt Nada, spillet af wrestleren Roddy Piper, går ind i sagen. F.eks. ved at gå ind i en bank, proklamere: "I have come here to chew bubblegum and kick ass... and I'm all out of bubblegum" og så rydde bulen med en shotgun. Episk.
Bonus-info: Roddy Piper spiller wrestleren Cody 'The Crusader' Conway i et afsnit af Walker, Texas Ranger. Altså sammen med Chuck Norris. Det bliver ikke mere mandigt, om du så svøber dit tv ind i bacon.
8: Machete (2010)
At kalde Robert Rodriguez' mageløse B-film for mandig, svarer til at kalde en afsikret håndgranat for "ikke så smart at lege med". Både filmen og hovedpersonen er så macho, at der går rygter om kvinder, der er blevet gravide blot ved at være i samme biograf, som filmen blev vist (ok, rygter som vi har startet, men alligevel). F.eks. forlader andre mennesker typisk et hospital ved at benytte hoveddøren. Machete slår et større antal bøller ihjel med udvalgte kirurginstrumenter, inden han kaster sig ud af vinduet, hængende i en skurks tarme...
Bonus-info: Inden Danny Trejo, der spiller Machete, blev skuespiller, var han hærdet kriminel. Og mesterbokser. Mens han afsonede en dom i San Quentin-fængslet, blev han californisk mester i både letvægt og weltervægt.
7: Road House (1989)
Dengang film var noget, man så på VHS-bånd, eksisterede der få film så macho som Road House. Patrick Swayze spiller udsmideren Dalton - en mand så badass, at han egenhændigt kunne rydde Zwei Grosse Bier Bar i Randers uden at spilde sin kaffe. I Road House uddeler Dalton øretæver, flår en mands strube ud med de bare næver, knalder damer og serverer one-liners som "Pain don't hurt", "My way or the highway" og "Take the biggest guy in the world, shatter his knee and he'll drop like a stone".
Bonus-info: I 2006 formastede nogen sig til at lave en efterfølger uden Patrick Swayze. Road House 2: Last Call udkom direkte på dvd og er ikke set siden...
6: Crank (2006)
Er plottet til Crank mageløst åndssvagt? Jep. Men også skamløst underholdende og meget, meget macho? Også i den grad. Lejemorderen med det prægtige navn Chev Chelios (Jason Statham) får en indsprøjtning med noget kinesisk gift, som gør, at han dør, hvis ikke hans krop er konstant er fyldt med adrenalin. Hvilket han ordner ved at begå røverier, starte slagsmål, tage tonsvis af stoffer, køre sin bil gennem et indkøbscenter, dyrke sex med sin kæreste på meget offentlige steder og den slags. Sejt.
Bonus-info: Ifølge IMDB har Jason Statham kun vundet en enkelt pris for sit enorme skuespiltalent. Det var til 2006 udgaven af Women Film Critics Circle Awards, hvor han vandt for "Most Offensive Male Character".
5: Rambo III (1988)
Alle Rambo-film er så macho-agtige, at manuskripterne - har vi hørt - bliver opbevaret i en bankboks, fordi de lugter så gennemtrængende af blod, sved og krudtslam, at ingen kan holde ud at være i nærheden af dem. Vi må dog særligt fremhæve Rambo III, hvori vores helt med hockeyhår 1) leger kylling med en tank mod en kamphelikopter, 2) skyder en helikopter ned med bue og pil, og 3) behandler et sår ved at flå granatsplinten ud med fingrene, hælde krudt i såret og sætte ild til. Som man jo gør.
Bonus-info: Rambo III kom med i Guinness Rekordbog som verdens på det tidspunkt mest voldelige film med 221 voldshandlinger, mindst 70 eksplosioner og 108 karakterer, der mister livet.
4: Lone Wolf McQuade (1983)
Man kommer naturligvis ikke uden om Chuck Norris på en liste som denne. Formentlig kunne Chuck Norris' smalfilm fra hans ferie på Gran Canaria i '84 vippe alle andre film af pinden, hvis det skulle være. Men i afdelingen for spillefilm er Lone Wolf McQuade et hovedværk. Sjældent har cirkelspark været så seværdige.
Bonus-info: Hvis du ikke har set den, kan vi prøve at forklare, hvor macho den er, med en enkelt scene: McQuade er hårdt såret og bliver af den onde skurk begravet i sin Dodge-pickup i et stort hul, der bliver fyldt med cement. Da McQuade kommer til sig selv, tager han en dåseøl, jokker speederen i bund og kører op af hullet(!) - gennem cement og det hele - inden han nakker skurkene. Alt sammen iført en åbenstående skjorte, der afslører en brystbehåring, der ligner en dørmåtte.
3: The Expendables (2010)
Ak ja. Stallone, Statham, Dolph Lundgren, Mickey Rourke, Arnold, Jet Li, Steve Austin og en håndfuld flere testosteron-fyldte kraftkarle. The Expendables er i store træk filmens svar på at være teenager og fylde et ølglas med sjatter af alle de stærkeste slags sprut, man kan finde i sin fars barskab - og så bunde hele herligheden. Samtlige 98 minutter er monster-mandige, og hvis film var levende, kunne The Expendables bænkpresse en kampvogn. Fyldt med tykke mennesker.
Bonus-info: Ifølge rygter i filmbranchen vil Hulk Hogan medvirke i Expendables 4 i 2017. Oh, really?
2: Predator (1987)
Vi ville næppe fornærme nogen, hvis denne liste udelukkende bestod af Arnold Schwarzenegger-film. Ingen af dem er dog mere mandig end Predator. Hvis Commando var en Hummer, ville Predator være en Scania R730-lastvogn på ti ton. Med flammer på siden. Og Hugh Grants testikler som kølerfigur. Film bliver ganske simpelt ikke meget mere brølende macho end den her. Man kan nærmest se Arnold Schwarzeneggers biceps bliver større og større for hver scene, mens de svedglinsende soldatertyper går rundt og bjæffer ting som: "If it bleeds, we can kill it" og fælder træer med en minigun.
Bonus-info: Arnold og hans hold hedder i filmen Dutch, Dillon, Billy, Poncho, Rick, Mac og Blaine. Selv navnene er mega-macho.
1: 300 (2007)
Vi har ikke ført præcis statistik på det, men det virker, som om 80 % af samtlige replikker i 300 enten bliver råbt ("Tonight we dine in hell!") eller sagt med meget sammenbidte tænder ("No retreat, no surrender. That is Spartan law!"). Det er mega-mandigt. Så kan man indvende, at 300 udover hæmningsløs vold også er fuld af ret tunge homoerotiske undertoner. Men hvis du mødte King Leonidas i virkeligheden, ville du så turde sige: "De der badebukser er da lidt bøssede, er de ikke?"? Nej, nemlig.
Bonus-info: I filmen bliver der sagt, at persernes pile vil blokere for solen - hvortil spartanerne svarer: "Then we will fight in the shade". Samme frase står på den græske hærs uniformer. Altså på græsk.