De 10 mest ventede spil i 2013
Der er rigtigt mange spændende spil på vej til næste år, og M! fortæller her om de 10, du bør se mest frem til i 2013.
På enhver liste over de bedste actionfilm, der nogensinde er lavet, vil, skal og bør James Camerons fænomenale Aliens fra 1986 optræde. Derfor er det også lidt pudsigt, at spilbranchen, som ellers har haft travlt med at kopiere Hollywood gennem tiden, aldrig rigtigt har formået at lave det definitive Aliens-spil. Jovist, det første Aliens vs. Predator var i sin tid en forrygende uhyggelig oplevelse - men H.R. Gigers gustne rumvæsener burde nu engang kunne bære deres helt eget spil, skulle man synes.
Gearbox Software, der for nylig leverede det fremragende Borderlands 2, har nu i lang tid været tæt på at blive færdige med spillet Aliens: Colonial Marines. Faktisk har de i hele to år sagt, at udgivelsen var lige om hjørnet, og nu hedder det sig, at spillet bliver udgivet til februar næste år.
Alle forsinkelserne gør, at spillet rent visuelt slet ikke bliver konkurrencedygtigt med de andre store shootere, der er på markedet lige nu. Men det er muligvis heller ikke så vigtigt, hvis bare underholdningsværdien er på plads - og det har den været alle de gange, Gearbox har vist spillet frem og ladet folk prøve det. Vi tør med andre ord godt satse på, at det bliver en fed retro-actionoplevelse, når det forhåbentlig kommer om få måneder.
Quantic Dreams Heavy Rain delte vandene for nogle år siden. For nogle var det den hellige gral for formidling af følelser i computerspil, og for andre var det en værre omgang usammenhængende bavl. Uanset hvad har den franske spilmager David Cage skabt sig en helt særlig niche inden for computerspillene med sine meget særegne spilhistorier, som lægger stor vægt på spilfigurernes følelsesudtryk og dialog. Masser og masser af dialog.
Beyond: Two Souls er firmaets næste udspil og handler om den unge pige Jodie, der på mystisk vis er forbundet med et spøgelsesagtigt væsen, hvilket har bragt hende på flugt fra politiet.
I de fremviste sekvenser fra spillet har Beyond taget sig rigtigt godt ud. Spilmekanikken ligner i overvejende grad den, vi kender fra Heavy Rain, med de meget omdiskuterede Quick Time Events i fokus - situationer, hvor man skal trykke på specifikke knapper i den rigtige rækkefølge og med den rette timing for at gøre forskellige ting. Det virker dog, som om Beyond rummer langt mere action end Heavy Rain, eftersom Jodies ånde-ven har særdeles voldelige og aggressive tilbøjeligheder. Det fik vi for eksempel at se, da det umage par egenhændigt udslettede en hel SWAT-politistyrke, der jagtede dem.
Beyond bliver næppe spillet, der kommer til at konvertere de ikke-troende til David Cage og Quantic Dreams måde at lave spil på - men det bliver utvivlsomt et af næste års mest omtalte spil.
Vi kommer ikke uden om det. Til trods for de ni andre spil på denne liste, som vi ser rigtigt meget frem til, er der ét spil, der hver gang bare overtrumfer alt andet. Et spil, som andre spiludgivere får grå hår af skræk over, mens de skynder sig at flytte deres egne udgivelser så langt væk fra dets lancering som overhovedet muligt. Grand Theft Auto-serien vender snart tilbage med et nyt kapitel, og det kan kun blive kæmpestort. GTA IV's historie om den russiske smågangster Nico Bellics eventyr i den New York-inspirerede Liberty City bliver afløst af den nye by Los Santos, der er opbygget med udgangspunkt i Los Angeles.
Ifølge Rockstar selv bliver Los Santos den største by i spilseriens historie - hvilket ikke nødvendigvis er positivt i sig selv, medmindre de formår at befolke den godt nok; flere af spilseriens kendere vil huske, hvor fabelagtigt godt og fokuseret det noget mindre GTA: Vice City for eksempel var i forhold til det større og mere rodede GTA: San Andreas. Omvendt må man forvente, at Rockstar har lært lektien, og særligt western-spillet Red Dead Redemption cementerede, at de er nogle af verdens dygtigste til at lave store, spændende og overbevisende spilverdener.
Som noget nyt spiller man i GTA V hele tre forskellige hovedpersoner - de tre forbrydere Michael, Trevor og Franklin, som "arbejder" sammen i spillets primære missioner. Når man ikke er i gang med deres specifikke opgaver, kan man frit skifte rundt mellem de tre og udforske den kolossale by, som man vil.
GTA V vil næsten med statsgaranti give os alt, hvad vi forventer os af et nyt GTA-spil, og mere til. Vi har ganske vist ikke set andet fra spillet end nogle flotte trailere, hvilket altid burde efterlade en vis skepsis. Men skal vi ikke bare gøre en undtagelse og lade tvivlen komme Rockstar til gode her ??
Spillet Bioshock udkom i 2007 og blæste benene væk under de fleste af verdens spilanmeldere. Dets verden var fascinerende, velgennemtænkt og utroligt intelligent designet, spillet var sjovt og spændende, og det smagte i det hele taget bare af meget, meget mere. Bioshock 2 var en glimrende opfølger, men nåede aldrig rigtigt de samme højder - hvilket nok først og fremmest skyldtes, at den blev lavet af et andet udviklerhold.
Irrational Games med idémanden Ken Levine i spidsen står til alt held bag det kommende Bioshock Infinite, som ser lige så rasende vanvittigt og dybt mystisk ud som deres første Bioshock-spil, og denne gang bliver vi sendt over i et helt nyt scenarie. Hvor vi tidligere har rendt rundt i undervandsverdenen Rapture og kæmpet mod galningen Andrew Ryans sære skabninger, befinder vi os nu oppe i en kæmpestor flyvende by i starten af det 19. århundrede i rollen som Pinkerton-agenten Booker DeWitt. Målet er at redde den unge kvinde Elizabeth, der i 12 år har været holdt fanget i byen, men det viser sig hurtigt at blive en yderst vanskelig opgave på grund af den borgerkrig, der hærger deroppe.
Bioshock Infinite ser ud til at rumme alle de elementer, der gjorde det første spil i serien til så stor en succes: Det er en solid shooter med masser af rollespilselementer, og spillets historie er gennemsyret af politiske og intellektuelle temaer - noget, Ken Levine er kendt for altid at indarbejde i sine spil. Det bedste af det hele er, at det formentlig udkommer allerede i februar.
Der har i lang tid været stor retronostalgi blandt spiludviklere, der genopliver gamle spil til højre og venstre - senest det ualmindeligt fremragende Xcom: Enemy Unknown, som viste, at et trækbaseret spil fra halvfemserne uden problemer kunne matche alt andet på markedet.
Den næste spilgenoplivning, vi ser utroligt meget frem til, er Maxis' nye udgave af klassikeren SimCity. Vi har efterhånden set spillet i aktion fem gange, og hver eneste gang har hver eneste fiber og nerve i kroppen skreget på at få det med hjem, så vi kunne amokspille det, til vi segnede. Det er som regel et godt tegn.
SimCity handler dybest set om at opbygge en by helt fra bunden og sørge for, at alt i den fungerer optimalt, så dens indbyggere er glade og tilfredse. Der skal være boliger, industri, handel, fodboldstadioner, politi - og strøm, vandforsyninger, veje, jernbaner, lufthavne og alle de andre detaljer, der skal være på plads i en moderne storby.
Den frække finte er, at Maxis denne gang lader flere personer spille sammen i samme region, hvor deres byer påvirker hinanden. Hvis den ene for eksempel bygger et monster af en forurenende industriby uden at skænke miljøet den mindste tanke, falder boligpriserne i den idylliske ferieby længere nede af floden formentlig hurtigt. Der er så mange faktorer og mekanikker i spil, at det er svært at vikle hjernen rundt om det hele. Uanset hvad er vi stensikre på, at SimCity bliver et kæmpehit for de byggeglade, når det kommer i starten af det nye år.
Tom Clancys Splinter Cell-romanserie har altid klaret sig fint på spilform med den fåmælte agenthelt Sam Fisher i hovedrollen. Splinter Cell-spillene har lagt sig tæt op ad spil som fx Hitman og Deus Ex med masser af fokus på seje gadgets, snigmord og listen rundt i krogene.
Vi ved endnu ikke det store om Blacklist, andet end at det bliver en 24-agtig affære, hvor Sam Fisher og hans venner skal forsøge at afværge et større terrorangreb på USA.
Efter Ubisofts fremvisninger at dømme bliver spillet væsentligt mere actionbetonet end tidligere. Sam Fisher har blandt andet fået langt større bevægelsesfrihed og kan parkour-løbe a la Assassin's Creed, og en ny spilmekanik, der kaldes "Killing in Motion", lader ham markere mål og pløkke dem ubesværet ned, mens han er i bevægelse - meget i stil med "Point Shooting" fra det nye Hitman: Absolution. Potentielt et af de bedste snigerspil i 2013.
Sidste års rollespil The Elder Scrolls V: Skyrim var så stort, flot og fantastisk, at det næsten føltes som et onlinerollespil, selvom man egentlig bare futtede alene rundt i dets forundelige verden. Og spillet var samtidig også en fortjent salgssucces, så det er kun oplagt, at Zenimax, der ejer The Elder Scrolls-licensen, nu vil skabe en onlineverden med udgangspunkt i det univers.
The Elder Scrolls Online foregår på det velkendte Tamriel-kontinent og lader spillerne slutte sig til en af de tre fraktioner, der kæmper om kontrol over det - Aldmeri Dominion, Daggerfall Covenant og Ebonheart Pact. Spillet har været under udvikling i over fem år og minder på overfladen i høj grad om World of Warcraft og alle de andre spil, der har været med til at etablere fantasy-onlinerollespilsgenren. Det kan vise sig at blive både godt og skidt: Godt, fordi vi forhåbentlig kan håbe på høj kvalitet og en solid spiloplevelse, der giver Elder Scrolls-fans alt, hvad de kunne ønske sig, og skidt, fordi det hele risikerer at komme til at føles lidt gammeldags og "prøvet 100 gange før".
Uanset hvad glæder vi os til The Elder Scrolls Online. Skyrim var et fantastisk spil - og der er al mulig grund til at forvente, at oplevelsen også holder i et stort onlineunivers fyldt med andre spillere.
Zombier er og bliver bare fede. Det er lige meget, om det er 28 Days Later-agtige løbe-zombie-virus-mutanttyper eller Romeros klassiske vraltende udøde uhyrer. Og vi har heldigvis fået masser af fremragende zombie-oplevelser i spilform - særligt de fænomenale Left 4 Dead-spil - så lad os endelig bare få mere!
Spilfirmaet Naughty Dog er bedst kendt for deres Uncharted-spilserie til PlayStation 3, men de har nu kastet sig over et helt nyt spilkoncept, der ligner et af de allermest spændende spil næste år. The Last of Us handler om Joel og Ellie - en midaldrende mand og en ung pige, der forsøger at overleve efter en stor zombie-katastrofe. At kalde de skumle skabninger, det meste af menneskeheden er blevet omdannet til, for "zombier", er måske at strække begrebet en smule, da der her er tale om en parasit, der frarøver folk deres frie vilje og personlighed, men rent praktisk fungerer de, som zombier skal: Som en evigt lurende og dødsensfarlig trussel, der danner baggrundstapet for det menneskelige drama, der udspiller sig blandt de overlevende.
Alt, hvad vi har set fra The Last of Us indtil videre, har været forrygende, og med Naughty Dogs Uncharted-erfaring er det svært at forestille sig, at noget kan gå galt med spillet. Stemningen emmer af Walking Dead-inspiration, både i den velskrevne dialog mellem Joel og Ellie og i de knusende intense konfrontationer, de har med andre overlevende. Et af de spil, vi glæder os allermest til næste år.
Det giver sig selv, at vi er store fans af kvindelige spilhelte. Der er desværre ikke nok af dem, men gode, gamle Lara Croft har trofast holdt os ved selskab i over 15 år. Dengang, vi først så hende, var det med pixellererede torpedo-bryster, som kun blev stadig større og mere gungrende hen over de efterfølgende spil, som ikke overraskende var svært populære blandt mandlige teenagere.
På det seneste har Crystal Dynamics, der overtog spilserien for en række år siden, imidlertid forsøgt at finde en anden og mere seriøs stil til den ikoniske spilheltinde, og det har resulteret i bedre og bedre spil. I det nye Tomb Raider har de valgt at holde op med at følge den "nutidige" Lara. I stedet træder vi nu i en purung Lara Crofts blankpudsede støvler og følger hendes færd ud i det asiatiske øhav for at finde en forsvunden skat. En tropisk storm smadrer ekspeditionens skib og efterlader Lara og hendes mandskab skibbrudne på en øde ø. Som selvfølgelig viser sig at være knapt så øde, når det kommer til stykket.
Snarere end akrobatiske platform-udskejelser, som vi kender dem fra tidligere spil i serien, fokuserer det nye Tomb Raider på Laras kamp for at overleve på øen, hvor hun bliver jagtet af alt fra vilde dyr til onde mænd. I de spilsekvenser, vi indtil videre, stønnede hun højere end en gennemsnitlig kvindelig tennisspiller, mens hun med bue og pil slagtede bøller på stribe, så det kan kun blive godt ?
Et af de spil, der virkelig besnærede publikum på E3-spilmessen tidligere i år, var Ubisofts spændende Watch Dogs: En slags omvendt udgave af Will Smith-filmen Enemy of the State, hvor spilleren har kontrol over en hel by (eller i hvert fald det meste af den) og kan bruge alle dens systemer til overvågning og manipulation af andre. Mobiltelefoner kan aflyttes, trafiksignaler kan ændres, alle informationer er tilgængelige - og vores hovedperson er vred som ind i helvede på dem, der forsøger at komme ham og hans familie til livs.
Egentlig var det mere idéen i Watch Dogs end selve spillet, folk hidsede sig op over, for der blev kun fremvist en relativt sekvens, hvor vi fik en forsmag på, hvad man kan udrette med sin kontrol over byen, samt en relativt banal skudsekvens. Men vi er villige til at hoppe med på hypen og have høje forventninger til Watch Dogs. Det lyder frisk, anderledes, og det ser møgflot ud. Spørgsmålet er nok mest, om det rent faktisk når at komme til næste år, eller om Ubisoft vælger at skyde det til året efter og gøre det til et lanceringsspil til en af de nye konsoller?