De 5 bedste western-film nogensinde - du bare SKAL se
Antoine Fuquas nye western-epos, The Magnificent Seven, er hurtigt glemt igen. Samme ting kan bestemt ikke siges om disse fem klassikere, som stadig den dag i dag står som milepæle i filmhistorien.
5: Unforgiven (1992)
Instruktør: Clint Eastwood
Med: Clint Eastwood, Gene Hackman, Morgan Freeman med flere
Derfor skal du se den: Dengang Clinten stadig spillede skuespil, lavede og medvirkede han i denne onde Oscar-vindende film, som atypisk genren hverken kan siges at være specielt action-packed eller indeholde specielt heroiske eller onde karakterer. Det på trods af at Clinten for alvor blev kendt som spaghettiwestern-kongen tilbage i 60'erne. I Unforgiven spiller han den pensionerede revolvermand William Munny, der for at overleve takker ja til ét sidste job. Unforgiven er fyldt med fabelagtige skuespilpræstationer, lige som den er smukt fotograferet og har et uudsletteligt soundtrack - præcis som en westernfilm skal have. Det er den sidste rigtige klassiske western, som ligeledes startede en ny begyndelse for genren, som eksempelvis The Assassination of Jesse James og serien Deadwood illustrerede på smukkeste vis i 00'erne.
4: Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969)
Instruktør: George Roy Hill
Med: Paul Newman, Robert Redford, Katharine Ross med flere
Derfor skal du se den: Sammen medvirkede Paul Newman og Robert Redford i to George Roy Hill-film, nemlig The Sting (1973) og denne, som også er Hills bedste. Butch Cassidy and the Sundance Kid er løst baseret på to af de mest berømte medlemmer af Hole-in-the-Wall-banden og er en tempofyldt action-komedie af højeste rang. De to - på trods af det loveløse aspekt - elskværdige karakterer røver tog og tømmer banker, som havde de aldrig lavet andet. Efter et kort ophold i New York tager vores "helte" til Bolivia, hvor det sydamerikanske lands regering straks sætter en jagt ind på dem. En ting, der ender med et af de mest berømte 'freeze frames' i filmhistorien.
Hill giver i sin film western-genren et klassisk 60'er-spin og ignorerer al autencitet til fordel for en moderne dialog. Som titlen antyder, handler alt om de to hovedpersoner, og Newman og Redford leverer da også nogle af de mest karismatiske præstationer i filmhistorien med en uforglemmelig kemi. Den ultimative buddy-film.
3: The Wild Bunch (1969)
Instruktør: Sam Peckinpah
Med: William Holden, Ernest Borgnine, Warren Oates med flere
Derfor skal du se den: Måske den vildeste af sin slags, der nogensinde er lavet? Instruktør Sam Peckinpah bekymrer sig i The Wild Bunch i hvert fald ikke om plottet, men blot om at indkapsle et portræt af det virkelige vilde vesten. Den på daværende tidspunkt hypervoldelige film havde man sjældent set mage til, og Peckinpah kaster da også om sig med gennemhullede kroppe og revolverkampe i slow-motion. Lige som den originale The Magnificent Seven fra 1960 er The Wild Bunch et angreb på Vietnam-krigen. Peckinpahs mesterværk er blot meget mere brutal og kompromisløs i sit udtryk og en film, der ændrede genren for altid.
2: The Good, the Bad & the Ugly (1966)
Instruktør: Sergio Leone
Med: Clint Eastwood, Eli Wallach, Lee Van Cleef med flere
Derfor skal du se den: Selvfølgelig skal Sergio Leones 160 minutter lange mesterværk, The Good, the Bad and the Ugly med på listen. Med Ennio Morricones genkendelige og mesterlige soundtrack i ryggen var det Leones tredje film i Dollars-trilogien med Clinten i hovedrollen på tre år (de to andre var A Fistful of Dollars og For a Few Dollars More). Men klart den bedste (og længste) af de tre. Eastwood, der i filmen har tilnavnet 'Blondie', er filmens gode, mens Lee Van Cleef tager sig af den onde, og Eli Wallach den grusomme. Og sidstnævnte er nok den karakterer, der opsummerer Leones virkelige syn på det vilde vesten; det var barskt, beskidt og fælt, fyldt med vold, tilfældigheder og ironi. Filmen er en overflad af ikoniske film-momenter og kulminerer med det fem minutter lange kirkegårds-face-off mellem de tre hovedpersoner.
1: Once Upon a Time in the West (1968)
Instruktør: Sergio Leone
Med: Henry Fonda, Charles Bronson, Claudia Cardinale med flere
Derfor skal du se den: Intet over, intet under Leones skelsættende mesterværk, Once Upon a Time in the West. På den storslåede rejse gennem det hårrejsende smukke landskab får du fortællingen om Harmonica (Bronson), der tager kampen op imod en berygtet lovløs (Fonda i en glansrolle) for at beskytte en smuk enke. Once Upon a Time in the West føles som en komedie den ene halvdel af tiden, mens den anden mest minder om en tragisk opera, hvor Morricone skrev individuelle musik-signatur-stykker til de fire hovedkarakterer.
Filmens klimaks, hvor du får afsløret, hvorfor Harmonica vil have hævn er utvivlsomt en filmhistoriske milepæl og klart filmens højdepunkt; alt sammen takket være Morricones fantastiske musik og Leones dialog-løse flashbacks, der til sidst slutter af med en blot to sekunder lang skudduel.
Selvom Leone tager sin tid (vi snakker altså tre timer) og giver dig flere nærbilleder af øjne, end du kan tælle til, er det det hele værd. Once Upon a Time in the West er ren orgasme for filmfans.