De 5 vildeste kampscener i Game of Thrones
Et tilbageblik på de bedste øjeblikke!
Vi har nået enden af Game of Thrones-epoken, og mens utroligt mange fans er ret så utilfredse med, hvordan sæson 8 afsluttede hele æraen - så kan vi kigge tilbage på nogle af de bedste øjeblikke på slagmarken gennem sæsonerne.
Selvom mange af de famøse intriger, dialoger, skarpe twists og karakteropbygning er størstedelen af, hvad der har gjort serien så fængende, så kan vi ikke komme udenom, at actionscenerne giver det ekstra prik over i’et.
Og selvom vi blev lovet seriens vildeste kampscene i sæson 8 med Battle of Winterfell, så kunne afsnittet i vores optik alligevel ikke helt hamle op med måden, hvorpå tidligere kampscener blev skruet sammen.
Herunder er de fem bedste kampøjeblikke i Game of Thrones:
5) Beyond the Wall-opgøret
Hvornår skete det: Sæson 7, Episode 6 “Beyond the Wall”
Jon og co. drager ud bag Muren for at finde en wight til at bringe til Cersei, så hun kan overtales til at forstå, hvor stor en Trussel Night King egentlig er. Missionen ender i en uheldig blindgyde, hvor vores uheldige helte fanges på en lille ø omkranset af en frossen sø. Overlevelse for alle pengene, ond overlevelseskamp med de dødes krig og ikke mindst det første øjeblik, hvor dragerne får brugt deres flammer på de døde - og den første gang, en drage dør og vi ser Night Kings egentlige evner!
4) Battle of the Blackwater
Hvornår skete det: Season 2, Episode 9, “Blackwater”
Et udmærket øjeblik, hvor Game of Thrones for alvor får budget og bliver mainstream, og en af de første storslåede CGI-kampe rammer sendefladen. Vi ser et stærkt taktisk forsøg fra Stannis’ hær ledt an af Ser Davos og deres enorme flåde - men Tyrion i King’s Landing har et par esser i ærmet på den taktiske front, og introducerer os til løbeild i et vanvittigt bogstaveligt flammehav. Efterfulgt af en heftig krigsscene med Joffreys svanseri, Tyrions geniale tale og ikke mindst den hemmelige vej under kloakkerne. Alt i alt en storsatsning fra skaberne med twists, krigsstrategi og udførsel af storslået CGI-brug.
3) The Battle at Castle Black
Hvornår skete det: Sæson 4, Episode 9, “The Watchers on the Wall”
En af Jon Snows første krigssituationer, hvor King Beyond The Wall har givet signalet til at invadere muren og horden af Wildlings forsøger at indtage Castle Black. Med et fåtal af Night’s Watch-medlemmer holder de med nød og næppe stand mod styrken, som blandt andet indebærer mammutter, kæmper og ikke mindst taktiske angreb fra begge parter. Et potpourri af Thenere, Wildings, Nattevogtere og kæmper - og så får vi også konklusionen på Snow og Ygrittes farlige kærlighed. Kampen giver os et indblik i, hvor stor en styrke Wildling-hæren har og hvilken betydning deres tilstedeværelse så småt kom til at have for resten af historien i Game of Thrones.
2) Battle at Hardhome
Hvornår skete det: Sæson 5, Episode 8, “Hardhome”
Suprise motherfucker! En af seriens fedeste opgør kommer pludselig ud af det blå i øjeblikket, hvor Snow forsøger at overtale Wildling-flokken til at joine ham mod Night King. Ud af det blå kommer en snestorm væltende med de dødes hær, og vi får et overblik over, hvor stor en styrke The Night King Egentlig har. Kampscenerne er optaget så genialt, at man bare ‘drukner’ i kampen og får oplevelsen fra alle vinkler - alt fra wight-kampe til Snows kamp mod en white walker. Desuden får vi lige afsluttet scenen med, at hele kampen var ligegyldig for Night King - som står med åbne arme og vækker både sine tabte soldater såsom Jons tabte folk op fra de døde, klar til kamp, mens de beskedne overlevende sejler væk.
1) Battle of the Bastards
Hvornår skete det: Sæson 6, Episode 9 “Battle of the Bastards”
Man får helt hjertebanken af at tænke på afsnittet, hvor Jon Snow og Ramsay Bolton endelig mødes i Bastard-opgøret. Scenemæssigt er det absolut den største opnåelse for skaberne - vinklerne, statisterne, kampscenerne, de skiftende taktikker og måden, hvorpå narrativet drives af en støt eskalerende udvikling i kampen gør det til en overdådig oplevelse. Man holder nærmest vejret i øjeblikke, hvor eksempelvis Jon Snow ‘begraves’ af sårede soldater og Sansa i sidste øjeblik kommer og redder dem med Vale-riddere. Foruden kampscenen får vi også: Vanvittig aflivning af Rickon Retfærdig eliminering af Ramsay af sine egne hunde (poetisk retfærdighed!) Plottwists en masse! Uden tvivl ikke blot den bedste kampscene i Game of Thrones, men generelt det bedste afsnit i hele serien!