De bedste spil fra 2011
Har du forladt 2011 med god samvittighed? Tjek sidste års 10 allerstørste højdepunkter igennem og se, om du måske ikke alligevel mangler et eller to i samlingen.
Afslutningen på Epic Games' testosteronbombe af en science fiction-trilogi er akkurat så bombastisk, storladen og voldsom, som den skal være. Marcus Fenix og hans slæng af tumpede rumsoldattyper med alt for store våben og rustninger fortsætter deres tilsyneladende uendelige kamp mod ækle rumvæsener og herligt store boss-monstre, og den vellykkede science fiction-saga rundes fint af - men mon nu også, at det hele slutter her? Vi tvivler.
Gears of War-serien er nogle af de seneste års bedste science fiction-shootere til Xbox, og hver ny udgave er lavet ud fra devisen "større, vildere, bedre!" Noget af det bedste ved spillene er muligheden for at spille i Co-Op sammen med en ven - alle og enhver ved jo, at det nu engang bare er sjovest at meje rumvæsener ned med en kammerat ved sin side.
Bethesdas fantastiske rollespil ryddede hele bordet i de fleste mediers uddeling af spilpriser hen mod årets afslutning, og med god grund. Den kolossale vikinge-inspirerede fantasy-verden emmer af stemning, og spillets drager er noget nær de flotteste og mest livagtige nogensinde set. Det unikke ved Skyrim i forhold til forgængerne i The Elder Scrolls-serien er den næsten perfekte blanding af en utroligt spændende historie med total frihed til at gøre fuldstændigt, som man vil. Man fortaber sig let i skøre sidemissioner og skæve handlingsforløb i hele aftener ad gangen, men trækkes konstant tilbage mod den fascinerende historie om oldgamler drage, der vækkes til live og truer med at tilintetgøre verden.
Skyrim er det måske bedste rollespil nogensinde og perfekt til alle, der leder efter fantasy-underholdning i topklasse. Og er din pengepung presset, er spillet også oplagt, for de første 100 spilletimer går fuldstændigt, uden at du overhovedet opdager det...
Der var fuldt tryk på artilleriet helt op til sidste efterårs udgivelse af de to store konkurrenter Modern Warfare 3 og Battlefield 3. Det var ikke overraskende sidstnævnte, der rejste sig sejrrigt, efter at røgen havde lagt sig, for Modern Warfare 3 er blot mere af det samme. Battlefield 3 føles derimod tungere, mere realistisk, større og langt mere ambitiøst på især multiplayersiden - og særligt på pc'en, hvor folk dagligt kaster sig ud i svimlende store megaslag med alt fra missilbevæbnede jetfly til kampvogne og snigskytter.
Det er i sidste ende i høj grad en smagssag, om man er til det ene eller det andet spils multiplayer, serverstruktur, achievements og alle mulige andre detaljer, og mange Modern Warfare-entusiaster har ganske givet valgt treeren helt automatisk uden at værdige nogen andre spil så meget som et eneste blik. Men det er synd, for Battlefield 3 fortjener så meget opmærksomhed som muligt - skrivebordsgeneraler og lænestolskrigere finder ikke meget bedre spil derude.
Hvis der er en sport, er der også et computerspil om den - det gælder i særlig grad for fodbold, der i årevis har været flot repræsenteret på spilform i kraft af særligt FIFA- og Pro Evolution Soccer-spilserierne. Hvilken spilserie, der er bedst, er en religionskrig af den rigtigt skingre slags og omtrent lige så let at afgøre som at finde ud af, om Brøndby eller FCK er bedst. Eller vent: Det er jo faktisk ret let at afgøre ... og med hensyn til spillene er der heller ikke den store tvivi i år: Begge serier er kommet langt, men FIFA er stadig et par mål foran på fantastisk lækker præsentation, livagtig spillerfysik, en voldsomt omfattende onlinedel og alle de officielle klublicenser, og FIFA 12 er det bedste fodboldspil til dato.
Vi vidste allerede efter det første Arkham Asylum, at Arkham City ville blive mindst lige så godt. I en tid med det ene håbløse superheltespil efter det andet er Batman-spilserien et lysende eksempel på, hvordan man gør stort set alt rigtigt, hvis man bare giver sig god nok tid til at lave et ordentligt spil og bruge sin seje superhelt rigtigt i stedet for at klatte noget billigt licensbras af for at rage nogle ekstra gysser ind i forbindelse med en filmudgivelse.
Batman: Arkham Asylum tager Batman-figuren og hele hans univers, der er fyldt med bindegale skurke, hamrende seriøst og giver en spiloplevelse, der er både tegneserierne og de gode film værdig. Det er ganske enkelt en befriende og magtfuld oplevelse at svæve lydløst rundt i skyggerne fra hustag til hustag og nedlægge skurk efter skurk med benhårde overraskelsesangreb i jagten på Joker og alle de andre kaglende vanvittige fjender. Et komplet must for alle superhelte-elskere.
Hvis ikke Skyrim var udkommet kort tid efter, ville Dark Souls uden tvivl være blevet husket som sidste års bedste rollespil. Det er opfølgeren til forrige års sleeperhit Demon's Souls og ligesom dette spil ganske ulig de fleste andre rollespil, vi kender. Dark Souls handler nemlig først og fremmest om at dø. Rigtigt frustrerende meget. Det japansk-udviklede spil er ganske enkelt så tænderskærende svært og kompromisløst, at det mest af alt virker som en kæmpestor fuckfinger rettet mod hele den vestlige verdens alt for forsimplede og uudfordrende rollespil.
Dark Souls er det perfekte spil til dem, der savner udfordring, og det byder på helt uforlignelige spiloplevelser til dem, der har tålmodigheden til at lære af deres fejl, arbejde hårdt og være stædige nok til overvinde de til tider umenneskeligt udfordrende fjender, der skal kæmpes mod. Men er du den let frustrerede type skal du endelig holde dig langt, langt væk ...
Et af de mest ventede spil i 2011 skuffede heldigvis ikke. Deus Ex: Human Revolution er en opfølger til det gamle halvfemserspil Deus Ex, der af mange i dag stadig betragtes som det bedste spil nogensinde, så det var en tung arv at løfte. Heldigvis rammer Human Revolution plet med en skarp cyberpunk-historie om nanoforstærkede mennesker og skumle sammensværgelser samt en spilmekanik, der først og fremmest lægger vægt på spillerens valgfrihed.
Human Revolution følger i høj grad originalspillets design og vil for gamle spillere være et dejligt nostalgitrip, mens yngre spillere endelig får mulighed for at opleve et af de mest visionære spil nogensinde i en helt ny og frisk udgave. Det oplagte valg for alle science fiction-fans.
Australske Team Bondis superambitiøse noir-thriller om en hjemvenden soldats nye karriere som politibetjent i 40'ernes Los Angeles er på én gang en hyldest til den gamle halvfemser-klassiker Police Quest og en flot videreudvikling af Grand Theft Auto-konceptet. Den digitale version af det gamle Los Angeles er forrygende flot og troværdig, og jagten på alt fra småkriminelle til seriemordere og korrupte politikere er på niveau med nogle af de bedste tv-serier derude.
Særligt spændende ved L.A. Noire er brugen af den nye MotionScan-teknologi, der giver spillets personer uhyggeligt virkelighedstro ansigter. Det bruges effektivt i blandt andet forhørsscener, hvor man skal sidde og aflure mistænktes ansigtsmimik for at gennemskue, om de er skyldige eller ej.
Også i L.A. Noire er blandingen af en enormt velskrevet historie og frihed til bare at bevæge sig rundt og nyde spilverdenen og påtage sig valgfrie sidemissioner helt i top. Spillet er overstået på en to-tre dages tid og bliver ikke liggende i maskinen i ugevis - men det er en imponerende oplevelse, der bare skal prøves.
Ja, det både lyder som og ligner et pjattet børnespil, der umuligt kan være noget for voksne. Eller hvad? Har du bare lidt af dit indre legebarn tilbage, er LittleBigPlanet 2 en drøm af et spil, for her handler det om at lege, skabe og slippe kreativiteten løs i de små sækkefolks forunderlige og farverige univers. Grundstammen er et relativt simpelt platformspil af den helt gamle skole, hvor man skal hyggehoppe gennem baner og finde vej gennem forskellige forhindringer. Det er i sig selv fremragende underholdning, men læg så dertil hele det omfattende produktionslag, hvor man kan sidde og skabe alt fra hele baner til ... ja, snart sagt alt i spillets univers og dele det med andre spillere. LittleBigPlanet 2 er meget mere end blot et spil - og har du børn at spille det sammen med, er det genialt.
Det, der startede som et løjerligt sideprojekt i forbindelse med Half-Life-serien, fik så meget ros og så mange priser, at det bare smagte af mere. Og mere fik vi med det selvstændige spil Portal 2, der lagde hele verdens anmelderkorps ned sidste forår. Kvinden Chell er fanget i et stort forsøgskompleks, hvor en utroligt velformuleret, knastørt sarkastisk kunstig intelligens udsætter hende for en lang serie af udfordringer, der stiller store krav til de små grå. Med andre ord er Portal 2 bestemt ikke spillet til en bedugget festaften, og svære tømmermænd garanterer også, at du ikke kommer særligt langt.
Spillets udfordringer består, som navnet antyder, hovedsageligt af, at man skal placere portaler på banerne for at komme igennem dem, og det bliver støt og roligt sværere, indtil det bliver nærmest umuligt at gennemskue. Derfor er spillet det oplagte Co-Op-spil, så man sammen med en ven kan arbejde sammen om at gennemføre banerne (i øvrigt som to små, skøre robotter) - en af sidste års allerbedste spiloplevelser. Portal 2 skal dog først og fremmest spilles for den hylende grinagtige dialog, der er så spydig og fornærmende, at det er en sand fornøjelse hele vejen gennem spillet.
