De blodigste borgerkrige nogensinde

Massakre og massegrave
Balkan, 1991-1995

Hvorfor: Lige siden middelalderen har Balkan eller Jugoslavien været splittet imellem et stort antal stridende parter og religioner. Så det var næsten dømt til at gå galt før eller siden. Og det gjorde det. I perioden 1945-1980 levede de forskellige folkeslag - kroater, slovenere, makedonere, bosniere, muslimer i alle regioner og det dominerende folk, serbere - i nogenlunde fredelig sameksistens under diktatoren Tito. Men efter Titos død i 1980 var der ingen til at holde de forskellige folkeslag i snor. Kroatien og Slovenien erklærede sig derfor selvstændige i juni 1991. Det hovedsageligt serbiske styre under Slobodan Milosevic svarede igen med et angreb.

Massakrene Krigene i Kroatien og Slovenien var allerede slut ved udgangen af 1991. Men hvem skulle have Bosnien-Hercegovina - området midt imellem Kroatien og Serbien, som var bosat af både serbiske bosniere, kroatiske bosniere og et muslimsk mindretal? Krigen om Bosnien-Hercegovina varede til november 1995. Fire måneder forinden oplevede krigen sit mest makabre øjeblik: Srebrenica-massakren, hvor 8.000 bosnisk-muslimske drenge og mænd blev slagtet, kvinderne og pigerne voldtaget og de døde smidt i massegrave.
Srebrenica-massakren var blot en af mange massakrer på hele byer, som general Ratko Mladic under kyndig vejledning af Slobodan Milosevic stod bag. Den dag i dag bliver der stadig fundet massegrave.

I dag: Der er fuldstændig fred i alle landene, selvom Serbien i 2008 bestemt ikke havde lyst til at lade Kosovo blive selvstændig også. Milosevic blev anklaget for folkedrab under Den Internationale Domstol i Haag, men døde inden sagen var afsluttet. Det menes, at Mladic lever skjult i Serbien.

Antal døde: 96.000

Kommunist-Kina
Kina, 1926-1949

Hvorfor: Kuomintang (KMT) - Kinas Nationale Folkeparti - havde siddet på magten siden 1911, hvor partiet havde gjort en ende på Qing-dynastiet. I 1926 overtog general Chiang Kai-chek ledelsen af partiet, og han startede reelt borgerkrigen, da han smed samtlige kommunister ud af partiet. Generalens træk førte til en splittelse af Kina, som oplevede flere sammenstød mellem det Sovjet-støttede kommunistparti (KKP) og det vestligt-støttede KMT. Imidlertid satte krigen mod Japan i 1937 og Anden Verdenskrig en stopper for borgerkrigen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning brød borgerkrigen igen ud i brutale kampe.

Massakrene: Kommunistpartiet med formand Mao i spidsen fik under hele krigen massiv opbakning fra Sovjet, mens USA sendte læssevis af våben til KMT. Det gav blodige opgør med masser af våbenkraft. Den mest brutale massakre var dog våbenløs: Da Maos tropper ikke kunne indtage byen Changchun, beordrede han, at den skulle sultes ud. Byen var omringet, og folk, der forsøgte at forlade byen, blev smidt tilbage til den hungersramte stad. Efter fem måneder var byens befolkning reduceret fra 500.000 til 170.000.

I dag: Kommunisterne tvang KMT's tropper ud på øen Taiwan, hvor Kai-shek i mangel af bedre fortsatte Republikken Kina. Det er faktisk stadig øens officielle navn. Mao proklamerede derimod Folkerepublikken Kina 1. oktober 1949, og kommunistpartiet har haft diktatorisk magt siden.

Antal døde: 1,2 millioner

Stammekrig og folkemord
Rwanda, 1990-1994

Hvorfor: Lige siden Rwanda i 1962 - og også lang tid før - opnåede selvstændighed, havde der været stridigheder mellem landets to primære befolkningsgrupper: Hutuerne og tutsierne. Sidstnævnte var klart i undertal og blev udsat for overgreb og diskrimination. Det betød, at flere tusinde tutsier flygtede til bl.a. nabolandet Uganda. En gruppe flygtninge indledte i oktober 1990 under navnet Rwandas Patriotiske Front (RPF) et angreb fra Uganda indover grænsen til hjemlandet, og det blev starten på fire års horribel borgerkrig. Godt nok blev det første angreb slået tilbage efter blot to uger, men så tog Paul Kagame lederskabet i RPF og startede en succesfuld guerilla-taktik, der i 1993 fik en FN-støttet fredsaftale i stand. Men den skulle vare kort.

Massakrene "Grib jeres spyd, køller, geværer, sværd, sten, alting - hak dem ihjel, disse fjender, disse kakerlakker, disse fjender af demokratiet. Gravene er kun halvt fulde. Hjælp med at fylde dem op." 6. april 1994 blev Rwandas præsident Habyarimanas fly skudt ned i hovedstaden Kigali, og ekstremistiske hutuer var ikke sene til at udnytte situationen til propaganda. Således kunne rwandaerne lytte til beskeder som ovenstående i radioen på daglig basis. Og de virkede. 800.000 tutsier - 75 % af dem alle - blev myrdet i løbet af cirka 100 dage. Macheter blev brugt til at skære folks kønsdele af, før de blev hakket i småstykker, og kvinder og børn blev voldtaget og brugt som slaver. Folkemordet stoppede først efter tre måneder, fordi FN et halvt år forinden havde skåret styrken i landet ned til 270 mand.

I dag: Det lykkedes i juli 1994 RPF at nå frem til hovedstaden Kigali og overvinde hutuerne, hvorefter Paul Kagame overtog præsidentposten - og der sidder han endnu. Der har ikke siden været voldsomme kampe.

Antal døde: 225.000 + 800.000 under folkemordene

Uønsket land
Nigeria, 1967-1970

Hvorfor: I 1963 blev Nigeria en selvstændig republik, men landet var som sådan delt i tre regioner; vest, øst og nord. Den korrupte koalitions-regering, der bestod af partier fra nord og øst, øgede i årene derefter grøften mellem rig og fattig. I 1966 tog militæret derfor magten med en general fra øst, Aguiyi-Ironsi, i spidsen. Han blev myrdet samme år, og militæret indsatte oberstløjtnant Yakubu Gowon fra nord som hans efterfølger. Det var den østlige region dog langt fra tilfreds med. De erklærede derfor i maj 1967, at de ville danne deres egen selvstændige republik: Biafra. Det skulle de aldrig have gjort.

Massakrene 6. juli 1967 angreb Gowons styrker Biafra, der holdt stand et par måneder, før regeringstropperne langsomt pressede landet både fra nord, syd og vest. I 1968 var Biafra således en tiendedel af sin oprindelige størrelse - og havde tilmed mistet kontrollen med alle sine havne. Det var et isoleret land. Et land uden medicin, uden mad, og uden nogen mulighed for at vinde krigen. Til sidst boede tre millioner mennesker på et område lidt mindre end Fyn. Op mod tre millioner mennesker var da døde af sult, sygdom og i kampen for en selvstændig nation.

I DAG: Der har været flere episoder med militærstyre siden borgerkrigens slutning, men siden 1999 har landet været et solidt - omend fattigt - demokrati under præsident Olusegun Obasanjo.

Antal døde: 1-3 millioner

Fascismens sejr
Spanien, 1936-1939

Hvorfor: I starten af 1930'erne var Spanien splittet i to politiske fløje, der var stærkt uenige om en løsningsmodel på landets sociale problemer. Da et fascistisk parti i 1934 fik ministerposter, udløste det protester blandt mange arbejdere. Protesterne blev hårdt slået ned af den såkaldte afrikanske hær, som bestod af fremmedlegionærer og indfødte fra Spansk Marokko, og mange blev smidt i fængsel. I 1936 vandt en socialistisk/liberal alliance så valget over højrefløjen. De løslod straks uromagerne, der så mulighederne for en social revolution. Så langt nåede de dog ikke, før den fascistiske general Franco med den afrikanske hær bag sig angreb fra Afrika 17. juli 1936. Krigen var i gang.

Massakrene Francos hær vandt hurtigt store landområder i Spanien med hjælp fra italienske og tyske specialstyrker. Regeringen på den anden side fik hjælp fra tusinder af frivillige, der strømmede til fra hele Europa - heriblandt den danske digter Halfdan Rasmussen, der var krigsreporter. Men de var dårligt trænet og endnu værre udstyret, og det kostede mange menneskeliv. Krigens værste massakre foregik i den lille landsby Guernica. 26. april 1937 blev den 100 % civile og militært betydningsløse by sønderbombet af tyske fly og fuldstændig jævnet med jorden. Op mod 400 civile blev dræbt, og flere tusinde såret.

I dag: General Franco løb med sejren og regerede Spanien indtil sin død i 1975. Inden da havde han dog udpeget sin efterfølger, den meget mildere kong Juan Carlos, der omdannede Spanien til det demokratiske land, vi kender i dag.

Antal døde: 500.000

Tigerjagt
Sri Lanka, 1983-2009

Hvorfor: I 1948 blev Sri Lanka ved Indiens sydspids selvstændigt, da besættelsemagten Storbritannien uden de store protester trak sig ud af landet. Og i starten var alt godt på trods af øens blandede befolkning - omkring 75 % buddhistiske singalesere og et stort mindretal på cirka 18 % hovedsageligt hinduistiske tamilere. Begge folkeslag sad i starten med i en demokratisk regering, men langsomt opstod en splid. Mange tamilere følte ikke, at deres politiske parti TUFL gjorde nok for at få politiske resultater, der gavnede tamilerne. Derfor dannede de militante grupper - heriblandt De Tamilske Tigre, som var den direkte årsag til borgerkrigens udbrud i 1983, da de angreb et militært mål og dræbte 13 soldater.

Massakrene: I 1985 udførte De Tamilske Tigre deres hidtil blodigste angreb i den nordlige by Anuradhapura, da de kaprede en bus uden for byen og angreb busstationen, et buddhistisk tempel og en nationalpark med automatiske våben. De tog ikke hensyn til hverken køn eller alder og dræbte i alt 146 civile personer. Lige før krigens endeligt i 2009 stod regeringshærene dog blandt endnu blodigere angreb for endeligt at få bugt med Tigrene. Desuden er mere end en million tamilere i landflygtighed.

I dag: I 2002 fandt man endelig rammerne for en løsning, der tilfredsstillede begge parter. Sri Lanka skulle blive til en føderation med to delstater. Men i 2006 blussede krigen op igen, og regeringen bestemte sig for én gang for alle at stoppe De Tamilske Tigre. Det, erklærede præsidenten, skete i maj 2009 med drabet på oprørsgruppens leder.

Antal døde: 80.000-100.000