De fedeste nyheder fra verdens største spilmesse
Her er overblikket over de største spilnyheder fra E3-messen i Los Angeles
Nintendo Wii U
Revolutionerer Nintendo på ny markedet med deres Wii U?
Verdens største gamer-messe E3 slutter først i aften, men vi tøver ikke med at udnævne Nintendo Wii U, som en af de allerstørste nyheder allerede nu. Udover markant forbedret grafik i 1080p hd og en kraftigere processor under hjelmen, er den største nyhed den nye controller. I følge Nintendo selv er mulighederne uendelige. Se hvordan den fungerer i videoen nedenfor.
Hvor Nintendo før var tilfredse med familie-segmentet, tyder meget nu også på, at de vil have en større del af det mere seriøse gamersegment, som PS3 og Xbox 360 har. Med den nye kraftige og innovative Wii, kunne det godt se ud til, at det vil lykkes dem. Men det kommer selvfølgelig an på, hvilke titler, der kommer til Wii U.
Sony Playstation Vita
Sony Vita er en steroidepumpet bodybuilder i miniformat.
Hvis Sony Playstation Vita spørger "skal vi slås?", bør konkurrenterne svarer pænt "nej tak!". For Vita, som er latin og betyder liv, er en ordentlig kraftkarl i ministørrelse. Med en quadcore-processor (4 kerne processorer), er det tydeligt, at Sony mener det alvorligt. Konkurrenterne skal trynes. Skærmen er en 5" trykfølsom OLED-skærm med en opløsning på 960 x 544 pixel. Og som noget helt nyt er bagsiden også berøringsfølsom. Vidunderet skulle eftersigende udkomme sidst på året, hvor priserne vil starte ved 1.900 kr. Så ved du, hvad du skal ønske dig til jul.
Call Of Duty: Modern Warfare 3
Modern Warfare kunne nemt gå hen og blive den fedeste spiludgivelse i 2011
Vi har tidligere skrevet om Modern Warfare 3, og vores begejstring har ingen ende ville tage, efter vi så den første spiltrailer. Her var det især den superrealistiske grafik, der blæste os omkuld. Modern Warfare 3 skulle efter planen udkomme 8. november 2011. Tjek denne demo fra E3 og sig så, at du ikke glæder dig.
Gears Of War 3
Publikum gik amok, da Take That endelig blev gendannet.
20. september 2011 bryder helvede løs - altså på din Xbox 360. For der udkommer det tredje og måske sidste spil i serien Gears Of War. Det første spil var med til at sætte skub i salget af Xbox 360-konsoller og beviste, at Microsofts spillekonsol sagtens kunne hamle op med den - på papiret - stærkere Sony PS3. Har du aldrig spillet Gears Of War, vil vi vove at påstå, at 3'eren er et helt glimrende sted at starte.
Kinect Star Wars
Nu er kraften for alvor med dig.
Der kan ikke herske tvivl om, at det innovative Kinect Star Wars bliver fremtiden inden for spil. Vi har selv prøvet Microsofts imponerende Kinect. Og selvom der var tale om et fesent dansespil, var vi vildt imponerede over, hvor præcist Kinect registrerer alle dine bevægelser. Ført over på Star Wars-universet betyder det, at du kan føre dig frem som en ægte Jedi og med den ene hånd styre dit lyssværd, mens du med den anden hånd kaster rundt med fjenden via kraftfelter. Desuden reagerer Kinect Star Wars også på din stemme. Det bliver for vildt.
Elder Scrolls V: Skyrim
Alle troede Barne løj, da han sagde, at edderkopperne under hans seng var "motherfucker-store".
At kalde universet i Elder Scrolls V: Skyrim for stort, er en underdrivelse. Så det lader vi være med. De forrige spil gjorde sig bemærkede ved, at stort set alt kunne udforskes. Det gør sig i den grad også gældende i Skyrim. Forskellen, fra tidligere til nu, er, at grafikken har fået et gevaldigt hak opad. Det betyder, at det univers, som du udforsker også står knivskarpt, når du bevæger dig tættere på objekterne. Med Elder Scrolls V kommer du til at tilbringe en mia. timer foran skærmen. Så sørg for at købe dit lager af cola og chips ind allerede nu.
Halo 4
Guess who's back? Back again. Chief John's back, tell a friend...
Du troede da virkelig ikke, at Halo 3 ville blive det sidste spil i serien, gjorde du? Hvis du gjorde, tog du voldsomt fejl. For Halo 4 bliver det første spil i en ny trilogi, der udkommer i 2012. Vi ved ikke så meget om spillet - endnu. Men efter at have tilbragt flere timer, end hvad godt er med de forrige 3 spil, må vi indrømme, at vi glæder os til næste år.
Assassin's Creed: Revelations
Nåå, det er DERFOR, man ikke må ryge i nærheden af æter...
Det ender med, at spilbranchen tager livet af filmindustrien, hvis de fortsætter på denne måde. Se bare hvor flot det nye Assassin's Creed ser ud. Det er ganske enkelt helt vildt. Traileren er gennemført og stemningsfyldt med den korte fortælling, musikken og ikke mindst den overdådige grafik, der får os til at savle på tastaturet.