De forbandede, beskidte aber!

Abernes Planet: Oprindelsen - Anmeldelse

Twentieth Century Fox

James Franco spiller videnskabsmanden Will Rodman, der arbejder for Gen-Sys, hvor han forsøger at finde en kur mod Alzheimers - en sygdom, der har ramt hans egen far, Charles, spillet af en formidabel John Lithgow. Da forskningen pludselig stoppes, finder Will en efterladt babychimpanse, som han i al hemmelighed døber Cæsar og opdrager som sin egen, samtidig med at han tager sig af sin syge far. Hurtigt går det op for Will, at Cæsar er en meget intelligent chimpanse, som gennem sin mor blev udsat for Alzheimers-kuren.

Cæsar knytter sig til både Will og Charles, men da han i et misforstået forsøg på at forsvare Charles bliver voldelig, tvinges Will til at placere ham sammen med andre aber i San Bruno Primate Sanctuary, hvor den tilbringer det meste af sin sin tid under kummerlige forhold i et usselt bur. Og det er her Cæsar opbygger et had til mennesket, som får konsekvens for hele menneskeheden.

Twentieth Century Fox

Abernes Planet: Oprindelsen er en prequel til den gamle Abernes Planet-film fra 1968, der havde Charlton Heston i hovedrollen. I den film er aberne intelligente og den dominerende race og mennesket bliver holdt som slaver. Abernes Planet: Oprindelsen forsøger at fortælle forhistorien til den første Abernes Planet-film. Det lykkes til dels, men det er ikke før til allersidst - efter den første rulletekst - at vi får at vide, hvordan mennesket, der er i klart overtal i forhold til primaterne ender som den undetrykte race. Og det er faktisk lidt synd, at den del skal overstås så hurtigt.

Filmen gør meget ud af at fortælle historien om, hvordan den intelligente chimpanse Cæsar først knytter sig til mennesket for derefter at føle sig kraftig forrådt, hvilket skaber et enormt had i den kløgtige aber. Andy Serkis (Gollum, King Kong) 'lægger krop og ansigt' til den computeranimerede chimpanse. Og selv om han gør det ganske fint, så kan man altså sagtens se, at Cæsar er computeranimeret. Allerede der brydes den essentielle illusion, hvis man skal kunne holde af Cæsar. Desuden er filmen fuldstændig blottet for den dommedagsstemning, der ville klæde en film, der netop har til formål at fortælle historien om menneskeracens endeligt. Og den sidste scene, med konfrontationen mellem mennesket og aberne på Golden Gate Bridge, minder lidt for meget om den endelige kampscene i X-Men 3. Denne kampscene er dog bare lidt for kedelig og lidt forpæn. Det ville have klædt filmen, at vise noget af den vildskab som primaterne har. Noget som Tim Burtons udskældte remake fra 2001 faktisk gjorde rigtig godt.

3 ud af 6 stjerner

Se hvilke 3 prequels, der holder max på næste side 

3 fede prequels

Sådan skal det gøres. Efter den miserable og pinlige Batman & Robin fra 1997, hvor de kære superhelte var blevet udstyret med brystvorter på dragten (????), overtog Christopher Nolan roret med denne reboot/prequel. Nolan tog historien i en meget mere dyster og realistisk retning. Noget der i den grad klædte den mørke ridder. Anmeldere og fans verden over boblede af begejstring og Batman Begins var faktisk med til at skabe en helt ny reboot/prequel-bølge i Hollywood og skabte samtidig grobunden for Christopher Nolans enorme og stadig voksende fanskare.

2) James Bond: Casino Royale (2006)

Der er sket meget med James Bond de i de 22 film, der indtil videre er udkommet. Og indrømmet, til sidst var det svært at tage Pierce Brosnan seriøst som iskold agent med licens til at dræbe. Især efter at Bourne-filmene kom ud og viste en hel anden og mere seriøs side af agent-universet. Derfor var det tiltrængt at se en hårdt pumpet og langt mere brutal Daniel Craig som den nye 007 i Casino Royale, der oven i købet havde vores helt egen Mads Mikkelsen som skurk og Jesper Christiansen som überskurk.   

Vi anmeldte filmen her på iden for nogle måneder siden, hvor vi bl.a. skrev følgende:

"X-Men: First Class skiller sig ud fra de foregående film - netop ved at være langt mere karakterdrevet end nogen anden marvel-superheltefilm. I stedet for at fokusere på hvilke spraglede dragter, de har på, prøver filmens instruktør Matthew Vaughn at skildre de forskellige personer og deres indre dæmoner. Det gør, at den føles betydeligt mere voksen på trods af filmens undertitel - First Class."