Den dag verden var tæt på at blive udslettet

Vi skriver den 26. September 1983. Klokken har lige slået midnat. Stanislav Petrov, en officer ved de sovjetiske strategiske raketstyrker, har leder-vagten som "overvåger" af det satellitbaserede advarselssystem, Oko (øje på russisk, red.), på den tophemmelige base, Serpukhov-15, syd for Moskva. Et system, der skal advare imod et eventuelt atomangreb. Her har han siddet aften efter aften og stirret på en skærm i timevis. Denne vagt er - som alle hans foregående vagter - indtil videre forløbet problemfrit, og Petrov ser frem til at have fri. Pludselig sker det. Alarmen ringer. Systemet har opfanget, at et angreb er blevet indledt fra amerikansk side. Fem ballistiske missiler er angiveligt blevet sendt af sted imod Sovjetunionen fra den amerikanske vestkyst. Skal Petrov følge reglementet, skal angrebet gengældes, hvilket formentlig er starten på 3. Verdenskrig. Men beslutningen er bare ikke såligetil.

Med den Kolde Krig på sit højeste, var spændingerne på daværende tidspunkt ekstra høje imellem Sovjet og USA. Russerne havde tre uger forinden skudt et sydkoreansk passagerfly ned, som havde fløjet henover russisk luftrum. I flyet var hele 61 amerikanere - heriblandt en kongresmand. Man havde fejlagtigt troet, at det var et spionfly. Forholdet mellem øst og vest var det værste siden de 13 dage i oktober i 1962 - også kendt som Cuba-krisen - hvor de to stormagter gentagende gange fremsatte trusler om at anvende atomvåben imod hinanden. Præsident Ronald Reagan havde sågar et halvt år forinden, i marts '83, kaldt kommunistlandet for et "ondt rige". Så man kan roligt sige, at der ikke var amoriner i luften.

Da den røde advarselslampe begynder at blinke, og en høj sirene hyler, gisner det i Petrovs og hans kollegaers krop. De frygter det absolut værste.

"Jeg så, at et missil var blevet affyret direkte imod os. Det var et adrenalinchok. Jeg vil aldrig glemme det," siger Petrov ifølge engelske The Telegraph.

Er der tale om falsk alarm? Petrov spørger sine kollegaer om at få bekræftet angrebet, men det er skyet, så det er stort set umuligt at sige. Men computeren er ikke i tvivl. Først viser monitoren et missil, så to, og til sidst er hele fem missiler at se på skærmen. Beslutningen skal træffes inden for det næste kvarter, hvor missilerne vil ramme det røde rige. Enten skal angrebet gengældes ved at trykke på den røde atomknap; et tryk, der vil koste tusinder af menneskeliv og efterlade en hel verden i ruiner. Eller også skal Petrov fortælle sine overordnede, at det kan være en defekt i advarselssystemet, som stadig - på daværende tidspunkt - var under udarbejdning. En melding, som så potentielt kan udslette Sovjet. Man kan roligt sige, at hele verdens skæbne ligger i Petrovs hænder. Han beslutter sig for at komme sin tvivl til gode.

Hvis amerikanerne havde tænkt sig at angribe Sovjet, hvorfor så kun med fem missiler? Nej, de ville helt sikkert angribe med mange flere, tænker Petrov. Derfor vælger han at lade atomknappen være uberørt. Og det "call" viser sig at være det helt rigtige. Hans instinkt har sejret frem for at følge de ordrer, der ellers er pålagt, hvis et forestående angreb skulle indtræffe. "Falsk alarm", fortæller han sin overordnede uden på nogen måde at være sikker i sin sag.

Som minutterne går, løber perler af sved nedad ryggen og panden på 44-årige Petrov. Hjertet galoperer derudad. Nu er der intet andet for end at vente og se. Men som historien foreskriver, sker der ikke mere. Verdenen er reddet. Han bliver efterfølgende hyldet som helt af sin kollegaer, drikker en halv liter vodka på rekordtid, sover i 28 timer og vender tilbage på sin pind foran skærmen. Som tak for sit store overblik giver russerne ham et bærbart TV som belønning.

Hændelsen blev hemmeligholdt helt indtil 13 år efter kommunismens fald i Sovjet, hvorfor det først kom frem i 2002.

I 2014 blev hele Petrovs skæbnesvangre historie så til en film i danske Peter Anthonys dokumentar, The Man Who Saved the World, som går helt tæt på den nær-fatale aften og nat i 1983. Og Petrov selv vidste godt, at han havde gamblet med hele verden som sats.

"Det var formentlig 50:50, men jeg havde en underlig fornemmelse i min mave", siger Petrov i filmen.

"Jeg følte, at jeg sad på en glohed stegepande. Og jeg vidste med den største sikkerhed, at ingen ville være i stand til at rette min fejl, hvis jeg lavede sådan en," fortsætter den nu pensionerede militærmand.

Et andet twist til historien er, at Petrov faktisk slet ikke skulle have været på arbejde den aften. Han var nemlig stand-in for en kollega, som havde meldt sig syg. Heldigvis, må man sige. For ellers kunne historiebøgerne med stor sandsynlighed have været skrevet helt anderledes den dag i dag.

Efter hændelsen blev en efterforskning igangsat og afslørede senere, at det netop havde været en defekt i Oko-systemet. Satellitsystemet havde opfanget reflektionen af sollyset fra en sky og på en eller anden måde set det som et missilangreb.

Petrov selv forlod militæret det følgende år. I dag betragter den nu 77-årige redningsmand ikke sig selv som en helt.

"Jeg gjorde blot mit job, men de var heldige, at det var mig, der havde tjansen den aften," siger han.