Den elendige 3'er
1'eren var genial, 2'eren haltede lidt efter og 3'eren stank! Her er syv 3'ere, der aldrig skulle ha' være lavet.
Da den første Blade kom ud i 1998, var der dømt vampyr-action for alle pengene. Wesley Snipes var intet mindre en genial i rollen som den mystiske og mørke vampyrjæger Blade. 2'eren, der udkom i 2002 var faktisk endnu federe, endnu mørkere og spækket med endnu flere seje vampyrer.
Og så var der 3'eren. På papiret var det et meget interessant cast med lækre Jessica Biel som vampyrjæger og en hårdt pumpet Ryan Reynolds som komisk sidekick. Desværre fungerede filmen bare ikke. Langt fra. Så for rigtige Blade-fans findes der kun to Blade-film. 3'eren kan dog varmt anbefales som hadegave til en eks-kæreste.
Den første X-men film satte for alvor gang i hele den superheltefilm-bølge, der stadig ruller den dag i dag. 2'eren fra 2003 har endda scoret endnu bedre karakterer på IMDB, hvor vi for alvor lærer den übercool Wolverine at kende. Derfor var der også lagt op til et brag af en afslutning på trilogien med 3'eren.
Desværre overlod instruktøren fra de første to film, Bryan Singer, instruktørroret til Brett Ratner. Manden som går mere op i at fyre en masse ligegyldige effekter af end at fortælle den gode historie, der gjorde de to første film så populære. Resultatet kan dog også ses på IMDB, hvor 3'eren har scoret betydeligt lavere end den fede 2'er.
Hele verden blev bange for at gå i vandet, da den dengang forholdsvis ukendte filminstruktør Steven Spielberg, lavede den første Dødens Gab-film (Jaws) med et relativt lavt budget. Filmen blev et kæmpe hit og betegnes blockbusternes fader.
De efterfølgende 3 film blev laaaaaangt fra ligeså store hit. Og især 3'eren fra 1983 er pinlig. Ligesom i dag rullede der dengang en 3D-bølge. Forskellen på dengang og i dag er dog, at teknologien på ingen måde var klar til 3D. Det gør sig især gældende i Jaws 3D, som i den grad var med til slå 3D-bølgen ihjel.
Se Jaws 1, hvis du vil skræmmes til døde. Se 3'eren, hvis du trænger til et godt grin.
Hele verden spurgte sig selv, "hvad er The Matrix", da den revolutionerende og filosofiske The Matrix kom ud i 1999. I 2003 udkom 2'eren og 3'eren, og de fleste håbede vel på, at efterfølgerne kunne leve bare lidt op til den første. 2'eren var blottet for 1'erens filosofiske tankegang men til gengæld spækket med action. 3'eren var blottet for alt hvad der hed manuskript, hvilket resulterede i en katastrofal afslutning på en trilogi, der ellers lagde helt sublimt ud.
"Wax on, wax off". Disse efterhånden legendariske ord blev citeret af gud og hver mand, da den første Karate Kid-film udkom tilbage i 80'erne og blev et ganske uventet, men kæmpe hit.
I 1989 udkom så den 3. film i rækken med den karatesparkende - og nu lettere fedladne - Daniel LaRusso. Hvor 1'eren havde en helt magisk kemi (på ingen måder gay) mellem den unge Karate Kid og Mr. Miyagi var 3'eren helt og aldeles uden den charme og friskhed, der gjorde den første film så elsket.
Godfather 1 og 2 er elsket af både anmeldere og publikum, hvilket anmeldelserne på forskellige filmsites tydeligt indikerer. Det samme gør sig på ingen måde gældende for 3'eren, der ellers har samme skuespiller i hovedrollen (Al Pacino) og Francis Ford Coppola som instruktør.
Hvor de to første film scorede henholdsvis 100 og 98 %, må 3'eren tage til takke med sølle 66 % positive anmeldelser på filmsitet rottentomatoes.com. Måske Ford Coppola skulle ha' nøjedes med to film?
Terminator 1 og 2 har ligesom de to første Godfather film scoret helt fantastiske 100 og 98 % på filmsitet rottentomatoes. Og både publikum og anmeldere er enige om, at vi har med to legendariske og mindeværdige film at gøre.
3'eren, derimod, skulle aldrig ha' været lavet. For Arnold er både blevet gammel, ufrivilligt morsom og på ingen måder overbevisende som en 56-årig dræberrobot. Det er sgu en ommer.
