Den virkelige historie om 'The Revenant': Hugh Glass' bitre kamp i ødemarken

Hugh Glass blev overladt til døden 

"Skynd dig, skynd dig", hvæser John Fitzgerald og skubber til sin makker Jim Bridger. I al hast samler de to mænd deres proviant, skydevåben og fyrtøj, samtidig med at de kaster nervøse blikke over mod manden på den faldefærdige båre.

Hugh Glass hedder han, og den 43-årige pelsjæger er ilde tilredt. For få dage siden overfaldt og flænsede en grizzlybjørn ham. Siden er livet langsomt ebbet ud af Glass.

Hans to venner har fået til opgave at passe på ham, mens resten af Glass' jagtselskab er fortsat ind i ødemarken på jagt efter lukrativt pelsværk. Men nu orker de unge mænd ikke at vente længere. Jagten kalder, og døden synes alligevel uundgåelig.

"Han dør under alle omstændigheder", hvisker John Fitzgerald til Jim Bridger, mens han skuler mod deres halvt bevidstløse ven. Herefter griber Fitzgerald Glass' gevær og oppakning, og uden at kigge sig tilbage begiver de to mænd sig videre.

Tilbage på båren ligger den hårdt sårede Hugh Glass. Efterladt alene, dødeligt såret og hundredvis af kilometer fra den yderste pelsjægerstation - uden hverken mad eller våben. Tilbage er kun at vente på, at døden kommer.

Ødemarken er ukendt land

Året er 1823, og i USA driver jagten på skind og pelsværk frygtløse pelsjægere ud i de hidtil uudforskede territorier vest for Mississippifloden. Området har USA opkøbt blot 20 år tidligere, og de enorme strækninger er siden kun blevet sparsomt besøgt af hvide mænd.

Men alt det er ved at ændre sig, efter at det nystartede pelsjægerfirma The Rocky Mountain Fur Company er begyndt at sende små grupper af hårdføre pelsjægere længere og længere mod vest i jagten på dyrebart skind fra bævere og flododdere.

Også Hugh Glass har skrevet kontrakt med firmaet, og det er grunden til, at han denne dag befinder sig i vildnisset ved en biflod til Missourifloden. Da hans to venner stikker af, efterlader de pelsjægeren døende mange dagsrejser væk fra den nærmeste sikre skanse i ødemarken.

Fort Kiowa hedder skansen, som dog ikke er en stor militær garnison. Det noget pompøse navn dækker over en lille pelsjægerstation omgivet af træpalisader.

Træfortet er blevet opført året før af et par pelsjægerkompagnier 900 kilometer stik nordvest for St. Louis, der på det tidspunkt er den amerikanske civilisations yderste forpost mod prærien og bjergene i nordvest.

Målet er en jagthytte i bjergene

Begivenhederne har taget fart få dage forinden - sent på sommeren 1823 - hvor Hugh Glass' lille gruppe af pelsjægere nervøse og trætte slider sig vej langs Missouriflodens bredder, imens myggene summer dem om ørerne.

Mændene - 13 i alt - må forcere store områder med blød og sumpet jord, skarpe klippefald og tæt, ufremkommelig nåleskov.

De er alle en del af The Rocky Mountain Fur Company, og deres mission er at nå frem til en jagthytte i Rocky Mountains i tide til den lukrative jagt på pelsdyr i vinterhalvåret - og senere sælge de værdifulde skind i byerne mod vest.

Mændene er årvågne og bevæger sig i stilhed - et råb eller et løsnet skud kan tiltrække opmærksomhed fra de forkerte - og dem myldrer området med.

Det ukendte territorium befolkes af en sværm af mere eller mindre fjendtlige indianerstammer, blandt andet siouxer, arikaraer, hidatsaer, minitarier, cheyenner, crows, assiniboiner og sidst, men ikke mindst sortfødder.

Gruppen befinder sig med andre ord dybt inde i indianerland. Anspændtheden sitrer i luften, særligt hos Hugh Glass, som bevæger sig ekstra forsigtigt.

Den erfarne pelsjæger er en kraftigt bygget mand med stort fuldskæg og med et par intense øjne under sine buskede bryn, og han har personligt oplevet indianernes fjendtlige syn på de fremmede hvide på sin godt 40-årige krop.

Nogle år forinden blev han og en ven taget til fange af pawneestammen. Glass overlevede, mens hans ven måtte betale den højeste pris på brutal vis: Han blev brændt levende under en rituel fest.

Til Hugh Glass' held tog stammens høvding ham ind under sine beskyttende vinger for at vejlede ham. Pelsjægeren levede derfor i flere år som "hvid indianer", inden han omsider blev sat fri.

Siden har Glass deltaget i flere kampe mod områdets indianerstammer. Derfor er han ekstra forsigtig og foretrækker at gå alene, foran de andre pelsjægere, for at tiltrække sig mindst mulig opmærksomhed, hvis indianerne pludselig skulle angribe igen.

Bjørn overrasker Hugh Glass

Som altid går Hugh Glass foran gruppen den 23. august om morgenen, hvor pelsjægerne er nået et pænt stykke op langs Missourifloden, mere end 1.000 kilometer nordvest for udgangspunktet i byen St. Louis.

Her er floden ekstra bred, og landskabet åbent med bløde, vidtstrakte bakker beklædt med græs. Gruppen kan ikke se Hugh Glass, der plukker bær nogle hundrede meter fra de øvrige mænd, men pludselig flænser et skud luften, og det skarpe smæld bliver efterfulgt af et forfærdeligt brøl.

Mændene er overbevist om, at Glass er havnet i ildkamp med en gruppe indianere, og løber mod ham for at komme til hjælp. Få sekunder efter får de en overraskelse, da de får øje på en enorm grizzlybjørn, der frådende slynger pelsjægeren til jorden.

Glass forsøger igen og igen at komme på benene, men den sårede og rasende bjørn kaster sig med ubændig vildskab over sit bytte. De tililende mænd får kun et kort glimt af dødskampen mellem deres ven og den næsten to meter høje bjørn.

For i samme øjeblik kommer to halvstore bjørneunger galoperende imod dem, og mændene flygter nu forvildet i alle retninger. Et par stykker søger tilflugt i floden, og herfra kan de omsider se den enorme grizzlybjørn slippe sit tag i Hugh Glass og derefter stikke af sammen med sine to unger.

Trods overraskelsesangrebet har den aldrende pelsjæger nået at trykke på aftrækkeren til sin riffel, før bjørnen kastede sig over ham. Det er det skud, der nu langt om længe har fået bjørnen til at opgive.

Pelsjægerne frygter sortfødderne

Med bjørnene på flugt er faren umiddelbart drevet over, og mændene vader ind mod flodbredden og løber Glass til undsætning. Synet, der møder dem, chokerer selv de mest garvede af pelsjægerne. Glass ligner ikke længere et menneske.

Hovedet, ansigtet, brystet og dele af ryggen er flået op af bjørnens skarpe kløer og tænder, og hver gang Glass hiver efter vejret, bobler små bloddråber ud langs dybe sår i halsen.

Mændene tæller i alt 15 åbne sår, der under normale omstændigheder tilsammen ville være dødelige. Gruppen konstaterer, at bjørnen også har brækket Glass' ene ben. Situationen er håbløs.

Mændene hælder en tår brandy i munden på deres hårdt sårede makker og konstaterer, at han bliver ved med at trække vejret. Der er ikke meget tilbage af Glass ud over et par stirrende øjne, og ikke et ord undslipper de blodindsmurte læber.

Gruppens leder, Andrew Henry, er klar over, at de 13 pelsjægere nu står i den værst tænkelige situation. Mændene er netop trådt ind i de fjendtligt indstillede sortfodsindianeres område. Og sortfødderne har allerede haft flere sammenstød med både pelsjægere og soldater.

For Andrew Henry står det derfor smertefuldt klart, at det er livsvigtigt for gruppen at komme videre hurtigst muligt - især efter at skuddet fra Glass' riffel har runget over græs­sletten og nemt kan have tiltrukket sig opmærksomhed.

På den anden side ved Henry også, at gruppen ikke bare kan efterlade en hårdt såret mand til sin egen skæbne. Det vil gå ud over pelsjægernes sammenhold og gøre skade på Andrew Henrys anseelse som leder af den lille sluttede flok.

Mændene bygger derfor en lille båre af drivtømmer og grene, og til lyden af Glass' tunge åndedrag skubber de den velvoksne pelsjæger op på båren og bærer ham med sig. For der er ingen tale om at vende om - målet er stadig jagthytten i Yellowstone.

Arbejdet med at bære båren viser sig dog at være særdeles opslidende. Terrænet skifter fra græssteppe til store områder med tæt, lavt buskads og blød sandet jord, og Hugh Glass' store krop glider ukontrolleret rundt på båren, imens mændene maser sig vej igennem det tunge underlag.

Sådan går flere dage, hvor frustrationen blandt mændene blot stiger. Hugh Glass nægter at dø, selvom han er voldsomt kvæstet, og hvert øjeblik kan indianerne angribe.

Flere begynder at betvivle hele redningsaktionen, for "hvem af dem skylder egentlig en mand noget, der alligevel foretrak at gå alene, så han udsatte sig for at blive overfaldet af en bjørn?"

Hugh Glass' liv afhænger af to unge mænd 

Andrew Henry fornemmer oprøret ulme, og da den forslåede gruppe mænd på sjettedagen træder ind i en lille skovtykning med et vandløb, beslutter han, at de ikke kan slæbe rundt på Hugh Glass længere.

Han tilbyder nu otte dollars hver til to mænd, hvis de bliver tilbage ved den døende mand og venter på, at livet forlader ham. Interessen er ikke overvældende, men til sidst melder 23-årige John Fitzgerald og 19-årige Jim Bridger sig til opgaven.

Hugh Glass kan ikke fremstamme et ord fra sin ødelagte hals, og han nøjes med at stirre fra sin båre, mens John og Jim tager afsked med de øvrige mænd. Nu afhænger Glass' skæbne af to unge fyre uden den store erfaring med overlevelse i vildmarken.

Dagene går og går. John Fitzgerald og Jim Bridger har ikke andet at foretage sig end at holde udkig efter fjendtlige indianere og tage den døendes puls. Af og til giver de ham lidt væske fra vandløbet.

Efter fem-seks udsigtsløse dage taber Fitzgerald tålmodigheden. Ofte sveder den sårede pelsjæger voldsomt, og John Fitzgerald er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før døden indtræder.

Langsomt overbeviser han den yngre Jim Bridger om, at de med seks dages venten allerede har løst deres opgave og gjort sig fortjent til de otte dollars, og at det er i flertallets interesse, at de kommer afsted og mødes med de øvrige mænd ved Yellowstone.

Til sidst lader Jim Bridger sig overbevise. De to unge mænd pakker deres ting, men nøjes ikke kun med deres eget udstyr. Fra Hugh Glass' oppakning snupper de en lille sten til at tænde ild, en kniv, en økse - og vigtigst af alt: Hugh Glass' gevær.

Dernæst graver de en lille fordybning i jorden og trækker den febersyge pelsjæger ned i hullet, så det i hvert fald minder om en begravelse, hvis nogen i fremtiden skulle falde over hans lig. Dernæst forlader de to mænd den hårdt sårede Hugh Glass.

Tanken om hævn frembruser  

Ingen ved, hvor længe Hugh Glass ligger febersyg hen. Men omsider vågner han og rækker ud efter sit gevær, der indtil nu har ligget ved hans side. Han finder ingenting. Erkendelsen ryster pelsjægeren.

Han er blevet overfaldet af en bjørn og ved alt for godt, at området myldrer med oprørske indianerstammer. Geværet er grundpillen i livets opretholdelse i vildmarken.

Hugh Glass løfter sig besværet op på albuerne og kigger rundt i lysningen. Jim og John er væk, og det samme er alt Glass' udstyr på nær en lille kedel, der ligger efterladt på jorden.

I det øjeblik vokser en vrede i ham, og han lover sig selv at tage en nådesløs hævn: Når han er rask, vil han opspore de to mænd, der har efterladt ham, og slå dem ihjel.

Samme eftermiddag får Hugh Glass øje på en klapperslange, der ligger helt stille og fordøjer sit bytte et stykke væk. Glass har nu for alvor brug for al den lærdom om naturen, som årene hos pawneestammen har givet ham.

Han griber en sten og trækker sig selv frem over jorden med våbnet i hånden. Så slår han stenen hårdt ned i slangens hoved og vrider hovedet af med de bare næver. Aftensmaden er reddet.

Hugh Glass bliver i skovtykningen i nogle dage, indtil feberen har forladt ham. Pelsjægeren har svært ved at stå oprejst og kryber det meste af tiden hen over jorden i forsøget på at skaffe rødder og bær fra områdets buske som supplement til frøer, biller og slanger.

Tanken om hævn over John Fitzgerald og Jim Bridger får ilden til at brænde indeni og giver ham en grund til at fortsætte. Glass erkender, at han for at overleve må søge tilbage mod Fort Kiowa, der fungerer som pelsjægerkompagniets hovedkvarter.

Fortet er samtidig fyldt med våben, og der er en vis sandsynlighed for, at Fitzgerald og Bridger på et tidspunkt vil krydse Fort Kiowa på vejen tilbage fra Yellowstone.

Planen har kun et enkelt problem: Kiowa befinder sig 320 kilometer sydøst for den skovtykning, hvor Hugh Glass lige nu ligger med et brækket ben.

Hugh Glass lægger sig i råddent kadaver

Nætterne er stadig lune, da Hugh Glass i begyndelsen af september 1823 forlader skovtykningen og humper ud over de vidtstrakte stepper i retning mod sydøst, kun udstyret med en blikkedel og de bare næver.

Om natten gemmer han sig i klippesprækker eller skjult i lidt buskads kun dækket af sit tøj og det bjørneskind, som Jim og John havde lagt over ham, da de stak af.

Sårene på bryst, hals og ansigt heler langsomt, men Hugh Glass har svært ved at rense det dybe sår på ryggen. Han bliver derfor lettet, da han en dag støder på et råddent kadaver fyldt med mider, som han kan lægge sig i.

Han lader sin bare krop synke ned i kadaveret og mærker miderne rense såret - i løbet af de næste dage føler Hugh Glass en mærkbar bedring i ryggen, selvom såret stadig flyder med betændt væske.

Den bedste opdagelse bliver imidlertid, da han i slutningen af september opdager en flok ulve, der har dræbt en bøffel. Uden våben og med sit dårlige ben har Hugh Glass ingen chance for at jage rovdyrene væk fra deres bytte, men hans tålmodighed betaler sig.

De mætte ulve fortrækker, da flokken pludselig ser et skindklædt uhyre nærme sig med sten i næverne. Hugh Glass har tabt store mængder blod under sin sygdom, og det lune kød, der stadig hænger på bøflens knogler, gør godt.

Han bliver ved kadaveret i nogle dage og fortsætter dernæst vandringen mod syd.

Siouxer redder Hugh Glass

Efter omkring fem uger sker det, som Hugh Glass har frygtet. Han får øje på en flok indianere på heste i horisonten, og kort efter er de i fuld galop efter ham. Det viser sig at være en gruppe siouxkrigere, der nysgerrigt slår ring om den forslåede pelsjæger.

Selvom Hugh Glass har boet hos pawneestammen, forstår han ikke siouxindianernes sprog, men har alligevel nok indsigt i indianernes tankegang til ikke at provokere dem.

Omvendt er det også tydeligt for den lille gruppe af siouxkrigere, at de har at gøre med en mand i nød, der hverken har økse eller skydevåben på sig. De bringer ham til deres lejr på hesteryg, hvor han får mad og drikke og får renset såret på ryggen.

Det er uklart, om Hugh Glass når det sidste stykke af vejen fra indianerstammen til Fort Kiowa på hesteryg eller via floden i en af indianernes bøffelskindsbåde.

Under alle omstændigheder banker Glass på døren til Fort Kiowa midt i oktober 1823 - seks uger efter at være blevet overfaldet af en bjørn 320 kilometer længere nordpå.

På fortet holder en halv snes pelsjægere og soldater til, og de tager godt imod deres nye gæst uden at kende til strabadserne, som Hugh Glass har været igennem.

I slutningen af oktober beslutter Glass derfor at drage nordpå igen - denne gang i en flodpram sammen med en lille gruppe af nybyggere, der har planer om at bytte varer med arikaraindianerne 500 kilometer oppe ad Missourifloden.

Glass har dog ingen planer om at bytte varer. Hans eneste intention er at finde John Fitzgerald og Jim Bridger, og rejsen med handelsfolkene kan bringe ham et stykke af vejen mod målet.

I indianernes venlige hænder

Vinteren nærmer sig, og kold vind blæser ned over prærien fra Canada. Den lille flodpram, der langsomt kæmper sig op ad Missourifloden, sikrer ikke meget læ.

Efter flere dages sejlads beslutter Hugh Glass sig for at gå i land og skyde genvej over et område, hvor floden alligevel snor sig voldsomt. Det ender med at blive hans redning.

Allerede næste dag angribes flodprammen af den indianerstamme, som købmændene havde håbet at handle med, og i avisen Missouri Intelligencer kan man kort efter læse, at "mændene blev myrdet, deres varer stjålet og deres båd sunket".

Hugh Glass oplever ikke angrebet, men bliver til gengæld spottet af to indianerstammer, mens han humper afsted. Det drejer sig om de fjendtlige arikaraindianere og de venligtsindede mandanindianere.

Begge stammer sender en flok krigere ud efter den sejlivede pelsjæger, og i de næste minutter kan Hugh Glass kun se til, mens krigerne kommer galoperende fra hver sin side af prærien.

De to grupper er kun adskilt fra hinanden af ganske få minutter, da en indianer fra mandanstammen når frem til Hugh Glass, griber fat i ham og får ham slynget op bag på hesten.

For mandanstammen er det en fryd i sig selv at lade et bytte undslippe arikarastammens kløer, men egentlig har mandan ikke noget at bruge en
ældre hvid pelsjæger til.

Mandan har tidligere på året sluttet fred med de hvide, og kort efter bliver Hugh Glass sat fri, så han kan fortsætte sin jagt.

Jagten fortsætter gennem snedriver

Vinteren har nu for alvor fået tag i prærien, og de næste uger fortsætter Glass sin ensomme vandring mod Yellowstone i dyb sne og hård blæst.

Denne gang er han dog udstyret med både gevær, dolk, fyrtøj og proviant - og en uudslukkelig hævntørst. Endelig - i slutningen af december - får Hugh øje på hytten, der var målet for den oprindelige gruppe af mænd fra The Rocky Mountain Fur Company.

Glass tager et fast tag i geværet og nærmer sig varsomt hytten med skærpede sanser. Men få hundrede meter derfra bliver han opdaget.

Mændene er med det samme klar over, at der ikke er tale om en forvildet indianer, men kan næsten ikke tro deres egne øjne, da de langsomt genkender det arrede ansigt. Det er Hugh Glass!

I de næste minutter overdænger de Glass med spørgsmål: Er han genopstået fra de døde? Hvordan er han nået frem igennem vildmarken alene? Hvor har han sine våben fra?

Men pelsjægeren svarer kun med få stavelser. Han er først og fremmest interesseret i at sætte John Fitzgerald og Jim Bridger stævne - alt andet må vente.

Mændene fortæller, at John Fitzgerald for længst er returneret til St. Louis, men at den unge Jim Bridger stadig er i nærheden.

Endelig står Hugh Glass ansigt til ansigt med Jim Bridger, og den gamle pelsjæger retter sit gevær mod den unge mands ansigt. Jim Bridger er fuldstændig paralyseret.

Han er næsten overbevist om, at han er vidne til et genfærd, og snapper efter vejret, mens sveden pibler fra hans pande.

Hugh Glass har vandret næsten 1.000 kilometer for at skyde Jim Bridger, men nu, hvor han står foran den unge fyr med løbet pegende direkte mod Bridgers pande, rammer tvivlen alligevel den garvede pelsjæger.

Han sænker geværet og hvisker: "Gå, min dreng. Jeg efterlader dig til straffen fra din egen samvittighed og fra Gud. Hvis de tilgiver dig, så vær glad. Jeg har intet at sige til dig - men efter i dag skal du aldrig glemme, at du ikke må spøge med sandhed og troskab".

Hugh Glass aflader sit gevær og forlader hytten. Efter at have tilgivet den unge Jim Bridger rejser Hugh Glass tilbage mod den store havneby ved Mississipi-floden, St. Louis, for at lede efter John Fitzgerald, der sammen med Jim efterlod Glass i vildmarken.

Under rejsen overlever Hugh Glass endnu et indianerangreb, som slår flere af hans rejsekammerater ihjel. 

Efter angrebet ankommer han til Fort Atkinson, hvor Hugh Glass erfarer, at Fitzgerald er blevet indrulleret i den amerikanske hær og derfor er i sikkerhed for Glass' hævntørst.

Forelagt historien bjørneoverfaldet tager en af hærens kaptajner sagen i egen hånd og opsøger Fitzgerald, der stadig går rundt med Hughs gamle gevær. Kaptajnen beslaglægger øjeblikkeligt geværet fra John Fitzgerald og bringer det tilbage til pelsjægeren.

Hugh Glass fik sit gevær - men ikke sin hævn. Til gengæld voksede historien om hans færd gennem vildmarken og blev med tiden en af de store amerikanske myter.