Det frække

Det endte på skadestuen: Her er de mærkeligste ting, amerikanerne fik fast i numsen

Det skal man ikke putte derop.

Der findes statistikker over arbejdsløshed, inflation og befolkningsudvikling. Og så findes der åbenbart også amerikanske data, som kan fortælle noget om, hvilke fremmedlegemer folk ender på skadestuen med efter at have fået dem fast i endetarmen.

Det amerikanske Consumer Product Safety Commission indsamler nemlig anonyme oplysninger om skadestuebesøg gennem sit NEISS-system. Og da mediet Defector gennemgik data fra år tilbage, dukkede der en temmelig farverig samling af genstande op.

Vi taler ikke kun om sexlegetøj.

Der var blandt andet en baseball, ukogt pasta, et æg, en sandal, en dørknop, briller, en shampoo-flaske, en kalkunpipette og sågar en elpære.

En baseball “for at se hvordan det føltes”

Nogle af registreringerne kommer med korte forklaringer fra patienterne, og de gør ikke nødvendigvis historien mindre mærkværdig.

En person var eksempelvis endt med en baseball i endetarmen, fordi vedkommende angiveligt ville se, hvordan det føltes.

En anden måtte have hjælp med en shampoo-flaske efter efter eget udsagn at have kedet sig. En anden shampoo-flaske blev forklaret med det klassiske uheld i brusebadet.

Listen omfatter desuden ting som en vinprop, tuscher, to blyanter, en vape, en mønt, en lommelygte, en tandrenser og en hundetyggelegetøj.

Der optræder naturligvis også sexlegetøj – blandt andet en dildo på omkring 61 centimeter.

Forsøg på redningsaktioner gjorde det værre

Et særligt problem opstår, når folk selv forsøger at få en fastsiddende genstand ud.

I et af de registrerede tilfælde var både en cirka 18 centimeter lang dildo og en tang involveret. Tangen var blevet brugt i et forsøg på at hente den første genstand ud.

Et andet tilfælde involverede et stykke af en ødelagt analplug og en pincet, der ligeledes var blevet taget i brug under et hjemmelavet redningsforsøg.

Listen indeholder også en plastikbøjle, som angiveligt var blevet modificeret, så personen kunne komme afsted til skadestuen.

Det er netop den slags forsøg, læger generelt fraråder. En fastsiddende genstand kan forårsage skader, og yderligere redskaber kan gøre situationen værre. Ved fastsiddende fremmedlegemer er professionel lægehjælp derfor den langt mere fornuftige løsning.

Det er ikke kun enkelte bizarre tilfælde

Selvom de mest aparte eksempler naturligvis løber med opmærksomheden, er fænomenet ikke ukendt på amerikanske skadestuer.

En undersøgelse offentliggjort i American Journal of Emergency Medicine analyserede amerikanske tilfælde med fremmedlegemer i endetarmen over en årrække. Her var gennemsnitsalderen omkring 43 år, og cirka 78 procent af patienterne var mænd.

Sexlegetøj stod for lidt over halvdelen af de registrerede genstande, mens en betydelig del af patienterne måtte indlægges efter besøget på skadestuen.

Det forklarer også, hvorfor læger jævnligt minder om en ganske simpel detalje ved legetøj beregnet til anal brug: Det bør have en bred base eller anden stopmekanisme, som forhindrer det i at forsvinde helt ind.

For hvis alternativet er at forsøge sig med en tang, pincet eller modificeret bøjle bagefter, er aftenen allerede gået i en ret uheldig retning.