Magasinet M!

Det skal du spille i 2012

M! giver dig her 10 af de mest spændende spil, der ventes udgivet inden for de kommende 12 måneder - men husk som altid på, at udgivelsesdatoerne er kvalificerede gæt snarere end sandheder mejslet i sten!

Det skal du spille i 2012
1. Aliens: Colonial Marines  

Aliens-universet er så fantastisk spændende på film - i hvert fald de to første - at man kan undre sig meget over, hvorfor det åbenbart er så svært at lave gode spil med de gustne rumvæsener. Bortset fra det gamle Aliens vs. Predator (som var genialt) har vi til dato ikke set et godt Aliens-spil.

Colonial Marines fra Gearbox Software, der specialiserer sig i at lave shootere, kunne måske gå hen og vende tendensen til næste år. Det, vi indtil videre har set fra spillet, lover i hvert godt for splatterfaktoren - det fyger med Facehuggers, du skal tæske Alien-dronninger med de store lasterobotter, og helt nye Alien-typer er også kastet ind i kampen. Udviklerholdet har gjort meget for at få spillet til at ligne særligt Aliens (den anden film) - så meget, at de har hyret grafikeren og tegneren Syd Mead, der tegnede rumskibet Sulaco til filmen, til at lave områder af det, man ikke så i filmen, til spillet. Det er god stil.



Udkommer: Marts 2012
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
2. Diablo III

Blizzards fantasy-clickfest kræver vel næppe den helt store introduktion, og det helt store spørgsmål på alles læber lige nu er: "HVORNÅR?!" Svaret er, at vi ved det ikke. Der har været tale om en udgivelse omkring den 20. januar, men den er ikke bekræftet fra officielt hold, og vi ved af erfaring, at Blizzard først udgiver deres spil, når de mener, at de er helt færdige.

Indtil videre ved vi i hvert fald, at vi kan kaste os ud i kampen mod helvedes horder i rollen som Witch Doctor, Barbarian, Wizard eller Demon Hunter, og den meget korte betaversion lover rigtigt godt for spillet, som vil komme til at koste os både uger og måneder af vores i forvejen meningsløse liv.

Blizzards direktør Mike Morhaime offentliggjorde i øvrigt på Blizzcon-messen i oktober, at alle, der køber et årsabonnement på World of Warcraft, modtager Diablo 3 gratis, når spillet bliver udgivet. Det er altså også god stil.


Udkommer: Forår 2012

ANNONCE
Det skal du spille i 2012
3. Guild Wars 2  

Guild Wars-spillene beskrives allerbedst som en skønsom blanding af WoW og samlekortspillene - med stort fokus på PvP, altså kamp spillere imellem. Ligesom i WoW befinder vi os i en fantasy-verden og med figurklasser som Warrior, Ranger, Necromancer, Elementalist med flere er vi på yderst velkendt territorium.

Interessant nok var de tre gamle Guild Wars-spil meget mere konkurrenceorienterede end WoW, som gik hen og blev et populært esport-spil, men de bed sig aldrig rigtigt fast på konkurrenceplan. Derfor er der store forventninger til, at Guild Wars 2 vil markere sig langt hårdere på denne scene og skabe meget bedre rammer for PvP, både på eliteniveau men også i forhold til kæmpestore slag i spilverdenen, som spillerne frit kan hoppe ind og ud af. Og efter så mange år med blot et enkelt slag om Ironforge og Crossroads her og der i WoW er det virkelig noget, der kan få os til at hæve øjenbrynene!


Udkommer: 2012

ANNONCE
Det skal du spille i 2012
4. Hitman: Absolution  

Vores alle sammens nakketatoverede skaldepande vender frygteligt - og lydløst - tilbage til næste år, klar til at udføre flere bestialske lejemord. IO Interactive har indtil videre været lidt karrige med detaljerede oplysninger om plottet i det nye spil, men de lover, at det bliver langt mere dystert og grumt end seriens tidligere spil.

På sommerens E3-messe viste udviklerne os en bane fra spillet, som udspillede sig i et bibliotek i Chicago, hvor Hitman skulle slippe ud af bygningen, mens hele byens politistyrke finkæmmede den for at finde ham. Det foregik ved hjælp af god timing, listige neutraliseringer af vagter, lidt akrobatik og en masse lusken rundt i skyggerne - og det så i det hele taget skidesjovt ud. Det virkede også meget kompliceret, men Instinct Mode - der minder om Detective Mode i Batman: Arkham City - giver et fint oprids af, hvor man skal hen, hvor truslerne er samt andre vigtige oplysninger. Vi tør godt love, at Absolution bliver et af 2012's mest spændende snigerspil.



Udkommer: Efterår 2012
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
5. Tomb Raider  

Lara Croft er af så utroligt mange åbenlyse årsager en af vores foretrukne spilhelte, og det gør altså bestemt intet, at hun i det nye Tomb Raider kun er 21 år gammel. Spillet handler nemlig om Laras tid, før hun blev til den verdensberømte action-arkæolog, vi kender hende som fra seriens tidligere spil. Her er hun helt grøn bag ørerne og nyuddannet, da hun begiver sig ud på en skattejagt om bord på skibet Endurance.

 

Hendes færd bliver imidlertid afbrudt af en tropisk storm, der sænker skibet og kaster Lara alene i land på en øde ø. Eller - det nu altid forholder sig med tilsyneladende øde øer - knapt så øde endda. Stedet viser sig nemlig at være beboet af kannibalistiske The Hills Have Eyes-agtige mutantpsykopater, der spiser svedende og beskidte unge piger iført alt for stramme toppe til morgenmad. Jo, det lyder som det fantastiske plot til en fesen B-horrorfilm, men det er en forfriskende nytænkning af den efterhånden lidt uopfindsomme spilserie. Og samtidig virker Lara i det nye spil langt mere interessant og mindre endimensionel end i sin voksne udgave, så måske begynder vi endelig også at holde af hende på grund af hendes personlighed.

 

Udkommer: Efterår 2012

ANNONCE
Det skal du spille i 2012
6. Bioshock Infinite  

I 2007 landede spillet Bioshock med lidt af et brag - i hvert fald for kendere af de oldgamle System Shock-spil, hvoraf toeren stadig den dag i dag er med i konkurrencen om at være blandt de allerbedste spil, der nogensinde er lavet. Manden bag både Bioshock og System Shock, Ken Levine, er i fuld færd med det nye Bioshock Infinite, som fuldstændigt har droppet undervandsverdenen Rapture fra de første to Bioshock-spil og i stedet har bevæget sig til den flyvende by Columbia og året 1912.

Denne gang handler det ikke længere om de store Big Daddy-monstre i dykkerklokkerne og de ultra-uhyggelige små Little Sisters, men det er mindst lige så mærkeligt. Pinkerton-agenten Booker DeWitt er nemlig taget til Columbia - som selvfølgelig er fuldstændigt fucked up - for at finde den unge kvinde Elizabeth, som har været holdt fanget i byen i 12 år. Han finder hende, og det viser sig, at hun har nogle særdeles spændende evner - og så er der lige den detalje, at et kæmpestort mekanisk fuglemonster med ultravoldelige tilbøjeligheder åbenbart har kastet sin kærlighed på hende. Det er ganske enkelt så syret, at det skal opleves - vi tipper allerede nu Bioshock Infinite som en fremragende kandidat til titlen som årets spil i 2012.



Efterår 2012
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
7. Grand Theft Auto V  
Det næste GTA er udelukkende med på denne liste, fordi vi ved, at du sammen med 90 procent af de øvrige M!-læsere glæder dig som et lille barn - uden at du ved det mindste om spillet. Rockstar Games har med vanlig underspillet stil udgivet en trailer for spillet, som allerede er blevet gennemanalyseret og spekuleret i smadder ude på internettet, og det forventes generelt, at spillet kommer til at foregå i storbyen Los Santos, der mest af alt minder om Los Angeles - komplet med spillets udgave af Hollywood, "Vinewood" - og at satiren over USA bliver lige så tommetyk som i tidligere udgaver. Regn trygt med, at vi går helt amok over GTA V, så snart vi får mere at vide om spillet ...

Udkommer: Vinter 2012
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
8. Max Payne 3

Max Payne gjorde for actionspillene, hvad The Matrix gjorde for actionfilmene. I en tid, hvor de fleste shootere lod spilleren rende monotont rundt i endeløse korridorer og plaffe fjender ned, kom Max Payne bragende ind fra højre med historien om en overspændt arrig strømer ude på et hævntogt af episke dimensioner, som i bullet time-slowmotion kastede sig rundt i en John Woo-agtig ballet af kugler, blod og flammer.

Dengang lignede Max Payne allermest én, der led af grim forstoppelse, og de grafiske forbedringer siden da har gjort ham lidt mindre grinagtig at se på i det tredje spil. Udviklingsarbejdet er også blevet overdraget til Rockstar Games, som har sat sig for at forny en hel del ting i Max Payne, ikke mindst selve figuren og hans historie. Max er skyllet længere ned i rendestenen og udfører sikkerhedsarbejde for et privat firma i Sao Paolo i Brasilien - hvilket er en nærmest perfekt baggrund for de poetiske skuddueller, vi kender og elsker fra de tidligere spil. Det må og skal bare blive godt!



Udkommer: Marts
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
9. Halo 4  

Halo: Combat Evolved var i sin tid et fantastisk spil, og den nye Halo: Combat Evolved Anniversary-pakke understreger det til fulde. Men alle Halo-fans' blik er stift rettet mod Halo 4, som det nye firma 343 Industries satser på at udgive til næste år. Bungie Studios, der gennem mere end ti år har arbejdet med Halo-serien, har endelig sluppet tøjlerne for at skabe et nyt spilunivers, mens deres afløsere har heldigvis valgt at fokusere på vores alle sammens højt elskede badass, Master Chief, i det nye spil.

Som med GTAV ved vi stort set intet om det nye Halo, der ligeledes bliver en af de største udgivelser til næste år, og det skal blive spændende at se, om det kan matche dette års fremragende Halo: Reach.



November 2012
ANNONCE
Det skal du spille i 2012
10. Mass Effect 3    

Når det gælder rollespil, tilhører 2011 Skyrim. Men til næste år kan du godt regne med, at der kommer til at stå Mass Effect 3 ud over det hele, når Bioware skal afrunde deres storslåede science fiction-trilogi. Det er lækker space opera af den gode, gamle skole, når Commander Shepard og co. knokler for at redde både galaksen og hele universet fra de vidunderligt møgonde Reapers.

Bioware lover alt fra et nyt kampsystem med større fokus på nærkamp til brug af Kinect-controlleren til Xbox 360 og en masse andre detaljer. Men det er blot kedelig spilmekanik. Det er det større billede - den store rumsagas afslutning - der er det allervigtigste, og der kommer Mass Effect 3 med statsgaranti til at levere varen. Forvent et tordenbrag af et sci-fi-rollespil her til foråret ...


Udkommer: Marts 2012

ANNONCE
Del

Seneste nyt