Magasinet M!

DET STORE KUP

10. august 2008 stjal op mod 20 mænd i alt 62 millioner kr. fra pengetransportfirmaet DVH i Glostrup. 58 af de millioner er aldrig fundet. De fleste af gerningsmændene er blevet løsladt. M! fortæller historien om Danmarks største røveri.

Klokken er 04.34, da alarmen hos engrosvirksomheden Milton i Glostrup lyder. Kalenderen viser 10. august 2008. Himlen er klar, og luften er lun. Hos sikkerhedsfirmaet G4S går meldingen videre til en vagtmand, der tilfældigvis er i området. Han vender straks bilen og sætter kursen mod det øde industriområde, hvor der åbenbart er indbrud. Noget tid efter alarmeres Vestegnens Politi. De vagthavende betjente har i forvejen travlt den nat. To andre alarmopkald kræver deres opmærksomhed: En billist er forulykket på motorvejen i Glostrup, da han forsøgte at undgå en brand midt på kørebanen. Han er i livsfare, lyder det på radioen, og motorvejen er spæret for trafik. Og en kollega har netop kaldt centralen og gjort opmærksom på, at der står en skraldebil og spærrer udkørslen fra politigårdens garageanlæg. En brændende skaldebil.
Hvad er det, der foregår?

Forberedelsen
Allerede to uger tidligere, d. 28. juli 2008, havde der været indbrud hos Milton i Glostrup. Tyvene havde dengang smadret en rude og var kravlet ind uden hensyntagen til alarmen. Til de ansatte og politiets store undren var der dog ikke stjålet noget. Faktisk var det eneste synlige tegn på indbruddet, at tyvene havde flyttet og ødelagt en stor stålreol, der stod op af væggen ind til nabovirksomheden: Pengetransportfirmaet DVH, der hver dag optalte og transporterede millioner af kroner i kontanter til og fra danske virksomheder. Det virkede underligt, men netop den særprægede nabo gjorde, at politiet for en sikkerheds skyld valgte at sætte kameraer op i Miltons lokale. Det var godt nok ikke sandsynligt, men det kunne jo være, at indbruddet i virkeligheden var del af en større plan. En plan, der vedrørte DVH og deres mange millioner, måske. Kameraerne blev direkte forbundet til en skærmpåVestegnes Politigård, og det var her, de vagthavende betjente to uger senere, pludselig kunne se en flok hætteklædte mænd kravle gennem vinduet til Milton.

ANNONCE

Den mystiske container
Pressen ryddede forsiderne, politiet var i vildrede, men allerede et par dage efter kuppet kom det første tip, der skulle vise sig at blive afgørende i efterforskningen: En bestyrer af en grusgrav i Sengeløse, ikke langt fra gerningsstedet, ringede og udtrykte undren over, at nogen havde skiftet låsen på bommen ind til grusgraven. De samme mennesker havde tilsyneladende også skiftet låsene på to store skibscontainere, der stod inde bag bommen. Hvorfor ville nogen gøre den slags? Da politiet undersøgte indholdet i containerne fandt man to Audi'er - hvis nummerplader stemte overens med dem, man kunne se på bilerne på overvågningsfilmen. Politiet tog Audi'erne til nærmere undersøgelse og besluttede at overvåge grusgraven.
Da en flok mænd fem dage senere dukkede op og låste op til containerne, besluttede politiet ikke at anholde dem med det samme, men i stede skygge dem - hele vejen til et hotel i København.

Hotel stormet
Ingen af dem, der var til stede i lobbyen på Scandic Hotel på Vestrebro dagen efter, glemmer nogensinde den dag. Med en præcision på sekunder trak fem-seks mænd og kvinder, der umiddelbart havde lignet tilfældige gæster og opholdt sig forskellige steder i rummet, deres våben, alt imens kampklædt politi væltede ind af hotellets hovedindgang. Folk nåede ikke engang at smide sig på gulvet, men sad blot chokerede og så på det, der lignede optagelserne til en amerikansk actionfilm. Ti sekunder efter var tre svenskere, der sad og drak øl i en sofagruppe, lagt i håndjern. De første af de sandsynligvis op mod 20 medskyldige til kuppet mod DVH, var anholdt.
Ugen efter ledte et tip fra offentligheden politiet til en forladt gård i Sengeløse, hvor der blev fundet en skudsikker vest, nogle halvt udbrændte mobiltelefoner og en hel del ituklippet armeringsjern - en blandt forbrydere populær måde at lave partisansøm på uden at kunne spores. Et fingeraftryk på den skudsikre vest viste sig at tilhøre den fransk-algeirske Tayeb Si M'Rabet, der i forvejen var kendt af politiet - og som havde en dansk kæreste, der boede på Fyn. Politiet besluttede at aflytte hendes telefon.

ANNONCE

Bevæbnet med AK-47
Mens centralen hurtigt sendte al disponibelt mandskab mod Glostrup, begyndte telefonerne for alvor at kime på politigården. I alt 11 steder på den københavnske vestegn var der observeret skraldebiler, der på den ene eller anden måde spærrede for den øvrige trafik. Flere af dem med ild i, blev der sagt. Bilerne var blevet stjålet samme morgen, viste det sig. Kollegaerne, der var sendt til trafikuheldet meddelte samtidig, at der var fundet store mængder partisansøm på motorvejen, og de samme meldinger løb nu ind fra andre steder i politikredsen.
Nogenlunde samtidig kunne betjentene på overvågningskameraet se, hvordan de hætteklædte mænd kørte en minde gummiged ind gennem porten til Milton - og fortsatte gennem væggen ind til DVH. Her forskansede den lille flok medarbejdere, der havde stået og talt nattens penge op, sig nu i et lagerrum, mens mændene, bevæbnede med AK-47-rifler, krøb gennem støvskyen og murbrokkerne og målrettet begyndte at smide bundter af pengesedler i nogle medbragte sportstasker. Det hele virkede som om, det var planlagt med militær præcision. Kun vægten af de store tasker overraskede tilsyneladende røverne, der flere gange var ved at tabe deres bytte og efterlod en stribe af tusindekronesedler efter sig.  
"De er bevæbnede. Gentager: De er bevæbnede," lød meldingen straks til de patruljevogne, der nogenlunde samtidig ankom til industriområdet i Glostrup.

Flugten
Politiet tog ingen chancer. Betjentene, der nu var placeret få hundrede meter fra det igangværende røveri, trak pistolerne - men af hensyn til egen og andres sikkerhed koncentrerede politiet sig om at afskære røvernes flugtveje. Hvis det kom til ildkamp, skulle det helst ikke foregå, mens medarbejderne i DVH var i nærheden, løs ordren over radioen. Man ville for alt i verden undgå en eventuel gidselsituation. Den melding havde vagten fra GS4, der i samme øjeblik trillede ind på vejen foran DVH, dog ikke fået, og da han så tre store, mørke biler komme mod sig, regnede han derfor med, at der var tale om civile politibiler, stoppede og steg ud. I næste øjeblik blev vinduet på den forreste bil rullet ned, og en pistol kom til syne. Vagten stivnede et øjeblik. Så skyndte han sig tilbage i bilen og bakkede væk, så røverne kunne komme forbi. Blot12minutter efter det begyndte, var Danmarkshistoriens største kup var allerede overstået.
De mange brændende skraldebiler og partisansøm i området havde dannet et sirligt net af flugtveje, som kun røverne kendte til. Politiet kunne derfor kun se på, da tre store Audier drejede af og høj fart kørte i modsat retning af de ventende politibiler. Selv om en enkelt patruljevogn havde held til at følge efter Audierne, måtte betjentene opgive forfølgelsen, da man nåede til motorvejen ved Ishøj. De kraftige Audier accelererede til 200 km/t og kørte ganske simpelt fra politiet. De tre mørke Audier forsvandt - og det samme gjorde de seks røvere, man bagefter kunne tælle sig frem til på overvågningsfilmen. Og de 62 millioner kr., de fik med sig.

ANNONCE

Fælden klapper
Endnu en uge senere afhørte politiet en thailandsk kvinde i Københavns nordvestkvarter. Hun arbejdede som såkaldt dansepige på stripklubben Maxim Bar, fortalte hun, og havde natten efter røveriet været i selskab med en flok festglade danske og svenske mænd. Den ene havde blæret sig med netop at have tjent 300.000 kroner på et røveri. Det viste sig at dreje sig om danskeren Steen Baadsgaard, der i forvejen var kendt for både vold og røveri. Han blev anholdt på en tankstation kort efter. Politiet havde på det tidspunkt regnet sig frem til, at op mod tyve mænd måtte have deltaget i røveriet. Mændene, der havde været inde i selve værdihåndteringscentralen, havde sandsynligvis fået det største udbytte, men de, der eksempelvis havde spredt søm ud og antændt biler, sandsynligvis havde fået omkring 300.000 kr. hver.

Fri i 2014
Tayeb Si M'Rabet blev anset som hovedmanden bag kuppet og anholdt et lille halvt år senere. Han havde sandsynligvis gemt sig i Paris, indtil han en dag tog lyntoget til Odense. Her ventede politiet, der havde lyttet med på kærestens telefon og overmandede ham på banegården. Politiet fandt kort efter knap fire millioner kr. gravet ned under kærestes terrasse. Man vurderede, at han som en af de seks mænd, der havde været inde i værdicentralen sandsynligvis havde fået mindst det dobbelte ud af kuppet, men at resten af pengene formentlig var gemt i Frankrig eller Algeriet.
I alt fik 15 mænd mellem syv og ti års fængsel for deres andel i Danmarkshistoriens største kup. De nægtede sig alle skyldige. Flere af dem blev prøveløsladt i 2014.  
58 af de 62 millioner kr. er aldrig fundet.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce