Dexter Morgan er tilbage fra de døde – bogstaveligt talt – men danske fans må væbne sig med tålmodighed. Mens den nye sæson Dexter: Resurrection får premiere i USA den 11. juli, skal vi herhjemme vente helt til 12. september, før vi kan streame fortsættelsen på SkyShowtime.
En død mand vender tilbage
Efter cliffhanger-afslutningen i Dexter: New Blood, hvor vores yndlingsblodsanalytiker blev skudt i brystet af sin egen søn Harrison, var de fleste overbevist om, at Dexter endelig havde fået sin permanente udgang. Men nej – i Dexter: Resurrection vågner han op af en koma og opdager, at Harrison er forsvundet.
Sporene fører ham til New York, hvor han forsøger at samle trådene i et liv, der konstant har været i opløsning. Og som titlen antyder, er det ikke kun Dexter selv, der genopstår – flere af seriens gamle ansigter dukker også op igen.
Originalbesætning og nye navne
Michael C. Hall genindtager naturligvis rollen som Dexter, og han får selskab af flere kendte karakterer fra det oprindelige Dexter-univers. David Zayas er tilbage som Angel Batista, Jack Alcott spiller igen sønnen Harrison, James Remar vender tilbage som Harry Morgan, og selveste John Lithgow genopstår som The Trinity Killer i en eller anden form.
Men det stopper ikke der. Rollegalleriet i den kommende sæson er tungt: Uma Thurman, Peter Dinklage, Krysten Ritter, Neil Patrick Harris, David Dastmalchian og Eric Stonestreet er alle med på rollelisten, hvilket tyder på, at serien går efter en langt større og mere stjernespækket opsætning end tidligere sæsoner.
Dexter i storbyen
Med handlingen sat i New York City – en by med både skyggesider og neon – er der lagt op til en ny type jagt. Dexter er ikke længere manden, der opererer i Miamis baggyder. Nu er han en jaget mand, der prøver at finde sin søn og sin egen menneskelighed, mens både fortidens spøgelser og politiet begynder at snøre nettet om ham.
SkyShowtimes pressemeddelelse lægger heller ikke skjul på, at der venter mørke dilemmaer og hårde opgør: Far og søn står over for deres indre dæmoner – og det kræver samarbejde at overleve. Eller i hvert fald undgå at ende i endnu et blodigt kapitel.
Hvornår kan du se den?
Selvom amerikanerne får Dexter tilbage den 11. juli, må vi i Danmark vente til 12. september, hvor Dexter: Resurrection lander på SkyShowtime. Det er to måneder med spoiler-risiko og sociale medie-minering – så husk at mutere diverse hashtags, hvis du vil opleve den nye sæson uden afsløringer.
Læs også: