Magasinet M!

Digital EPO for tour-fans

PC-anmeldelse: Pro Cycling Manager 2008 - Tour de France

Digital EPO for tour-fans

Pro Cycling Manager-serien har eksisteret siden 2005 og er nu blevet udvidet med spillet Pro Cycling Manager 2008 - Tour de France. På M!-redaktionen er vi naturligvis store tilhængere af den benhårde sport - trods udøvernes barberede stylter - så det var med et stort smil på læben, at skiven blev smidt i PC'en.  

Spillet tilbyder en udmærket karrieredel, hvor du skal stå for at bestyre et af de større pro-hold i Europa og omegn, men som noget nyt kan du også prøve kræfter med selve actiondelen af banecykling. En god, lille tilføjelse, men ikke noget, der egentlig rykker i forhold til managerdelen.

Som cykeldirektør er det din opgave at arrangere træning, sende talentspejdere ud i verden, forhandle med ryttere og lokke sponsorer til. Den vigtigste - og sjoveste - del af spillet er dog selve etaperne, hvor du i modsætning til et spil som Football Manager direkte styrer stjernerne selv. En skæg ting idé er, at hver rytter er udstyret med en speciel creme, der gør dem hurtigere til at spurte i nogle sekunder. Desværre ikke lige så effektivt som EPO, men festligt er det! 

Som selve Touren med Riis' drenge i front er den nye udgave af Cycling Manager særdeles vanedannende - til stor frustration for din kæreste. Til gengæld er det ikke så langtidsholdbart som Football Manager, der byder på flere spilelementer og bedre mulighed for interaktion med pressen og signing af nye spillere/ryttere. En anden ting er de mystiske stavefejl, der dukker op på visse hold - Christian Vandevelde hedder Vindevelde, Tyler Hamilton hedder Hemilton og så fremdeles. Ikke noget, der ødelægger helhedsindtrykket, men lidt irriterende for Leth og os andre cykelfans, at der ikke er styr på alle navnelicenser.    

Platform: PC, PSP

Pris: 399 kr. (anmeldt til PC)

Samlet karakter: 4/5

ANNONCE
Del

Seneste nyt