DNA-test afslører mulig dødsårsag for Tutankhamon – 3.300 år senere

Efter årtier med spekulationer og konspirationsteorier har forskere nu måske fundet svaret på et af historiens mest omdiskuterede spørgsmål: Hvad slog den unge farao Tutankhamon ihjel? Et nyt studie peger på malaria som den sandsynlige hovedsynder – baseret på genetisk materiale fra hans mumificerede rester.

Fra ikon til genetik

Tutankhamon blev fundet i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carter i Kongernes Dal, omgivet af over 5.000 artefakter og sin nu ikoniske gulddødmaske. Han regerede Egypten i ni år, før han døde i en alder af bare 18 år. Hvad der skete i de sidste timer af hans liv har været et mysterium i mere end et århundrede – indtil nu.

Forskere fra Cairos Universitet og tyske DNA-specialister fra National Research Centre tog i 2000 vævsprøver fra hans mumie, og i år har de så offentliggjort resultaterne: gentagne infektioner med malaria.

Malaria og mere…

I dag er malaria som regel behandlingsbar, men for 3.300 år siden kunne sygdommen være dødsensfarlig. Især hvis kroppen var svækket i forvejen – og det var den, i Tutankhamons tilfælde. Undersøgelser har nemlig også vist, at den unge farao led af flere fysiske lidelser, bl.a. en sjælden bensygdom kaldet Köhlers sygdom, som angreb hans venstre fod.

CT-scanninger og fund af over 130 stokke i hans grav tyder på, at han havde store problemer med at gå. Når malaria bliver blandet ind i den pakke, giver det pludselig mening, at kroppen til sidst ikke kunne mere.

Men teorierne dør ikke

Malaria-teorien lyder troværdig – men det er ikke den eneste, der spøger i det egyptiske sand.

Mord: I mange år mente nogle forskere, at skader på bagsiden af hans kranium kunne være et tegn på et dødbringende slag i baghovedet. Men nyere undersøgelser fra 2005 og 2016 peger på, at skaden snarere skyldtes mummificeringsteknikker.

Køretøjsulykke: Nogle arkæologer tror stadig, at Tut døde i et dramatisk styrt med en krigsvogn. Hans grav indeholdt hele seks chariots, og knoglebrud og manglende ribben har skabt brændstof til den teori. Men der er ikke fundet nok beviser til at konkludere noget.

Brækket ben: En anden teori fokuserer på en alvorlig fraktur i venstre ben, som muligvis blev inficeret og forårsagede hans død. Men igen – det kan have været én af flere faktorer.

Genetiske sygdomme: Inavl i det egyptiske kongehus har også været på tale. Tutankhamons far – formentlig Akhenaten – var muligvis selv ramt af arvelige lidelser. Flere analyser har peget på mulige syndromer hos Tut selv: Marfan, Klinefelter, Frohlich, epilepsi og seglcelleanæmi. Nogle spekulerer endda i, om religiøse syner, der beskrives i historiske tekster, skyldes epileptiske anfald.

Et puslespil, der stadig lægges

Tim Batty fra Tutankhamun Exhibition kalder fundene “endnu et stykke i det store puslespil om Tutankhamons liv og død”. Selvom DNA-analyserne har bragt os tættere på et svar, vil den præcise dødsårsag formentlig aldrig blive endeligt bekræftet. Men én ting er sikkert: Den gyldne dreng fra Kongernes Dal fortsætter med at fascinere – 100 år efter, han blev fundet, og mere end 3.000 år efter, han døde.