Doctor Strange er en visuel triumf i bedste Inception-stil

Du kan ikke komme uden om, at Marvel har sat sig tungt på tronen i superhelteuniverset de seneste årtier, hvad angår spillefilm. Og med den 39. i rækken siden årtusindskiftet - og den fjerde bare i år - viser super-brandet blot, at de fortsat er i toppen af hierarkiet, hvad angår underholdning. For Doctor Strange triumferer i stor stil.

For at skære handlingen ind til benet, kommer den verdensberømte neurokirurg Stephen Strange (Benedict Cumberbatch) ud for en alvorlig bilulykke, hvilket sætter en stopper for, at Strange kan fortsætte sit arbejde. En ting, der ændrer hans liv for altid. Efter en desperat jagt på at blive helbredt, ender han i Nepal, hvor han stifter bekendtskab med den lille, lukkede gruppe af mystikere og healere i Kamar-Taj - ledet af The Ancient One (en skaldet Tilda Swinton). Gennem hende lærer han en helt ny verden af magi og andre dimensioner at kende. Men Kamar-Taj er ikke blot et rehabiliteringscenter for folk, der er kommet galt af sted. Nej, det er den ypperste frontlinje mod de mørke kræfter, den gængse befolkning ikke kan se, er en trussel mod hele menneskeheden. Og snart tvinges Strange med at stå ansigt til ansigt med den magtfulde tidligere elev, Kaecilius (Mads Mikkelsen), som vil bruge magiens muligheder til nogethelt andet end det, Strange har lært.

Doktoren med de magiske kræfter så for første gang dagens lys i 1963, som dannede grobund for tv-filmen Dr. Strange i 1978. Men det vil være en skam at sige, at gyserinstruktør Scott Derricksons (Sinister, The Exorcism of Emily Rose) nye filmatisering ikke slår førnævnte på alle leder og kanter. hvilket især skyldes tilgængeligheden af de tekniske virkemidler. For Doctor Strange er simpelthen hamrende flot lavet med bygninger, der ruller som hundredvis af Rubiks terninger på bedste Inception-manér, og mareridtsagtige og svimlende scener, som var man på et dårligt LSD-trip. Et slet og ret visuelt monster, der tager dig steder hen, der ikke var muligt, hvis det ikke var for hele filmens omdrejningspunkt; trolddom og magi. Intet under, at filmen har kostet mere end 1,1 milliarder kroner at lave.

Britiske Cumberbatch - som du i øvrigt slet ikke kan høre er fra det pint- og fodboldglade land - er helt perfekt i rollen som Stephen Strange. Han både tillægger en arrogance og ironisk distance til rollen som doktoren, der gennem sine nye kræfter opnår både selvransagelse i forhold til sit tidligere liv og selvindsigt i forhold til sit nye som verdens eneste håb.

Som med alle andre Marvel-film er der flere comic relieves for at bløde det dystre univers op. Men det kammer aldrig over med dårlige oneliners, som det ifølge undertegnede gjorde i eksempelvis Avengers: Age of Ultron. I birollerne ses - udover Tilda Swinton (Michael Clayton) og Mads Mikkelsen - Chiwetel Ejiofor (12 Years a Slave) som Stranges makker Mordo og altid skønne Rachel McAdams (True Detective) som doktorens tidligere kollega Christine Palmer. Men det vil være synd at sige, at de på noget tidspunkt stjæler billedet fra Cumberbatch.

Selvfølgelig skal vi også en tur omkring Mads Mikkelsen, der i vanlig stil - i hvert fald når det kommer til Hollywood - ses i en skurkerolle. Han er ond i sulet, kynisk og skræmmende at se på - præcis som en skurk skal være. Men over i historiebøgerne går hans rolle nok aldrig. Det vil dog helt sikkert tilføje et par ekstra døre til de i forvejen mange, som den 50-årige skuespiller i den grad åbnede med sin rolle som Hannibal Lecter i thriller-serien Hannibal.

Selvom jeg personligt elsker, når en instruktør skærer ind til benet og ikke lader sin film vare i 2 ½ time, som det eksempelvis er tilfældet med de to hidtidige Avengers-film, ja, så savnede jeg måske lidt mere uddybning af, hvordan Doctor Strange gik fra 0 til 100 i Kamar-Taj. Pludselig er hans hænder i stand til at slå gnister og åbne op for de mange dimensioner, filmen kredser om. Alligevel er det ikke en ting, Doctor Strange på nogen måder lider under. Især ikke, når du kommer til filmens storslåede finale, der behandler tidsbegrebet på yderst intelligent vis, hvor de fleste kan være med, men hvor det stadig kræver en højere IQ end Twilight-pøblen for at forstå det til fulde. En ting, Christopher Nolans Interstellar godt kunne have lært noget af.

Jeg skrev tidligere i år, at Captain America: Civil War var en af Marvels bedste film til dato. Og med Doctor Strange tilføjer de blot en ny til denne kategori. Men hvor Civil War mest af alt var popcorn, er Doctor Strange den helt store biografmenu.