Magasinet M!

Dræberklovnen John Wayne Gacy

Seriemordere er generelt nogle af de uhyggeligste mennesker i verden. Læs om John Wayne Gacy - uden tvivl en af de værste, verden har set

Stanken af opløste lig var umiskendelig, da en betjent satte skovlen i den mudrede jord i krybekælderen under John Wayne Gacys hus i Chicago-forstaden Norwood Park. Og da en menneskeknogle kom til syne, blev retsteknikerne straks tilkaldt. Det var midt i december 1978 og anden gang, politiet gennemsøgte huset i jagten på den forsvundne teenager Robert Piest. Første gang havde de fundet en del spor, der satte Gacy i forbindelse med mindst fire forsvundne teenagere.

Han var ellers en respekteret forretningsmand og lokalpolitiker, der var et kendt ansigt i byen. Ikke mindst fordi han havde købt et klovnekostume, så han kunne underholde syge børn på hospitalerne - og lave spas med naboer og venner til de mange fester, han holdt. Det var alt sammen en facade, vidste efterforskerne nu. Men hvor ond 'klovnen' egentlig var, fandt de først rigtigt ud af, da retsteknikerne fik overblik over, hvad der egentlig gemte sig i den skumle krybekælder.

Alkoholiseret far

John Wayne Gacy blev født af danske og polske forældre i Chicago i 1942. De havde allerede en pige, men faren ønskede sig brændende en stærk og dygtig dreng, der kunne føre Gacy-navnet videre. Han blev tilmed opkaldt efter macho-skuespilleren John Wayne, så der var ingen tvivl om, hvad forhåbningerne til den lille knægt var.

Men faren skulle hurtigt blive skuffet. Den unge John ville hellere lege med dukker med sin søster og hjælpe sin mor med havearbejdet end spille bold med de jævnaldrende drenge. Han var lille og buttet og blottet for selvtillid. Faren begyndte samtidig at drikke meget. Hver dag, når han kom hjem fra arbejde, satte han sig ned i kælderen og drak sig fuld. Når han kom op til middag, var han vred og voldelig. Det gik både ud over moren og John.

Da sønnen som 14-årig blev diagnosticeret med en hjertefejl, så faren det som et tydeligt tegn på svaghed og sagde til ham: "Du ender som en fiasko og bøsse." Den sidste spådom fik han i makaber grad ret i.

ANNONCE

Succesfuld forretningsmand

Som 18-årig begyndte John Wayne Gacy på handelshøjskole i Chicago, tog sin eksamen og fik et elevjob hos en skofabrikant. Med stor succes. Allerede som 22-årig blev han sendt til Springfield, Illinois, for at bestyre en af fabrikantens butikker. Væk fra farens fordømmende hån og med et skulderklap fra chefen, fik John pludselig selvtillid - og med selvtilliden fulgte charme og et pludseligt vindende væsen. Han havde fundet noget, han var god til, og folk omkring ham kunne lide ham. Selv pigerne.
I september 1964 blev han gift med kollegaen Marlynn Myers, hvis far ejede tre Kentucky Fried Chicken-restauranter i Waterloo, Iowa. Han så et stort lys i svigersønnen, så to år senere fik John jobbet som manager for restauranterne. Parret fik to børn i 1967 og 1968, og for første gang nogensinde virkede det som om, John havde vundet sin fars respekt. Men det varede kort. Den populære unge mand var nemlig begyndt at udvikle en trang til sex med teenagedrenge.
 

Første fængselsdom

Samme år, som hans første barn blev født, inviterede John den 15-årige Donald Vorhees hjem til sig selv, mens Marlynn lå på hospitalet. John drak teenageren fuld, viste ham pornofilm og overtalte ham til at give sig oralsex. Da drengen året efter endelig tog sig sammen til at fortælle sin far om episoden, havde John gentaget overgrebene på flere andre drenge, der arbejdede for ham på restauranterne - og de stod nu frem på stribe. For at undgå en fængselsdom pressede John en af sine ansatte til at overfalde Vorhees med tåregas og tørre tæsk, så den unge knægt ville ændre sit vidneudsagn. Men det gav blot politiet yderligere beviser mod John, der fik en dom på ti års fængsel i december 1968. Dagen efter søgte Marlynn om skilsmisse, og John så aldrig sin kone og to børn igen. Han lignede nu igen en fiasko - og helt sikkert enhomoseksuel, som faren havde forudsagt. Men allerede efter 18 måneder blev John prøveløsladt på grund af god opførsel. Stor fejl.

Mordene begynder

Med et ry, der nu var fuldstændig smadret, forlod John Wayne Gacy Springfield, Illinois og vendte tilbage til Chicago, hvor han flyttede ind hos sin mor. Han fik arbejde som kok og begyndte at spare penge op, så han kunne købe et hus i forstaden Norwood Park i august 1971. John blev hurtigt populær i kvarteret på grund af sin hjælpsomhed og fandt tilmed igen kærligheden.

1. juli 1972 giftede han sig igen - denne gang med den fraskilte Carole Hoff, der havde to døtre. Hvad konen ikke vidste, var, at John et halvt år forinden havde begået sit første mord. Og da hun flyttede ind i huset på 8213 West Summerdale Avenue, flyttede hun også ind oven på liget af den 15-årige Timothy Jack McCoy. Ham havde Gacy samlet op fra Chicagos busterminal 2. januar samme år. Drengen var løbet hjemmefra og tog med kyshånd imod tilbuddet fra den venlige mand om at overnatte hos ham. Ifølge Gacys senere vidneudsagn vågnede han næste morgen ved, at teenageren stod ved siden af hans seng med en kniv i hånden. Efter en kort kamp havde han fået fravristet Timothy kniven og stukket den i hans brystkasse gentagne gange. Senere havde han begravet ham i krybekælderen og dækket den med cement. Og det var vel at mærke bare begyndelsen.

Homo-had

I et IntervIew efter han blev arresteret fortalte Gacy, at han var fuldstændig udmattet efter mordet på McCoy. Men han havde også fået orgasme, da han dræbte drengen, og det var dér, Gacy opdagede, at "døden er den ultimative lystfølelse". Gacy benægtede dog, at han skulle være homoseksuel. Faktisk hadede han bøsser - og når han opsøgte teenagedrenge, var det kun for at få oralsex for at "afprøve, hvordan det var". Hadet til dem gjorde til gengæld, at han følte, de skulle ryddes af vejen.

Der gik dog to år, før Gacy dræbte offer nummer to. Han havde nemlig fået travlt med sit 'normale' liv. Gacy havde startet sin egen entreprenørvirksomhed, der stort set lavede alt forefaldende arbejde. Forretningen gik strygende, og Gacy blev en velhavende mand. Hver sommer holdt han store grillfester for naboerne, der syntes godt om hans venlige personlighed og hans store vilje til at hjælpe i samfundet, blandt andet når han optrådte som klovnen Pogo på børnehospitaler. Men samtidig optrådte han som den næstflittigste seriemorder, USA på det tidspunkt havde set.

ANNONCE

Gacy optrådte tit som klovnen Pogo - deraf hans senere tilnavn, 'Dræberklovnen'.

Bagbundet, voldtaget og kvalt

I efter det første mord, som var meget blodigt, havde 'klovnen' udviklet en mindre beskidt metode, som skulle blive hans foretrukne: Han havde hørt fra en homoseksuel ansat, at der var masser af drenge at samle op på busstationer og på Chicagos bøssebarer, som vrimlede med billige trækkerdrenge. Desuden var en stor del af hans ansatte unge mænd eller drenge, som han kunne lokke med hjem til alkohol og pornofilm. Når de var blevet drukket fulde, lokkede han dem til at tage håndjern på, fordi han så ville lære dem et trick, så de kunne komme fri igen. Det kom de selvfølgelig ikke. I stedet voldtog han dem, mens han lagde en snor om halsen på dem. Snoreenderne var forbundet via en pind, som han langsomt drejede, indtil ofrene blev kvalt.

Sådan dræbte han en ung, uidentificeret dreng i 1974 og en af sine ansatte, den 17-årige John Butkovitch, i juli 1975. Begge drab fandt sted, mens konen ikke var hjemme, men hun havde heller ikke megen grund til at være det. Da en nabo spurgte, om parret ikke skulle have børn sammen, svarede hun: "Det kræver vist, at man har samleje.". Gacy var seksuelt uinteresseret i hende, så i marts 1976 blev de skilt, og hun flyttede ud. Nu havde Gacy huset helt for sig selv.
 

ANNONCE

Et udpluk af Gacys ofre - han dræbte i alt 33 drenge og unge mænd.

Mordene fortsætter

Gacy var ikke sen til at udnytte sin nyfundne frihed. Mellem april og august 1976 myrdede han otte drenge og unge mænd, som alle blev begravet i krybekælderen. Han havde nu fået en mere eller mindre fast rutine, hvor han om dagen arbejdede hårdt og gav den som charmerende verdensmand, mens han om aftenen og i weekenderne samlede teenagere og nu også unge mænd op på busterminalen og byens bøssebarer. Flere gange gik det også ud over nogle af de unge mænd, han havde til at arbejde for sig i entreprenørfirmaet. Tre blev meldt forsvundet af deres forældre, men hver gang fik Gacy politiet overbevist om, at de bare var stukket af. Politiet vidste, at 'klovnen' var en samfundsstøtte og mistænkte ham aldrig. Ikke før han valgte det forkerte offer: Robert Piest.

Det forkerte offer

15-årige Robert Piest arbejdede i en kiosk, hvor John Wayne Gacy kom ind om aftenen 11. december 1978. Gacy tændte straks på den kønne, mørkhårede dreng, så for at lokke ham med hjem, tilbød Gacy ham et job i sin virksomhed. De aftalte at mødes, når teenageren havde fri. Hvad Gacy ikke vidste, var, at Robert havde aftalt, at hans mor skulle hente ham. Da hun kom, forklarede Robert, at han lige skulle snakke med en mand ude på parkeringspladsen om et job, så ville han komme tilbage igen. Han kom aldrig. Moren spurgte en anden ekspedient, om hun vidste, hvem Robert skulle snakke med. Det vidste ekspedienten godt. Navnet var John Wayne Gacy.

ANNONCE

Naboerne var i chok, da politiet bar næsten 30 drengelig ud af deres ellers så flinke nabos hus.

Bodycount: 33

Næste dag mødte politiet op hos John Wayne Gacy. De bad ham om at komme med på stationen, men Gacy nægtede, da han lige skulle have klaret et par telefonopkald. Han indvilgede dog i at komme senere på dagen. Først klokken halv fire næste morgen indfandt Gacy sig på politistationen. Nu var politiets nysgerrighed vakt. De fik en ransagningskendelse til Gacys hus, men fandt ingen lig - heller ikke selvom de faktisk var nede i krybekælderen. Den så urørt ud. De fandt dog en masse småting, der mindede om 'trofæer', og som de kunne forbinde til de tre forsvundne unge, som alle havde arbejdet for Gacy.

Da betjentene blandt de indsamlede effekter også fandt en kvittering, som kunne forbinde Gacy med Piest, slog de til igen. Denne gang stak de skovlen i mudderet i krybekælderen, hvor ligene af 27 unge mænd og drenge langsomt blev gravet frem af mulden. Yderligere to lig blev gravet frem andre steder på ejendommen. Omfanget af John Wayne Gacys vanvittige mordserie stod nu tydeligt for enhver.

Henrettet

Under retssagen fortalte Gacy, at han havde myrdet fire andre, som han havde smidt i Des Plaines-floden, men forsvarede sig samtidig med, at han var sindssyg i gerningsøjeblikkene; det var hans alter ego 'Slemme Jack', der stod bag ugerningerne. Den hoppede juryen dog ikke på - og efter mindre end to timers votering kom dommen 13. marts 1980: 33 gange dødsstraf. Der gik dog yderligere 14 år, før 'klovnens' liv blev tilendebragt med en dødbringende indsprøjtning. Og de, der overværede henrettelse, har måske tænkt tilbage på Gacys udsagn under afhøringen: "En klovn kan altid slippe af sted med mord."

ANNONCE

Bragt første gang i M! nr. 177.

Del

Seneste nyt

Annonce