Film

Duffer-brødrene afslører: Disse 4 afsnit bør du se inden Stranger Things-finalen

Lille catch-up?

Stranger Things nærmer sig sin store finale, og hvis du ikke helt kan huske, hvorfor Will Byers pludselig fik flueøjne og begyndte at tegne tentakel-kort på stuegulvet, så har Duffer-brødrene heldigvis dit backs.

I et interview med The Hollywood Reporter har Ross og Matt Duffer afsløret de fire nøgleepisoder, de anbefaler, at fans ser igen, inden sæson 5 lander. Og nej, det er ikke bare første afsnit og så sidste sæson. Det her er episoder, der bygger op til de spørgsmål, som endelig får svar i slutspurten.

Her er episoderne, du skal (gen)se:

  • Sæson 2, afsnit 4: “Will the Wise”
  • Sæson 2, afsnit 6: “The Spy”
  • Sæson 4, afsnit 7: “The Massacre at Hawkins Lab”
  • Sæson 4, afsnit 9: “The Piggyback”

Ifølge brødrene begyndte universets dybere mytologi først rigtig at tage form i sæson 2 – og netop derfor er især “The Spy” ifølge Ross Duffer én af de vigtigste episoder i hele serien.

Det store spørgsmål: Hvorfor blev Will taget?

Det spørgsmål har ligget og ulmet siden sæson 1. Hvorfor var det netop Will Byers, der blev kidnappet af Demogorgonen og suget ind i The Upside Down? Hvorfor ikke bare dræbt? Det får vi svaret på i sæson 5 – og de første fem minutter, som Netflix allerede har frigivet, giver et hint.

Her ser vi en de-aged Will blive jagtet gennem mørket, inden han bliver fanget og spændt op af Vecna selv. Og så kommer den: en slimet tentakel ind i munden og et eller andet, der bliver pumpet ind i ham. Det er mere Alien end ET, og det bliver hurtigt klart, at Will var tiltænkt en større rolle i hele Vecnas plan.

Vecna siger selv: “You and I, we are going to do such beautiful things together, William.”

Creepy. Men også ret fedt, hvis du har ventet på det her payoff i næsten ti år.

Alt kulminerer i efteråret ’87

Sæson 5 starter i efteråret 1987, tæt på årsdagen for Wills oprindelige forsvinden. Hawkins er stadig mærket af de åbne rifter mellem verdener, regeringen har sat byen i karantæne, og Eleven er tvunget tilbage i skjul. Det lyder mørkere end nogensinde – og det bliver ikke mindre episk af, at sæsonfinalen får premiere både på Netflix og i over 350 biografer.

Hvis du har planer om at binge hele serien fra starten, go for it. Men hvis du bare vil friske hukommelsen op, så er det de fire udvalgte afsnit, du skal sætte dig ned med.

Udgivelsesplanen:

  • Vol. 1 (4 episoder): 26. november
  • Vol. 2 (3 episoder): Jul
  • Finalen (biograf + streaming): Nytårsaften

Så find popcornene frem, og gør dig klar til sidste omgang retro-gyser sci-fi med gruppen fra Hawkins. For når Stranger Things slutter, er det (ifølge Duffers selv) med svarene på alt.