Film

Efter uheldigt drab på settet: Den første trailer til ‘Rust’ er landet

Alec Baldwin er tilbage i sadlen, men døden på settet kaster lange skygger.

Efter uheldigt drab på settet: Den første trailer til ‘Rust’ er landet
Foto: Rust Movie Productions
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 27. marts 2025

Det er svært at tale om filmen Rust uden at få en klump i halsen. Ikke fordi det ligner nogen storfilm i klassisk forstand – men fordi den allerede har skrevet sig ind i filmhistorien som én af de mest tragiske produktioner nogensinde. Nu er den første trailer landet, og den sætter for alvor gang i diskussionen om, hvorvidt denne film overhovedet burde være udgivet.

Dødsulykken, der rystede filmbranchen

Tilbage i oktober 2021 blev optagelserne til Rust ramt af en katastrofe, da fotograf Halyna Hutchins mistede livet. En rekvisitpistol, som Alec Baldwin håndterede, viste sig at indeholde en rigtig kugle – noget, der aldrig burde kunne ske på et filmset. Hutchins blev skudt og dræbt, og hele produktionen blev med ét centrum for global medieopmærksomhed og juridisk drama.

Armorer Hannah Gutierrez-Reed blev senere dømt og idømt 18 måneders fængsel, mens Alec Baldwin blev frikendt efter, at sagen mod ham kollapsede pga. bevismateriale, som politiet angiveligt havde tilbageholdt.

Traileren: Klassisk western, tung bagage

Traileren viser et støvet og hårdkogt Western-univers sat i 1880’ernes Kansas. Den unge Lucas McCalister (spillet af Patrick Scott McDermott) ender på galgebakken efter at have dræbt en rancher, men bliver reddet i sidste øjeblik af sin bedstefar – den berygtede fredløse Harland Rust (Baldwin). Herfra følger en klassisk flugt mod friheden i Mexico, mens de jages af både en amerikansk marshal og en brutal dusørjæger ved navn Preacher (Travis Fimmel).

Hvis man ser bort fra alt udenom – og det er svært – så ligner Rust på overfladen en film, der vil være et nostalgisk nik til den klassiske, amerikanske Western med barsk natur, moralske gråzoner og et par ikoniske ansigter i sadlen.

Hvem tør udgive den?

Filmen er solgt til visning i udvalgte internationale markeder, men Rust har stadig ikke fået amerikansk distributør. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Kombinationen af tragisk dødsfald, juridisk mudderkastning og Alec Baldwin i centrum er en eksplosiv cocktail – og spørgsmålet er, hvor mange biografer og streamingtjenester der tør røre ved den.

Baldwins vej tilbage – eller nedad?

Siden ulykken har Baldwin primært medvirket i små B-film, som de færreste har set (Supercell, 97 Minutes, Atrabilious m.fl.) og i en noget udsøgt TLC-realityserie med hele Baldwin-klanen. I mellemtiden har han lavet sketches som Robert F. Kennedy Jr. og Brett Baier på SNL, men det store comeback har ladet vente på sig.

Med Rust står han måske med sin mest komplekse rolle til dato – ikke kun som karakter, men som manden, der skal bære et helt projekt, mange stadig forbinder med tragedie.

Uanset om Rust bliver set som en kunstnerisk forløsning, et misforstået projekt eller bare et filmhistorisk kuriosum, så er én ting sikkert: Det her er ikke bare endnu en Western. Det er en film, der vil blive diskuteret længe efter rulleteksterne er kørt.

Ben Affleck langer ud efter Zack Snyders Batman: “Han var for mørk – og for gammel”

Læs også: Ben Affleck langer ud efter Zack Snyders Batman: “Han var for mørk – og for gammel”

Tom Hardy bekræfter: Taboo sæson 2 er på vej – og han gør comeback i ny gangsterserie

Læs også: Tom Hardy bekræfter: Taboo sæson 2 er på vej – og han gør comeback i ny gangsterserie