Viralt

Eksperter om viralt TikTok-fænomen: Er det sundt at dyppe ansigtet i isvand?

Giver det mening?

Hvis du har scrollet bare en lille smule på TikTok for nylig, er du sikkert faldet over det: en video med en ultraoptimeret morgenrutine, der starter kl. 03:50 og slutter kl. 09:30 – og midt i det hele: en mand der stikker hovedet direkte ned i en skål fyldt med isvand.

Det er lifestyle-influenceren Ashton Hall, der står bag det virale klip. Rutinen inkluderer alt fra mundtape, flaskevand til tandbørstning, journaling, motiverende videoer, løbebånd, svømmetur – og så det ikoniske isvandsdyk. Prikken over i’et? Han slutter af med at gnide bananskræl i ansigtet som en slags naturlig sheet-mask. You can’t make this stuff up.

Marketingstunt eller mindfulness?

Det hele oser lidt af produktplacering – især fordi Saratoga Spring Water dukker op lidt for mange gange i videoen. Men hypen omkring isvandsdelen har fået flere til at spørge: Er det faktisk sundt at dyppe ansigtet i iskoldt vand?

Ifølge Healthline findes der ingen egentlig forskning, der direkte beviser, at isvand alene kan kurere bumser, solskoldning eller fedtet hud – selvom mange på nettet sværger til det. Det bliver typisk nævnt som et “naturligt alternativ” til hårde kemikalier og kan midlertidigt reducere hævelser og rødme i huden.

Men der er også advarsler: Hvis du oplever intens rødme, blærer, følelsesløshed eller farveforandringer i huden, bør du droppe iseksperimenterne og finde noget mindre ekstremt. Så ja, isvand er ikke for alle – og slet ikke hver dag.

Koldt chok for hele kroppen

Det stopper dog ikke ved ansigtet. Full-body cold plunges – isbade, på godt dansk – vinder frem på både TikTok og i wellness-verdenen. Og her er der faktisk nogle beviser for, at det kan give fysiske og mentale fordele.

Sportsmediciner Dr. Dominic King forklarer til Cleveland Clinic, at mange oplever en form for mental lettelse og reduceret muskelømhed ved regelmæssige isbade. Hvis du overvejer at prøve, anbefaler han at starte stille og roligt med en vandtemperatur omkring 20°C – og aldrig under 11°C, medmindre du ved, hvad du laver.

Det skal heller ikke være et længere ophold i isbadet: et par minutter er rigeligt til at få den ønskede effekt – og undgå forfrysninger.

Viralt? Ja. Værd at gøre? Måske.

Så er det sundt at dyppe ansigtet i isvand som del af din morgenrutine? Måske. Er det nødvendigt? Nok ikke. Er det viralt, vanvittigt og en smule vanedannende at se på? Absolut.

Men hvis du – som undertegnede – stadig foretrækker varme brusebade og at vågne i dit eget tempo, er det også helt okay at lade TikTok-heltene tage den kolde dukkert for dig.