Magasinet M!

EM i fodbold sender flybilletter til Tyskland på himmelflugt

Er Tyskland en del af dine sommerferieplaner?

Der er nok en hel del danskere, der har sat næsen op efter at nyde en del af sommerens fodboldstemning, når vores naboland fra den 14. juni sparker gang i deres værtskab for fodbold-EM, og det kan nu ses på flypriserne. 

Det er flybillet-portalen Momondo, der har været på banen med en række statistikker og data for danskernes interesse i Tyskland i denne sommer - og ikke underligt, peger pilen på at priserne bliver dyrere, jo tættere vi kommer på EM. 

München, Køln, Berlin, Dortmund, Hamborg, Stuttgart, Gelsenkirchen, Frankfurt, Düsseldorf og Leipzig skal alle være værtsbyer for en eller flere kampe i slutrunden - og særligt Frankfurt og München, hvor Danmark møder henholdsvis England og Serbien, ser ud til at blive pakket med danskere. 

Billetportalen rapporterer, at interessen for flybilletter til München er steget med 312%, når man sammenligner med 2023 og for Frankfurt er den helt oppe og ringe på 397%. 

 

Stiger flypriserne endnu mere?

Gennemsnitsprisen på flypriser fra Danmark til Frankfurt er steget 47% i forhold til sidste år - og München 37%, og hvis interessen fortsætter (Hvorfor skulle den ikke det?) bliver billetterne nok endnu dyrere. 

“Der er ingen tvivl om, at de tyske værtsbyer bliver velbesøgt af danskerne i år, da vores data viser, at der allerede nu i stor stil søges efter flybilletter til Tyskland. De tyske storbyer har meget at byde på, når man ikke er på stadion, så det er er også en oplagt feriedestination, som er tæt på og nem at komme til, og vi regner derfor med at se mange danskere vælge netop Tyskland under turneringen som en kombineret ferie- og fodboldoplevelse,” siger Per Christiansen, der er rejseekspert hos momondo. 

Hvis priserne bliver astronomisk høje, er Tyskland heldigvis ikke længere væk, end at det nok også kunne svare sig at pakke en bil med gutterne, hvis EM-planerne allerede er lagt. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt