Film og tv

En bane på sablen? Ny TV 2-dokumentar afslører festkultur med stoffer og alkohol i Livgarden

Tidligere gardere fortæller om druk, stoffer og et massivt gruppepres – mens Forsvaret afviser problemets omfang.

En bane på sablen? Ny TV 2-dokumentar afslører festkultur med stoffer og alkohol i Livgarden
Gardernes opgave er at stå vagt om Kongehusets matrikler. Det gør de med skarpladte våben. Se historien i 'Livgarden på stoffer'. - Foto: Janarth Arulananthajothie / TV 2

Der er knald på i Livgarden og det er desværre ikke kun under de officielle øvelser.

TV 2’s nye dokumentar ’Livgarden på stoffer’ afdækker en rå virkelighed bag de ikoniske bjørneskindshuer: Fest, alkohol og euforiserende stoffer er en fast del af hverdagen for mange gardere, også når de står på vagt med skarpladte våben.

Den opsigtsvækkende dokumentar, der har premiere onsdag den 19. marts på TV 2, bygger på interviews med 151 tidligere gardere, som aftjente deres værnepligt i Livgarden mellem 2018 og 2024. Resultaterne er alarmerende: 97 af dem bekræfter, at stoffer var en del af deres tid i Livgarden, og 110 fortæller, at byture flere gange om ugen var normen.

Du står med et våben

I dokumentaren fortæller flere tidligere gardere åbent om den bekymrende kultur. En af dem, der stadig er ansat i Forsvaret, medvirker anonymt og siger det ligeud:
“Du står med et våben. Du kan, hvis du ville, gøre alle mulige ting med det, som du ikke burde. Det er ikke super betryggende, når folk er påvirket på vagt.”

TV 2 er endda kommet i besiddelse af en video, hvor en garder sniffer en bane kokain på en af Livgardens sabler inde på kasernen! Og ifølge anonyme kilder var det nærmest rutine, at en del af vagtholdet tog kokain 1-3 gange om ugen, uden at der var nævneværdig kontrol.

“Det var nemt at skjule, at man tog stoffer i Livgarden.”

“Dying for Sex”: Michelle Williams i gribende ny FX-serie

Læs også: “Dying for Sex”: Michelle Williams i gribende ny FX-serie

En lukket kultur med massivt pres

Viktor Thomsen, som stoppede i Livgarden i november 2024, er en af de tidligere gardere, der har valgt at stå frem med navn og ansigt. Han beskriver et massivt gruppepres, hvor fællesskabet i høj grad var bygget op omkring byture og stoffer:
“Hvis du ikke tog med i byen, så var du ikke en del af fællesskabet.”

Niklas Hladik, der var i Livgarden i 2021, håber, at dokumentaren kan åbne Forsvarets øjne:
“Jeg håber, der kan være plads til forbedring, og at man kan se på, hvordan man kan forebygge de her problemer i stedet for bare at tysse dem ned.”

Forsvaret: Ulovligt at være påvirket på vagt

Oberst og chef for Den Kongelige Livgarde, Mads Rahbek, anerkender, at der kan have været problemer – men han afviser, at det skulle være så udbredt, som det fremgår af dokumentaren:
“Jeg genkender ikke det samlede billede af forholdene i Livgarden, som de medvirkende fortæller om i programmet.”

Han understreger dog, at det er direkte ulovligt at møde på vagt i påvirket tilstand og påpeger, at stikprøvekontroller først blev tilladt i 2023:
“Tidligere kunne vi kun teste, hvis der var en konkret mistanke – men vi har nu fået bedre styr på kontrollerne.”

Det er skræmmende

Militærsociolog Henning Sørensen er dog rystet over de forhold, der kommer frem i dokumentaren:
“Det er foragteligt og skræmmende. Når du kombinerer våben, druk og stoffer, så har du en opskrift på en katastrofe.”

Dokumentaren ‘Livgarden på stoffer’ kan ses onsdag den 19. marts kl. 20.00 på TV 2 og hele dagen på TV 2 Play.

10 ting du skal huske fra “Reacher” sæson 1 og 2 før du ser sæson 3

Læs også: 10 ting du skal huske fra “Reacher” sæson 1 og 2 før du ser sæson 3

Adam Sandler gør comeback i Happy Gilmore 2: Se traileren nu

Læs også: Adam Sandler gør comeback i Happy Gilmore 2: Se traileren nu