Endelig: Date Everything er spillet der lader dig indlede et personligt forhold til din støvsuger og andre husholdningsobjekter
Ehm. Dating-simulator spil er en kategori der bare bliver vildere og vildere, og hvis du nogensinde har tjekket Steams Adult/18+ udgivelser, har du en idé om hvad vi mener...
I en af de mere obskure kategorier, men umiddelbart ret uskyldige (Dog ikke egnet for mindreårige) finder vi det kommende spil "Date Everything".
Date Everything er en snakke-dating-simulator, hvor du som spillerkarakter mister dit job til en AI, hvorefter din kedsomhed udfyldes med et par smart-briller, der omdanner alle tingene i dit hus til karakterer som kan dates.
Det gælder altså alt fra den notoriske støvsuger, over køleskabet, pianoet eller endda en badeand.
Det er svært helt at sætte fingre på, hvordan den her idé er kommet til live - men måske, måske har nogle dvælet lidt for meget ved slutningen på "Skønheden og Udyret" og tænkt, hey - sådan en tepotte er da egentlig helt dateable!
Vi ved det ikke. Altså som i virkelig ikke. Men tjek selv traileren her.