Ester Rose er Månedens Crush: Jeg voksede op i krigsområder - i Danmark føler jeg mig heldig
Månedens Crush April!
-
Fotos: Mikkel Laumann
Velkommen til den første 'Månedens Crush'-premiere i coronaramte Danmark. Da vi tidligt i marts skød denne fotoserie med Ester, var der ikke mange der havde forudset situationen, vi befinder os i nu. Vi nærmer os en million bekræftede COVID19-smittede på verdensplan. Danmark var hurtig til at sætte ind, andre dele af verden var allerede hårdt ramt, mens endnu flere fulgte trop. Her i et vi nu mange der lever - midlertidigt - under helt andre forhold, end vi er vant til. Det er et nødvendigt onde. Vi klarer det sammen.
Nogen vil måske mene, at fotoserier af smukke kvinder er trivielt i tider som disse, men vi skal også holde fast i det vi kender - og underholdning, adspredelse og en velplaceret virkelighedsflugt, er alle vigtige ting. For os, for dig som læser med - og dig som bare gerne vil se billeder af en lækker M!-babe.
Derfor er det som altid en fornøjelse at præsentere Månedens Crush. Ester, der er halvt amerikansk og halvt dansk, er vokset op som det der populært kaldes "Military brat". Og da corona-krisen pludselig skyllede ind over vores lille land, fik hun trang til at fortælle en anden historie, end hvad vores sædvanlige spørgeramme lægger op til. Det er en hård en af slagsen, men den ender godt.
Vi håber, at du tager godt imod den.
Ester Rose Wadsworth
Ester er halvt amerikansk, hendes far er amerikaner, hendes mor; dansker. Moderen mødte den amerikanske marine-soldat og så sig aldrig tilbage. Ester flyttede til Danmark som voksen, for at se sin mors ophavsland og færdiggøre sin bachelor.
Bopæl: Vesterbro
Status: Har en fantastisk kæreste
Instagram: Esterroseofficial
Fotograf: Mikkel Laumann
Ester: Coronavirus-situationen bliver ved med at tage med tilbage til min barndom. Det her med, at alle er nødt til at blive hjemme. Det er ikke noget, jeg har talt om før, ikke i interviews og slet ikke med mine svigerforældre. Jeg er lidt bekymret for, at de læser det her.
Fotograf: Mikkel Laumann
Jeg voksede op i krigsområder. Ikke hele tiden, men mine forældre rejste frem og tilbage mellem farlige steder i verden - de ville lave frivillig-arbejde, hjælpe folk i krisetider. Men jeg ved ikke, hvorfor de tog mig med.
Jeg er ikke imod missions- eller humanitært arbejde, men de bragte mig i samme fare, som de børn, de ønskede at hjælpe.
Fotograf: Mikkel Laumann
Som en lille hvid og blond pige, var jeg åbenbart det oplagte mål for en kidnapning. En gang da jeg var ude med min far, sagde en af hans bekendte “Vi kunne sælge hende for en masse penge”, og han jokede ikke, han sagde det med et helt alvorligt ansigt - lige foran mig. Jeg var 13 år gammel. Det var en af de sidste gange, mine forældre lod mig forlade huset.
De efterlod mig faktisk med andre. Jeg boede ikke med mine forældre, efter jeg fyldte 8. Men jeg blev flyttet med rundt til de lande, de valgte at arbejde i, og blev placeret i en slags adoptivfamilie. De her adoptivforældre blev gjort til mine lovmæssige værger i tilfælde af, at kampene kom for tæt på, og vi ville være nødt til at forlade landet med lynets hast.
Fotograf: Mikkel Laumann
Der skete vilde ting på de ture. Udgangsforbud om aftenen, skyderier i gaderne. En nat var der skyderier udenfor, og det foregik lige udenfor stedet, vi boede. Vi fik at vide, at vi skulle lægge os på gulvet, og blev liggende der det meste af natten. Jeg kan huske at jeg var forkølet, og ville på badeværelset for at hente noget papir. En af drengene ormede sig ud på badeværelset for at hente det til mig.
Morgenen kom og vi var uskadte, men der var patronhylstre på taget af vores hus.
Fotograf: Mikkel Laumann
Da jeg blev teenager, var jeg rebelsk og vred. Jeg følte mig fanget, slæbt rundt, og hadede det liv, mine forældre levede. Jeg stak af med min daværende kæreste. Ingen havde lært os, hvordan man levede et godt liv, og vi kæmpede for at finde ud af det for os selv.
Fotograf: Mikkel Laumann
Jeg føler ikke, at de fleste danskere kan relatere til mig og mit liv, og jeg ved ikke hvordan det føles bare at komme hjem til sine forældre efter en dag i skole. Jeg ved nu hvor sindsygt det var, men det var det eneste, jeg kendte til.
Jeg kom til landet for at studere, men også for at finde mit hjem på en måde - og gøre mit liv til mit eget.
Så mange fortalte mig, at det var modigt at flytte til den anden side af jorden - at rejse til Danmark alene. Og ja, det var en kæmpe ændring - og overhovedet ikke hvad jeg regnede med, men jeg har aldrig før følt mig så sikker.
Fotograf: Mikkel Laumann
Bortset fra at sove alene, er der ikke mange ting der kan gøre mig bange. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg tager chancer og jeg skubber til grænser. Det er som om jeg er nødt til at bevise overfor mig selv, på trods af en dårlig start på livet, at jeg kan være fantastisk. Dét driver mig.
Her har jeg fundet kærlighed, en familie der ikke er biologisk, og jeg jagter mit drømmejøb.
Endelig er jeg heldig.
Fotograf: Mikkel Laumann
Credits
Fotograf: Mikkel Laumann // Mikkel Laumann Photography
Koordinering: Simone Klindt
Indledning og tekst: Mikkel Møller Vermeulen
Lokation: Tak til STAY Seaport.
