Europas blodigste oprørsstyrke: IRA
De kæmpede for et samlet og frit Irland, og i bestræbelserne dræbte de omkring 1.800 mennesker. Irish Republican Army (IRA) er en de mest brutale oprørsbevægelser, Europa har set. Her er deres historie.
SÅDAN STARTEDE DET HELE
Med blodige bombninger i 1970'erne og frem til slutningen af 1990'erne fik IRA for alvor verdens opmærksomhed. Men det hele startede faktisk i 1919.
Begyndelsen
Irland var i begyndelsen af 1900-tallet underlagt engelsk styre, men flere og flere irere var efterhånden pænt trætte af, at de ikke selv havde noget at skulle have sagt. Så da det politiske parti Sinn Fein i 1918 gik til valg på ønsket om en selvstændig irsk republik, vandt de 73 pladser i det engelske parlament.
Men Sinn Fein havde større planer og valgte året efter at boykotte det engelske parlament. I stedet oprettede partiet et irsk parlament og udsendte en uafhængighedserklæring. Og den nye stat Irland skulle jo bruge en hær, så den samlede alle de frivillige, der i mange år havde kæmpet for irsk selvstyre, under navnet Irish Republican Army - IRA.
Krigen mod England
Uafhængighedserklæringen provokerede i dén grad England, der straks erklærede Irland krig, og frem til 1921 kæmpede IRA en guerilla-krig mod de engelske tropper. Det gjorde IRA så godt, at England til sidst gik med til at underskrive en fredspagt, hvor Irland stadig skulle sværge troskab til den engelske konge, men derudover ville få selvstyre.
Landet blev i samme håndvending delt i to - 26 amter, der tilsammen udgjorde Irland, og seks amter, der tilsammen udgjorde Nordirland og forblev under engelsk administration. De mest nationalistiske medlemmer af IRA, der både insisterede på reelt selvstyre og et samlet Irland, var ikke tilfredse. Gruppen brød derfor med det resterende IRA og gik til væbnet kamp mod den nye, irske stat, der havde ladet England beholde Nordirland.
Slået, men ikke overvundet
Efter et års kampe mod Irlands nye, engelsk-kontrollerede styre var den nationalistiske del af IRA så langt nede i mandtal, at gruppen blev tvunget til at indgå våbenhvile. Men hadet til den nye stat var uformindsket, og i en lang årrække fortsatte IRA med oprørsaktioner mod det irske styre. Blandt andet stjal gruppen næsten hele den irske hærs ammunitionslager - over tre ton - i december 1939.
Det var dog først i 1969, da IRA blev delt i det voldelige Provisional IRA (PIRA) og det mere fredelige Official IRA (OIRA), at bombningerne, optøjerne og drabene for alvor tog fat.
BLOODY SUNDAY
14 dræbte og 17 hårdt sårede. Alle ubevæbnede. Det blev resultatet af en borgerrettigheds-demonstration søndag 30. januar 1972 i Derry i Nordirland. Dagen gik over i historien under navnet Bloody Sunday.
Demonstrationen var planlagt af Northern Ireland Civil Rights Association (NICRA) for at gøre opmærksom på de katolske ireres manglende rettigheder, men de britiske myndigheder havde nedlagt forbud mod demonstrationen.
For demonstranterne var det blot endnu et bevis på, at en fremmed besættelsesmagt tog deres demokratiske rettigheder fra dem. Irerne lagde derfor vægt på, at demonstrationen skulle være absolut ikke-voldelig - men også at den skulle gennemføres trods forbuddet.
10.000 demonstranter samledes ved Creggan-bebyggelsen for at marchere ind til rådhuset i Derry. Men myndighederne ville for alt i verden undgå, at demonstranterne nåede ind til centrum, og havde derfor sat barrikader op på ruten. Den havde demonstranterne lugtet, så i stedet drejede de ned mod Free Derry Corner-pladsen for at afslutte demonstrationen der.
Der havde været lidt uroligheder med stenkast undervejs, men netop som disse var ved at stilne af, valgte myndighederne at indsætte specialstyrkerne for at anholde så mange uromagere som muligt. Klokken 16:10 rykkede de britiske tropper frem i pansrede køretøjer, og uden egentlig grund begyndte de at skyde. I alt affyrede specialstyrkerne 108 skud, dræbte 14 og sårede 17.
Ingen af ofrene var bevæbnede, og der blev ikke fundet hverken patroner eller skydevåben i nærheden. Det uberettigede angreb på de ubevæbnede demonstranter provokerede IRA så meget, at gruppen samme år lavede 1.600 bombeangreb mod engelske mål.
Efter en langvarig undersøgelse, der startede i 1998, har de britiske myndigheder nu fastslået, at al skyld for massakren skal placeres hos myndighederne.