Spil

Falske GTA 6-downloads spreder sig inden lancering – og de kan inficere din computer

GTA-fans hopper lige i fælden.

GTA 6-feberen er efterhånden nået til et punkt, hvor et par sekunders lækket gameplay kan sætte gang i halve internettet. Og selvfølgelig er der nogen, der forsøger at udnytte interessen.

Falske versioner af Grand Theft Auto 6 er nemlig begyndt at dukke op på torrent- og piratsider, hvor de bliver præsenteret som lækkede og spilbare udgaver af Rockstars kommende gigant.

Problemet er bare ret væsentligt: Der findes ingen kendt GTA 6-version, som almindelige spillere kan downloade og spille.

Filerne kan i stedet indeholde malware.

Lad være med at downloade en “GTA 6 build”

Ifølge IGN er forskellige pirat- og torrentsider blevet fyldt med links, der hævder at indeholde en lækket version af GTA 6.

Sikkerhedseksperter fra NordVPN fortæller, at lignende downloads faktisk har cirkuleret gennem længere tid, men at aktiviteten er steget igen i forbindelse med de seneste GTA 6-læk.

Det er klassisk lokkemad: Et af verdens mest ventede spil, en mystisk downloadknap og løftet om at komme indenfor flere måneder før alle andre.

Downloaden kan i stedet kompromittere computeren og blandt andet bruges til at forsøge at stjæle oplysninger fra brugeren.

Særligt når GTA 6 rammer overskrifterne, bliver lækkede videoer hurtigt delt videre gennem sociale medier, Discord-servere og diverse uofficielle hjemmesider. Det skaber et oplagt miljø for falske downloads og sider, der forsøger at lokke loginoplysninger ud af nysgerrige fans.

Nye GTA 6-læk har skabt kaos

Advarslen kommer efter en ny omgang læk omkring GTA 6.

En person eller gruppe under navnet CyberLeek har offentliggjort materiale, der angiveligt viser gameplay fra spillet. Efterfølgende er situationen blevet mudret yderligere af falske profiler, AI-genererede videoer og personer, der forsøger at udgive sig for at stå bag de oprindelige læk.

Noget af det lækkede materiale har samtidig skabt spekulationer om, hvorvidt personen bag faktisk har adgang til en fungerende udviklingsversion af GTA 6.

Det betyder dog ikke, at denne version ligger frit tilgængelig på diverse torrentsider.

Rockstar Games og Take-Two Interactive har endnu ikke kommenteret nærmere på situationen.

GTA har været igennem læk før

Det er langt fra første gang, Rockstar har haft problemer med materiale fra GTA 6, der slipper ud før tid.

I 2022 blev en stor mængde tidligt udviklingsmateriale fra spillet offentliggjort på nettet efter et sikkerhedsbrud. Hændelsen gav et usædvanligt tidligt kig på spillets udvikling og blev efterfølgende bekræftet af Rockstar.

At en egentlig spilbar version af et stort kommende spil ender på nettet, er heller ikke helt uhørt. Efter hackerangrebet mod Insomniac Games i 2023 fandt en tidlig spilbar udgave af Marvel’s Wolverine eksempelvis vej ud på nettet.

Men GTA 6 er ikke i den situation på nuværende tidspunkt.

Rockstar forventes at vise et større officielt kig på gameplay den 27. august, mens Grand Theft Auto 6 står til at udkomme til PlayStation 5 og Xbox Series X/S den 19. november.

Så selvom en fil med navnet “GTA 6 LEAKED FULL GAME” måske virker fristende, er det nok et af de tilfælde, hvor det betaler sig at vente på den rigtige vare.