Efter næsten et årti med monstre fra The Upside Down, nostalgi i neon og uendelig kærlighed til 80’erne, er det ved at være slut. Og Netflix markerer afslutningen med manér. Den 12. januar lander One Last Adventure: The Making of Stranger Things Season 5 – den officielle dokumentar om den sidste sæson af serien, der definerede en generation.
Det er en emotionel sag. I traileren ser vi både skabere og skuespillere med blanke øjne. Duffer-brødrene holder tale til cast og crew, og Millie Bobby Brown sætter stemningen med ordene: “I’m not ready to let go.”
Bag facaden af det sidste kapitel
Dokumentaren går tæt på optagelserne til sæson fem – ikke bare med backstage-optagelser, men også med ærlige interviews og reaktioner, som sætter følelserne uden på tøjet. Der er øjeblikke, hvor man som fan ikke kan andet end at nikke genkendende – for det handler ikke bare om monstre og superkræfter. Det handler om eventyret, om venskaberne og om rejsen fra børn til voksne, både foran og bag kameraet.
I et af de stærkeste øjeblikke fortæller Duffer-brødrene, hvordan det føltes at skrive ordene “End Series” på det sidste manus. Ikke bare som forfattere, men som to fyre, der har brugt ti år af deres liv på at bygge noget, som millioner verden over har levet sig ind i.
Læs også:
Når man ikke er klar til at sige farvel
Stranger Things ramte Netflix i 2016 og voksede hurtigt til et globalt fænomen. Nu, ti år senere, siger vi farvel – men ikke uden et sidste kig bag kulisserne. One Last Adventure bliver en slags terapeutisk afsked, hvor både cast og fans får mulighed for at bearbejde, at det her virkelig er slut.
Hvis du har været med hele vejen fra Will Byers’ forsvinden til Vecnas angreb, så er den her dokumentar ikke til at komme udenom. Og ja, traileren er allerede ude – klar til at sætte gang i følelserne.
Premiere 12. januar. Klar til det sidste eventyr?
Læs også: