Anmeldelse af The Hateful Eight: Fra kammerspil til voldsomt splatter-orgie

Originaltitel: The Hateful Eight
Instruktør: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh med flere
Spilletid: 187 minutter (inklusive 12 minutters pause) / 167 minutter (digital version
Premiere: 7/1 2015

4/6

Det er altid en særlig oplevelse at se en Quentin Tarantino-film. Det er oftest vittigt, fandenivoldsk og rablende vanvittigt. Hans seneste tre timer lange epos, The Hateful Eight, falder dog heller ikke uden for kategori. Alligevel er det nok Tarantinos svageste i, ja, næsten 20 år. Dermed ikke sagt, at det ikke er en god film.

Få år efter Den Amerikanske Borgerkrig møder du dusørjægeren John Ruth (Kurt Russell), som haster mod flækken Red Rock i diligence for at indkassere $10.000 for sin fange Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh). Undervejs støder to fremmede til: Den berygtede dusørjæger og tidligere nordstatsofficer, Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson), og Chris Mannix (Walton Goggins), en tidligere sydsstatsdesertør, som nu hævder at være Red Rocks nye sherif. På grund af en snestorm søger gruppen tilflugt på diligencekroen Minnie's Haberdashery, hvor fire fremmede mænd byder dem velkommen. De påstår at passe på kroen, mens Minnie besøger sin mor. Som stormen udenfor tiltager, øges spændingerne mellem de otte rejsende, og de finder langsomt ud af, at de ikke vil nå til Red Rock i live.

Det lyder som et klassisk westernplot, men de store skuddueller udebliver. I stedet har Tarantino skabt en minimalistisk, klaustrofobisk og næsten kammerspilsagtig film, der indeholder begge de klassiske Tarantinoske elementer: En skarp, humoristisk dialog og masser af eksplicit og bizart blodigt vold. Langt hen ad vejen fungerer det også ganske fint, men plottet er bare noget tyndere end i instruktørens tidligere film. Derfor har det heller ikke helt den ønskede effekt, at filmen er bygget op som en klassisk storfilm med både overture og intermission, der i det store hele godt kan virke som irriterende fyld. En ting, som legendariske 87-årige Enino Morricones (The Good, The Bad and the Ugly, Once Upon a Time in the West, Django Unchained) fabelagtige, bombastiske og storslåede musik dog redder (den mand forstår altså bare at strikke et western-soundtrack sammen). Morricone havde ellers bebudet, at han ikke villearbejde sammen med Tarantino igen, efter at han var utilfreds med Tarantinos brug af sin musik i Django Unchained. Men han kom åbenbart på andre tanker.

At filmen det meste af tiden udspiller sig i Minnie's Haberdashery kan godt være en udfordring for den gængse biografgænger. Både Alfred Hitchcock og Sidney Lumet har tidligere i filmhistorien arbejdet med minimalistiske settings - henholdsvis i mesterværkerne Rear Window og 12 Angry Men - og nu har Tarantino altså også skrevet sig ind i den række af instruktører (en ting, han dog til dels også gjorde i sin gennembrudsfilm, Reservoir Dogs). I The Hateful Eight virker det bare som om, at Tarantino har manglet idéer til at udfolde dialogen endnu mere, end den er blevet gjort. For hvor første halvdel af filmen er udpræget dialogbåret, er den anden mere et udpenslet voldsorgie. Og det virker for undertegnede som et lidt billigt kneb. Jeg så gerne, at Tarantino havde forsøgt at holde igen med splattereffekterne. Hermed ikke sagt, atunderholdningsfaktoren lige bliver skruet en tand i vejret. Det virker bare en kende unødvendigt. Alligevel vil jeg ikke sige, at det kammer over. For Tarantino formår stadig at bevare en ironiske distance til volden, da The Hateful Eight vel nok mest af alt kan kategoriseres som en western-komedie.

Præstationerne er der ikke noget at sætte en finger på. Igen har Tarantino samlet nogle af sine mest brugte yndlingsskuespillere, og det fungerer fandeme bare til UG. Du har bare lyst til at se på Kurt Russells skægbefængte ansigt, da den legendariske actionshelts mimik er vanvittig. Jennifer Jason Leigh leverer en Oscar-værdig præstation, det samme gør Tim Roth, der spiller den uigennemskuelige Oswaldo Mobray, mens Samuel L. Jackson bare endnu engang beviser, at han er en af sin generations bedste skuespillere. Han er rå, kynis og finder sig ikke i en skid; den diametrale modsætning til den flabede og rapkæftede Walton Goggins.

Tarantino har før fået kritik for sin behandling af sorte mennesker, samt at han skulle udnytte den sorte kultur - særligt i Django Unchained. Det er da også lang tid siden, at N-ordet er blevet sagt så mange gange i en film som i The Hateful Eight. Tja, måske kan godt forstå, at nogle kan blive stødt over det, men det er ikke, fordi jeg mener, at han går over grænsen. Tarantino er stadig en gudsbenådet instruktør, der laver film som ingen andre. Men The Hateful Eight rangerer altså bare ikke specielt højt på den gale amerikaners film-CV.

Til sidst en anbefaling til dig, der elsker smukke bredformatsbilleder: Se den for guds skyld i 70 mm-formatet (formatet, filmen er optaget i), hvis du har mulighed for det (desværre er det kun Imperial, der viser den version som den eneste biograf i Danmark). Det bidrager nemlig til, at de mageløse sneklædte landskaber, som især er fremtrædende i starten af filmen, bare bliver endnu flottere.