Anmeldelse af The Walk: Et kvalmende vanvids-vovestykke i 110 etagers højde

Originaltitel: The Walk
Instruktør: Robert Zemeckis
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Charlotte Le Bon, Ben Kingsley med flere
Spilletid: 123 minutter 
Premiere: 01/10

4/6 

Lad os springe lige til sagen. Robert Zemeckis' The Walk er ikke et mesterværk i stil med Forrest Gump eller Back to the Future. Alligevel er det den film i nyere tid, undertegnede har siddet mest ude på kanten af sædet til. I hvert fald under filmens skelsættende klimaks. Når Phillippe Petit træder ud på linen i mere end 400 meters højde, er det mere kvalmende end en tur i Tivolis Vertigo.

The Walk er nemlig Hollywoods version af den franske vovehals' imponerende bedrift d. 7. August 1974, hvor Petit dansede otte gange på en smal stålwire imellem de to World Trade Centre i The Big Apple kort før tårnenes officielle åbning. Uden nogen form for sikkerhed.

Det er historien om en mand, der sætter sig for at gøre noget, verden aldrig før har set magen til, som fuldfører sin drøm, men som undervejs trues med at blive ramt af decideret storhedsvanvid. Du følger Petit fra den spæde start i Paris, hvor han tjener til sit daglige brød som gadekunstner, og hvor han blandt andet balancerer mellem Notre Dames to tårne, til han efter oceaner af udfordringer opnår det, han gerne vil: At blive både berømt, berygtet og anerkendt.

I hovedrollen ser du Joseph Gordon-Levitt (Inception, 500 Days of Summer, The Dark Knight Rises), mens hans morale støtte og daværende kæreste spilles af Charlotte Le Bon (Yves Saint Laurent), mens den gamle kending Ben Kingsley (Gandhi, Schindlers Liste) tager sig af rollen som Petits mentor, Papa Rudy.

Rent visuelt har Zemeckis som altid styr på det. Han har gjort det til sit varemærke at fortælle historier gennem den nyeste teknologi. Og her er The Walk ingen undtagelse. Den er filmet i 3D og IMAX og byder på en række unikke og enestående billeder af Manhattan (for det meste er der nok tale om et genskabt New York) fra 110 etagers højde. Det er spændende og yderst nervepirrende - i hvert fald i den halve time, hvor Petit udfører sit stunt. Men Zemeckis formår bare aldrig at udfolde historien hundrede procent.

Og hvad skyldes det så? Robert Zemeckis hører til den efterhånden smalle skare af klassiske Hollywood-instruktører, som stadig har det bedst med klassiske historier. Historier, hvor hovedperson har noget på spil og skal så grueligt meget igennem, før han når i mål. Hvad enten der er tale om at ende med sin store kærlighed som i Forrest Gump, frihed som i Cast Away eller sin ypperste drøm som i The Walk, er Zemeckis' film kendetegnet et helt traditionelt fortællemønster. En ting, der selvfølgelig er tilfredsstillende for Familien Danmark, der besøger Cinemaxx én gang om året, men som den mere vante biografgænger nok bare - måske sat lidt på spidsen - vil grine hånligt af. 

Du kommer heller aldrig ind under huden på Petit, som mere fremstår som en genstand end en egentlig person af kød og blod. Du bliver aldrig revet helt undt i hans følelsesregister - fra glæde til ængstelighed - og det er en skam. For Zemeckis har gerne villet skabe en emotionel historie fortalt på tætteste hold, men ender i stedet på med en film, der sikkert kunne være glemt om få år, hvis ikke det for The Walks visuelle tour de force.

Yderligere er der det med accenterne og mikset mellem det franske og engelske. Gordon-Levitt rammer egentlig Petits maniske fransk-engelske meget godt, men det bliver yderst trættende i længden. Du bliver hele tiden gjort opmærksom på, at karaktererne skal tale engelsk, da Petit som bekendt skal til New York. Det virker forceret og ufrivilligt komisk. Og så er det en ynk at se, hvilken skuespiller Ben Kingsley er blevet til.

At gå fra at vinde en Oscar for sin fænomenale præstation som det indiske fredsikon, Mahatma Gandhi, til at være en idéforladt andenrangsskuespiller er bare ikke specielt flatterende for sådan et stort navn. Og hans rolle som Papa Rudy er da heller ikke særligt god. Men her bør du også bebrejde Robert Zemeckis. For at sætte en britisk mand til at spille en tjekkisk cirkusartist, der forsøger at tale fransk, virker i det store hele bare som en virkelig dårlig idé.

The Walk kommer ikke til at vinde nogle Oscars ved næste års show, selvom jeg godt kunne se, at den fik en nominering eller to i de mindre, tekniske kategorier. Når det så er sagt, er The Walk en film, der SKAL opleves. Selvfølgelig i biografen med dine 3D-briller på. Men klassikerstatus får den aldrig. Skal du se en film om samme begivenhed, som har hele pakken, vil jeg anbefale, at du i stedet ser James Marshs geniale dokumentarfilm fra 2008, Man on Wire, der er næsten lige så intens - bare med meget mere dybde.