Filmenes ondeste våben
De skyder, skærer, snitter og smadrer dig i stykker. Her er 15 seje filmvåben
Hattori Hanzo sværd
Film: Kill Bill Vol. 1 og 2
Ejer: The Bride, Bill og resten af The Deadly Viper Assassination Squad
Hattori Hanzo sværdet er skræmmende effektivt. The Bride slicer og dicer sig til sin hævn med sværdet, der ifølge skaberen vil skære selveste Gud, hvis man nogensinde skulle møde ham. Hvad koster sådan et sværd så? Tjah, det er egentligt uvurderligt, men i El Paso koster det åbenbart 250 dollars.
Film: Men In Black
Ejer: Agent Jay
Noisy Cricket fra den gode gamle agentfilm 'Men In Black' er ikke meget værd, når det kommer til at se afskrækkende ud. Det kan man dog godt leve med, når man tager i betragtning, at det lille bæst kan flække en kampvogn.
Film: Scarface
Ejer: Tony Montana
Som udgangspunkt kan det være fint at blive præsenteret for andres venner. Altså lige medmindre der er tale om en skrupskør narkogangster, der har suget et halvt kilo coke op i næbet - og hvis 'little friend' er en M16A1 med M203-granatkaster. Så er man faktisk helst fri.
Film: Nightmare on Elm Street m.fl.
Ejer: Freddy Krueger
Jason fra 'Fredag d. 13.' har sin machete og Leatherface fra 'Motorsavsmassakren' har motorsaven, men ingen gyserskurk når helt op på siden af Freddy Krueger med sin knivhandske. Kombinationen af stribet trøje og blød hat gør i øvrigt også Freddy til bedst klædte gyserskurk, men det er en anden sag.
Film: Planet Terror
Ejer: Cherry Darling
Er det nødvendigvis mere effektivt at have et maskingevær monteret på låret frem for bare at have det i hænderne? Formentlig ikke. Men hvis man alligevel står og skal have en benprotese og kan vælge mellem en helt almindelig plastikdims eller en Bushmaster HBAR Carbine med indbygget granatkaster - så forstår vi godt valget...
Cyrez EM-1 Railgun
Film: Eraser
Ejer: U.S. Marshall John Kruger
Hvis vi lige ser bort fra, at Eraser er en mildest talt middelmådig actionfilm, så render Arnold faktisk rundt med en pænt sej skyder i filmen. Cyrez EM-1 Railgun affyrer aluminium-projektiler tæt på lysets hastighed, og så er den udstyret med et sigte, der kan se gennem vægge og endda ind i kroppen. Det amerikanske militær roder også rundt med teknologien, men indtil videre har de kun været i stand til at lave enorme Railguns, der kan sidde på skibe. Det er stadig rimeligt badass.
Wolverines kløer
Film: X-Men-universet
Ejer: Wolverine/Logan
Det kan godt være, at Magneto kan lugte Wolverines adamantium på lang afstand og bøje det fuldtsændigt af led, men de kløer er bare for seje. Adamantium er stort set umuligt at ødelægge, og Wolverines kløer er så skarpe, at de kan skære gennem alt. Så glemmer vi lige, at det gør umanerligt ondt, når de popper frem - vi vil gerne have sådan et par.
Film: No Country For Old Men
Ejer: Anton Chigurh
Der er muligvis ikke tale om filmhistoriens mest effektive våben - det er vel strengt taget lidt uhandy, og rækkevidden er heller ikke imponerende. Til gengæld er det et af de mest intimiderende våben nogensinde - i hvert fald når det er i hænderne på den frisuremæssigt udfordrede superpsykopat Anton Chigurh i Coen-brødrenes mesterværk.
Film: Star Wars m.fl.
Ejer: Darth Vader, Luke Skywalker m.fl.
I sammenligning med de mange skydevåben på denne liste er lyssværdet vel egentlig ikke voldsomt farligt. Men den distinkte lyd af lyssværd, der bliver tændt, er sammen med en kold dåseøl, der bliver åbnet, en af de bedste lyde i verden. Og hvis man kombinerer lyssværdet med en bad ass sort dragt, asmatisk åndedræt og en verserende faderskabssag har du en af de bedste filmskurke nogensinde.
Film: Kick-Ass
Ejer: Mindy Macready
Det er for så vidt ikke fordi, der er noget særligt ved denne pistol. Det er mere bare det, at den bliver brugt af en bindegal udklædt 11-årig pige, der presser den ind i gabet på forbrydere og siger ting som "Okay you cunts... Let's see what you can do now!"
Film: Predator
Ejer: Blain - og da han kradser af: Mac
En motorsav er for så vidt et meget sejt stykke værktøj - men hvis man skal rydde en skov på den virkeligt mandige måde, bliver det ikke mere hårdt end 'Predator'-måden. Altså den, hvor man med spyttet flyvende ud af munden skriger "Contaaaaact!", fyrer op under en GE M134 Minigun og sprøjter 1.250 skud i minuttet af mod træerne. Så er den klaret.
Film: Dirty Harry m.fl.
Ejer: Inspector Harry Callahan
Nuvel, en Magnum .44 er vist ikke længere det mest kraftige våben i verden - den titel indehaves så vidt vides af den israelske Desert Eagle - men det ændrer ikke på, at en Smith & Wesson model 29 Magnum .44 er en ret myndig gøb. Især når den er i hænderne på Harry Callahan, der måske ikke er specielt skrap til matematik, men til gengæld umanerligt god til at holde enetaler. Skal vi lige tage den for en ordens skyld:
"I know what you're thinking. 'Did he fire six shots or only five?' Well, to tell the truth, in all this excitement, I've kinda lost track myself. But being as this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world and would blow your head clean off, you better ask yourself one question: 'Do I feel lucky?' Well, do ya punk?"
Sick Stick
Film: Minority Report
Ejer: Strisserne hos Precrime.
Det er en temmelig effektiv måde at stoppe forbrydere på, når man bare kan røre dem med en stav, og så brækker de sig. Og et godt supplement til peberspray. Minority Report er i det hele taget spækket med fede gadgets, som Tom Cruises handsker, der styrer det kæmpe display.
Zorg ZF-1
Film: The Fifth Element
Ejer: Jean-Baptiste Emanuel Zorg
Luc Bessons geniale fremtidsfilm med Milla Jovovich i en yderst sparsom påklædning byder også på en gøb i særklasse. Zorg ZF-1 pakker 3.000 kugler, en raketkaster, en flammekaster, og det ret unikke Replay-system, der får alle projektilerne til at vende tilbage til det samme punkt, lige meget hvor du sigter. Så kan alle pludselig ramme præcist. Man skal bare ikke falde i Zorgs fælde med selvdestruktions-knappen.
Film: Kill Bill Vol. 1
Ejer: Gogo Yubari
I afdelingen for langtrækkende slagvåben er der ingen over og ingen i nærheden af Gogo Yubaris morgenstjerne, der får Indiana Jones' pisk til at ligne et sjippetov. Når man ser, hvilke vanvittige tricks den psykotiske japanske skolepige kan med sin morgenstjerne, er det næsten synd, at hun taber kampen mod The Bride ved at få banket noget så uavanceret som et bræt med søm i ind i kraniet.