Finanskrisens største skurke

Medmindre du har levet i en jordhule uden tv-signal og internetabonnement de seneste år, har du nok opdaget, at vi har haft (og måske stadig har) global finanskrise. En finanskrise, der har ramt det meste af verden og som kan mærkes på pengepungen for alle fra IT-millionærer til flaskedrenge. Globalt set vurderes det, at 20 millioner jobs er gået tabt på grund af krisen, og finanskrisen har ifølge Realkreditrådet kostet alene de danske husholdninger knap 1.000 milliarder kr. Og det var altså tusind. Milliarder. 

Finanskrisen omtales tit som noget, der ikke kunne undgås - som vulkanudbrud eller jordskælv, men det er langtfra sandheden. Historien om finanskrisen er kompliceret, men som alle andre store fortællinger er der helte og skurke. Og der er betydeligt flere skurke end helte. 

En af dem, der nok ikke skal vise sig i et amerikansk jobcenter, hvis han ikke vil have et par på munden, er Richard S. Fuld, Jr. - i daglig tale Dick Fuld. 

Fuld ville egentlig have været pilot i US Air Force, men hans karriere sluttede brat, da han kom i slagsmål med en overordnet officer og smidt ud af flyvevåbenet. I 1969 fik han job i investeringsbanken Lehman Brothers, hvor han hurtigt arbejdede sig op i graderne. Fuld blev i 1994 CEO for Wall Street-giganten og fik tilnavnet 'Gorillaen' på grund af sin aggressive forretningstaktik. I en intern video sagde han om konkurrenter, at han havde lyst til at rive deres hjerter ud og æde det, mens de så på. Da Fuld trådte til, var Lehmann Brothers kommet ud af 1993 med et underskud på 102 millioner dollar, men i de næste 14 år, lavede firmaet overskud hvert år. Men så gik det til gengæld også galt. Rigtig galt.

Største konkurs nogensinde
Da finanskrisen tog fart, begyndte Lehman Brothers at tabe penge på subprimelån. Rigtig mange penge. Men i stedet for at erkende, at boligboblen var ved at briste, fortsatte Dick Fuld med at lave subprimelån, pakke dem sammen i obligationer og sælge dem videre. Samtidig afviste han flere tilbud om kapitalindsprøjtninger og fusioner med andre firmaer, der kunne have fået Lehman Brothers blødende regnskaber vendt. Lehman Brothers aktier mistede 73 procent af deres værdi alene i første halvår af 2008 - alligevel blev et forslag om, at ledelsen frasagde deres bonusser skudt ned med det samme. Den 15. september 2008 gik den mere end 150 år gamle investeringsbank konkurs - faktisk den største konkurs i USA's historie. Firmaets gæld var på mere end 600 milliarder dollar. og konkursen sendte chokbølger gennem hele finansverdenen.

Richard J. Fuld måtte dog ikke undvære kaviar til frokost af den grund. I sin tid som CEO hos Lehman Brothers fik han udbetalt mere en 500 millioner dollar i løn og bonusser. Den største ubelejlighed for ham var, at han blev nødt til at sælge sit hus til sin kone for den symbolske sum af 100 dollar - så han ikke kunne miste det i en eventuel retssag. Den retssag eller mangel på samme vender vi tilbage til. Dick Fuld er nemlig langtfra den eneste slipsetype, der bør se tilbage på finanskrisens start med røde ører.

470 millioner i løn
Angelo Mozilo er et andet eksempel. Han var ellers symbolet på den amerikanske drøm: En søn af en slagter fra Bronx, der arbejdede sig op til at blive chef for USA's største realkreditinstitut Countrywide Financial. Da subprimelån begyndte at komme frem i 80'erne kaldte Mozilo folk, der handlede med den slags, for "skurke". Da han senere så, hvor mange penge man kunne tjene på dem, tog grådigheden dog over. Og dermed blev Countrywide Financial også ramt benhårdt, da korthuset brasede sammen. Countrywides aktier raslede ned, og Angelo Mozilos tvivlsomme beslutninger tillægges stor betydning for den finanskrisen. Til gengæld har Mozilo ikke selv lidt nogen nød. I perioden 2001-2006, hvor USA's boligboble var ved at briste, hævede finansmogulen 470 millioner dollar i løn og bonus - og fik selvfølgelig årsgebyret i de tre eksklusivegolfklubber, han var medlem af, betalt. Og iøvrigt bidrog Mozilo personligt til at trykke Countrywide Financials aktiekurs i bund, eftersom han - da han kunne se, hvor det hele bar hen - solgte for 291 millioner dollar af sine egne aktier i virksomheden. Det hjalp heller ikke på Mozilos image, at han i 2008 kom til at trykke 'svar' i stedet for 'forward' på en email, han modtog fra en husejer. Husejeren insisterede på at have fået forkerte oplysninger, da han stiftede sit lån, renten var nu så høj, at han snart måtte gå fra hus og hjem, og han bønfaldt Angelo Mozilo om lov til at lægge sit lån om. Mozilo ville have videresendt mailen til en kollega, men kom til at svare i stedet - og kaldte husejerens bøn for "disgusting".

På grund af sit private aktiesalg blev Angelo Mozilo sigtet for insiderhandel, men der blev indgået forlig i sagen, da Mozilo betalte 67,5 millioner dollar i bøde og erstatning. De 22,5 millioner betalte Countrywide på grund af en spidsfindighed i Mozilos kontrakt, og resten har næppe gjort specielt ondt på en mand med en formue på 600 millioner dollar. Med forliget sikrede Mozilo sig i øvrigt, at han ikke kan blive sigtet i fremtiden.

Golf og bridge
Stanley O'Neal optræder også på en række finansmagasiners lister over 'Worst CEO's of All Time'. Ligeledes på grund af grådighed og risikable lån kørte manden, der i sine velmagtsdage insisterede på at få en elevator for sig selv, når han skulle på kontoret, finansselskabet Merrill Lynch i sænk. I 2007 noterede Merrill Lynch sig for sit største underskud i selskabets historie - omtrent samtidig rapporterede amerikanske medier, at O'Neal fik presset tre runder golf på tre forskellige baner ind på samme dag. O'Neal blev fyret med et gyldent håndtryk på 161,5 millioner dollar i aktier og optioner. Det var dog ikke kun O'Neal, der var heldig. Året efter - hvor det blev beregnet, at Merrill Lynch havde tabt over 50 milliarder dollar på subprimelån - udbetalte firmaet bonusser på 3,6 milliarder dollar til de øverste chefer. Beløbet svaredetilcirka en tredjedel af de penge, Merrill Lynch havde fået af den amerikanske stat som en del af en nødpakke.

Og på falderebet kan vi lige nå at nævne Jimmy Cayne. Cayne var øverste chef i investeringsbanken Bear Sterns, der var en af de første finanshuse, der brød sammen under krisen. Mens firmaet var i krise, brugte Jimmy Cayne firmahelikopteren til at flyve på golfbanen, da to af Bear Sterns hedgefonde kollapsede i 2007, var Jimmy Cayne midt i en bridgeturnering, og da Bear Stern året efter for at undgå konkurs blev solgt til et konkurrerende firma for mindre end kontorbygningerne var værd - var Jimmy Cayne også til bridgeturnering. Midt i alt kortspilleriet nåede han dog at sælge sine egne aktier og kradse 62,5 millioner dollar ind på kontoen.

Skurk eller bare smart?
Finanskrisen har haft mange, mange tabere og ganske få vindere. En af dem, der dog kan se tilbage på hele balladen med et smørret grin, er John Paulson.

Mens hele den finansielle sektor krakelerede, skovlede Paulson milliarder ind på kontoen. Ja, der skal stå milliarder, ikke millioner. I 2007 troede de fleste Wall Street-typer stadig, at subprimelån var stensikre investeringer, men den Harvard-uddannede John Paulson, som var direktør i det lille finansselskab Paulson & Co. var mere skeptisk. På aktiemarkedet er det muligt at tjene penge på kurser, der falder ved hjælp af et begreb, der kaldes shortselling. Det går meget kort fortalt ud på, at man finder nogen, der tror, at aktiekursen stiger og så 'spiller' man så at sige på, at aktiekursen tværtimod falder. Det er John Paulson specialist i. I 2007 tjente han 3,7 milliarder dollar på at shortselle subprimelån ­- mere end Tiger Woods, J.K. Rowling og Oprah Winfrey kradsede ind tilsammen i samme år. I 2010 slog han sig egen rekord med en indtjening på lige knapfemmilliarder dollar - altså på den lune side af 27 milliarder kr.

Paulson spillede mod en række af verdens største banker som Barclays, Deutsche Bank og Bank of Scotland - og vandt i det Wall Street Journal-reporteren Gregory Zuckerman kaldte 'The Greatest Trade Ever'. John Paulson har måtte forklare, hvordan han kunne tjene så utrolige summer (og i øvrigt kun betale 15 procent i skat) for medlemmer af den amerikanske kongres, men er aldrig anklaget for at have gjort noget ulovligt. Det stopper dog ikke kritikere for at insistere på, John Paulson "repræsenterer alt, hvad der er galt med Wall Street". Hvilket man muligvis er ligeglad med, når man nr. 61 på listen over verdens rigeste mennesker og for nyligt købte et over 5.000 kvadratmeter stort feriehus i Aspen af en saudiarabisk prins for 49 millioner dollar. 

Ejet af bankerne
Men er der så slet ikke nogle topchefer fra Wall Street, der er blevet stillet til juridisk ansvar for at have spillet hasard med andre menneskers penge og forårsaget den værste finansielle krise i mange, mange år? Niks. Ikke én.

Forklaringen er måske i virkeligheden meget simpel. Senator Dick Durbin er en af de få politikere, der har forsøgt at få bankchefer retsforfulgt og gennemføre love, der vil gøre det mindre attraktivt at spekulere i risikable værdipapirer. Uden det store held. For som han siger: "Bankerne - selv om det er svært at tro, når vi står overfor en finanskrise, som bankerne har skabt - er stadig den mest magtfulde lobby på Capitol Hill. For at være helt ærlig ejer de det her sted".