Flammende hjerter # 2

De sidste par dage havde de været ved stranden.  Hun følte sig nærmest som en kogt krebs. Hendes hud brændte som havde hun 41 i feber, og huden på hendes ryg og bagben sved som bare pokker.

Det havde ellers været hyggeligt at være ned ved stranden. - De havde ligget og nydt strandlivet. De havde været ude og bade og havde fået talt en hel masse pigesnak. Selvfølgelig mest om ekskærester og de spirende hemmelige nye forelskelser.

De fleste af hendes veninder havde haft kærester i kort varige perioder. Det var egentligt mest til fester de havde deres faste kærester. Ikke således, at de var kærester når festen begyndte, men de blev det altid i løbet af aftenen. Ja de havde vel sådan set en fast kæreste, de kom bare ikke rigtigt sammen imellem to fester, - men det stod i stjernerne at de mere eller mindre var det.

Åh ja, - hendes veninder havde konstant kærestesorger og følte sig altid usikre på, om han nu ville kunne lide dem til den næste fest. Og hvad nu hvis han ikke kunne, - og så du hende der den lyshårede hvordan hun havde kigget på ham. Han havde vist også kigget lidt for meget på hende. Det var en værre redelighed, en skændsel og et usvorent løftebrud fra ungersvendens side til det sårbare pigesind. Ak!
 
Hun havde lige sagt sin elevplads op i Baltica forsikringsselskab. Hun havde været ansat i ti måneder og havde gennemført første modul på Købmandsskolen. Da hun gik ud af skolen havde hun egentligt ikke forestillet sig hvad hun skulle lave. - Ja helt ærligt havde hun slet ikke skænket det en tanke at hun nu var arbejdsmoden.

Det sidste skoleår havde været fyldt med konflikt situationer. Dansklæreren og hende selv havde begge haft antisympatiske følelser overfor hinanden. Fra det ene skoleår til det næste dalede hendes karakterer i dansk fra otte og nitaller, til fem og sekstaller. Hun havde nu heller ikke været særligt resultatsøgende efter at bedre sit standpunkt overfor ham, den stupide pegepinds lærer. Hun havde afskyet ham. Hans sorte fedtede pomadiserede hår. Hans skotsternede brunmelerede jakke, og de sorte pressefoldede garbadine bukser. Yerk! Hun havde både været umotiveret og ret provokerende i hans timer. - Okay! Hun havde fortjent sine karakterer. Eller rettede sagt, hun havde ikke gjort sig fortjent til bedre.
 
Da hun var gået ud af skolen og havde daset rundt i et par måneder, havde hendes far en dag kigget hende dybt ind i øjnene og sådan med lidt myndig stemme spurgt hende: Hvornår har du tænkt dig at søge et arbejde. Et arbejde?! Hun gik nærmest i chok. Et arbejde. Ja det havde hun virkeligt ikke på nuværende tidspunkt tænkt over, at hun skulle have - foreløbigt.

Da der var gået en uges tid kom hendes far og fortalte hende, at han havde set en annonce i avisen hvor Baltica søgte forsikringselever, om det ikke var noget for hende? I den forløbne uge havde hun selv gennemtænkt det hele og var nået dertil, at de fleste af hendes veninder allerede var gået i gang med at arbejde. Flere af dem som: 'Piger i huset'.

Ret beset var økonomien derhjemme også temmelig anstrengt. Hendes far var den person der med hans indtægt forsørgede dem alle sammen. Hun kunne vel heller ikke blive ved med at forvente, at hendes far skulle forsætte med at betale hendes lommepenge og nyt tøj af den, i forvejen, ringe indtægt, han havde. Derfor sad hun et par dage efter, og skrev en ansøgning til Baltica.

Nogle uger efter blev hun indkaldt til en psykoteknisk prøve og samtale. Hun skulle tage sine skolepapirer med. GISP! Pludseligt gik det op for hende hvor dårlige hendes karakterer i virkeligheden var på det sidste eksamensbevis.
Prøven var sådan set ikke svær. Da hun blev kaldt ind til samtalen og skulle fremvise hendes skolepapirer havde hun godt nok knudefornemmelser i maven. Der var dog ingen der kommenterede hendes tal. Ja tak, du vil høre fra os indenfor et par dage. Og ja, indenfor et par dage dumpede brevet så ind gennem brevsprækken. Hun var antaget og elevtiden var nedsat til 2½ år p.g.a. hendes skolelængde.

Hun startede som elev i restanceafdelingen, og fik sit eget skrivebord. Hun fik at vide hun ikke måtte have løsthængende hår,  og det ikke var velset at være iklædt lange bukser. Rent faktisk fattede hun ikke en brik af hvad det hele handlede om. Hun var ikke i stand til at læse policerne, men hun var til gengæld overordentlig god til at fordele posten ud til alle de mange afdelinger. Efterhånden var hun også blevet ekspert og temmelig rap på fingrene til at bruge hulkortmaskinen.

En eftermiddag blev hun kaldt ind til chefen. Han roste hende for hendes fine karakterer fra Købmandsskolen, og fortalte hende, at hvis hun fortsatte i samme stil ville hun kunne nå langt i afdelingen. En måned efter sagde hun sin elevplads op. Virkelig en torn i øjet på hendes far, der havde haft i tankerne, at hans datter en dag skulle blive assurandør.
 
Nu sad hun her på en bænk i tivoli sammen med hendes hjerteveninder og hældte Elephant øl ned gennem halsen.
Kom, - sagde Majbritt, lad os gå hen og få en tur i den der flyvende karrusel inden vi går ud.
Hun vidste det godt. Hun havde aldrig kunnet tåle noget der drejede for hurtigt rundt. Den her karrusel ikke alene drejede rundt. Den bevægede sig også op og ned. Lige så meget som den øl, der lå nede i hendes mave, gjorde. Hun brækkede sig lige ned i den første papirkurv, og lagde sig derefter på bænken. Puha, alt mavevæsken sad helt øverst i halsen. Giv mig lige en lille pause inden vi går, sagde hun til de andre, der allerede stod og trippede for at komme videre.

Ude ved stoppestedet fortalte Majbritt og Krista, at de kendte en pub hvor der var altid var gang i den. Om de ikke skulle tage derhen? Da der ikke var andre der havde nogle gode forslag blev det vedtaget, at næste stop var 'kabyssen'. Hun havde det ikke videre godt, men havde heller ikke lyst til at tage hjem og hendes kvalme forsvandt forhåbentligt snart.