Flemming Tofts 10 vildeste fodboldhistorier

"Jeg havde et meget anstrengt forhold til Ricard Møller Nielsen. Før EM '92 blev jeg spurgt om Danmarks chancer og var ret pessimistisk. Det tror jeg ikke, han var glad for. Efter vi vandt, blev jeg så ringet op af Ekstra Bladet og spurgt om, hvad jeg mente var grunden til det vilde resultat. Jeg roste Ricard Møller og sagde, at det var godt, at han gav plads til nogle af spillerne, for Brian Laudrup og Flemming Povlsen ville gerne komme med input til taktikken.

Det tog han som om, at jeg fratog noget fra ham eller ikke anerkendte ham sejren, Selv om jeg havde rost ham! Han skrev et brev til TV2, hvor han forlangte mig fyret og sluttede af med, at 'hvis han nogensinde så mig, så vidste han ikke, hvad der kom til at ske'. Den daværende direktør for TV2, Jørgen Schleimann, anede intet om sport og var faktisk lidt imod det, men det var jo en god forretning for TV2, så han fik sin sekretær til pænt at skrive tilbage til Ricard Møller:

Tak, men personalesager skal vi nok selv tage os af. Fejden kørte i rigtig lang tid - også i medierne - men vi begravede stridsøksen til sidst, da jeg skulle lave en bog om EM '92. Han inviterede mig hjem i sin trofækælder til en kop kaffe, og vi fik snakket ud."

"De østeuropæiske lande er ikke altid lige gode at rejse i, når man er sportskommentator. Da jeg på et tidspunkt skulle kommentere en kamp i Jugoslavien og kom ind i kommentatorområdet, hang der kun én sølle ledning ned fra loftet. Jeg skulle jo både bruge telefonlinje og andet udstyr, så jeg gjorde noget, jeg kun har gjort én gang og aldrig gør igen:

Fem minutter før, vi skulle sende, så jeg, at der stod en rengøringsdame og talte i en fastnettelefon nede i en kælder. Jeg gik hen til hende, skubbede hende væk, stjal den telefon, som hun stod og snakkede i - og så måtte jeg ellers lege telefonmontør i min boks for at få det til at hænge sammen på den måde.

Det gik med nød og næppe, men jeg måtte bruge en dåsecola som samlingspunkt, og var ikke særlig stolt over at have taget telefonen fra en uskyldig rengøringsdame."

"Da Jan Mølby var på sit højeste i England, var det meget normalt, at de engelske spillere gav den én på hatten på pubben - også dagen før de skulle spille. Træneren var også tit med. Det var ikke noget problem. De skide englændere havde en tendens til bare at ryste tømmermændene af sig, og når de gik hen til stregen, inden kampen blev fløjtet i gang, kunne man intet mærke på dem.

Så gav de den fuld skrue i 90 minutter og gik så direkte ud og drak bajere igen. Det var altså ikke helt tilfældigt, at man havde en dør direkte ind til pubben fra spillernes omklædningsrum, da Jan Mølby var træner i Kidderminster, som var en lille klub i den engelske fjerde division."

"Vi havde i forvejen et lidt anstrengt forhold til en svensk ekspert, som var sidemand til Preben Eljær og jeg, da vi kommenterede en kamp i Italien mellem Sampdoria og topholdet AC Milan. Overraskende kom Sampdoria foran 1-0, men ingen havde helt styr på, hvem den scorende spiller var. Han var ung og ny på holdet.

Preben og jeg havde tilfældigvis lige lavet en masse om ham for en italiensk avis - og så scorede han pludselig - men svenskeren ved siden af os vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han besluttede sig for at stjæle vores papirer med noter om spilleren, og da vi opdagede det, rejste Preben sig op og gav ham sådan en syngende lussing, at den stakkels svenske ekspert nærmest røg af stolen, og papirerne fløj til alle sider.

Folk omkring os var fuldstændig i chok, fordi Preben var jo et kendt ansigt dernede på det tidspunkt. Men svenskeren rørte ikke ved vores noter igen."

"Da vi var i Brasilien under VM sidste år, blev vi indlogeret helt ude ved Amazonas. Altså nærmest i junglen. Det var meget primitivt, og jeg kan huske, at jeg var nervøs for, om der kravlede giftige dyr ind til mig om natten, så jeg tjekkede minutiøst mit værelse og sengen hver aften. Der havde jeg meget svært ved at sove. Og det var ikke engang fordi, at det var billigt - det var det bedste, der var til rådighed!"

"Da Maradona spillede i Sevilla, kunne ingen få et interview, men Preben Elkjær og jeg blev enige om, at nu skulle det fandeme være. Vi tog af sted uden nogen aftale, men på vores hotel talte en gæst om, at han havde set Maradonas kone på et andet hotel. Så styrtede vi derover, hvor Preben fik fat i konen.

Hun fortalte, at hun ikke vidste, hvor han var, men at han måske skulle til træning den dag. Vi kørte ud til træningsanlægget, og der var ingen Maradona, selv om resten af holdet trænede på livet løs. Omtrent tyve minutter inde i træningen kom der pludselig en kæmpe bil susende op på sidelinjen, huggede bremsen i, og ud trådte to bodyguards med ham den lille tykke lige efter. Maradona gik langsomt ud til træneren på midten af banen, snakkede lidt ham, og gik tilbage igen. Han skulle altså ikke træne den dag. Så kiggede han ud på sidelinjen, hvor han fik øjenkontakt med Preben, og pludselig væltede det ind på banen med spanske journalister og fotografer.

Maradona vendte sig hurtigt om, pegede på dem og bad dem meget hårdt om at skrubbe af, som om de var børn eller hunde. 'Jeg skal snakke med dansk tv!' råbte han, og så fik vi en halv times interview med ham. Han havde stor respekt for Preben og hans karriere i Italien."

"Da Tyskland slog Brasilien 7-1 under VM 2014, oplevede man en befolkning, som blev så knust af nederlaget, at de var helt væk. Det var en meget markant og stærk oplevelse. Det er sorg på en helt anden måde, end hvis vi herhjemme er kede af det eller skuffede. Det var deres trøje, det var gået udover. Deres stolthed.

På kampdagen var der helt gult allevegne, fordi alle havde den brasilianske trøje på. Dagen efter skulle vi køre til lufthavnen, og på de 50 minutter i bilen så vi én gul trøje - og det var altså under VM i hjemlandet Brasilien. Det var deres hjerte, der var i trøjen - og trøjen var død, sagde de."

"Under VM i Tyskland i 2006 skulle Maradona kommentere en kamp for en spansk radiostation. Jeg var også til stede på stadion, men Maradona var ikke ankommet, da kampen startede. Den spanske kommentator, som havde sat aftalen i stand, var tydeligt febrilsk og nervøs, fordi han manglede stjernen, som han havde lovet lytterne.

Da der var spillet ti minutter af kampen, kom der pludselig fem bodyguards gående ind med en kæphøj Maradona i midten. Han havde en frakke løst hængende på skuldrene og en kæmpe cigar i kæften, og i stedet for at gå op til sin plads gik han direkte ud på balkonen og vinkede til hele stadion. Alle kommentatorerne og det meste af publikum rejste sig op og klappede. Det var så vildt. Kampen var jo stadig i gang. Men så lod man kamp være kamp og Maradona være Maradona."

"Der er alt for mange penge i fodbold i dag. Man kan som almindelig presse i dag ikke komme i nærheden af de store spillere, som man kunne engang - og det ødelægger fælleskabsfølelsen. Jeg har lavet fire-fem direkte interviews face-to-face med Maradona.

Det kan slet ikke lade sig gøre med den type spillere i dag. Selv om Messi og Ronaldo er kæmpestore idoler for så mange mennesker, så er de ikke til at komme i nærheden af. De er for langt fra virkeligheden og fra folket. Men sådan er virkeligheden desværre nu.

Man kan komme en anelse i 'nærheden' af Cristiano Ronaldo, når han skal promovere en ny underbuks, men generelt er cirkuset omkring de største spillere i dag fuldstændig overdrevet."

"Jeg tænkte overhovedet ikke over ordet huttelihut, da jeg sagde det. Den har jo ligget et eller andet sted, men det nærmeste, jeg kan komme, er noget jazz, mine forældre lyttede til, hvor der var en sang, der havde noget huttelihut over sig. Men jeg kan ikke placere den.

Der er fandeme ellers mange, der efterfølgende er kommet med forslag til, hvor udbruddet kommer fra. Under selve kampen var stemningen en anelse urolig og febrilsk i kommentatorboksen, fordi ingen havde ikke forventet, at Danmark kom i finalen. Vi kunne simpelthen ikke regne ud, hvorfor vi var kommet så langt. Men det var kæmpestort!

Efter vi havde scoret til 2-0, begyndte jeg at blive lidt urolig for om resultatet ville holde. Så sagde min medkommentator Preben Elkjær til mig: 'Er du pessimist?'. 'Nej, men jeg er lige ved at gøre noget, der lyser som det i bukserne!' Preben røg også helt vildt meget dengang, og han skoddede en cigaret i min taske på et tidspunkt, fordi han helt glemte, hvor han var. Det betød, at jeg måtte sidde og trampe på tasken, samtidig med at vi skulle kommentere kampen."