Flyttetid? Sådan finder du den rigtige lejlighed
Dette indhold er sponsoreret
At finde sin drømmelejlighed kan være hårdt arbejde, men det er ikke umuligt. Er du på udkig efter en ledig lejlighed? Læs med her, hvor du finder fire gode råd til, hvordan du griber jagten an.
Find den rigtige lokation
Du har formentlig allerede besluttet dig for hvilken by, du vil bo i, men det er alligevel ikke så simpelt endda. Ligger studiet eller arbejdet f.eks.i hjertet af Aarhus, er der lejligheder nok at vælge imellem i centrum, men de er ofte dyrere. Er du derimod villig til at bo en smule udenfor centrum, kan du meget vel ende med at spare op mod en tredjedel af prisen i husleje. Du bør derfor først og fremmest danne dig et overblik over lejlighedsmarkedet i byen. Spørg derefter dig selv, om du er villig til at betale ekstra for at bo i centrum, eller om du måske hellere vil bo lidt udenfor byen for at få råd til et ekstra værelse eller en lejlighed af højere kvalitet.
Overvej sæsonen
Flytter du til en ny by for f.eks at studere, er det også vigtigt at have sæsonen in mente. De fleste studier begynder 1. september, og der er derfor som regel stor efterspørgsel på de studievenlige lejligheder i juli og august. Du kan derfor med fordel overveje at komme de mange ansøgere et par måneder i forkøbet. Hvis du er sikker på, hvor du skal studere eller arbejde, kan du derfor begynde at søge allerede i maj eller juni, hvor markedet er mere roligt.
Roomies eller ej
I mange studiebyer har unge mennesker en tendens til at bosætte sig sammen. Nogle af lyst, andre af nød. Du vil formentlig støde på mange opslag med disse bofællesskaber, men overvej grundigt, om du vil bo alene eller samme med andre, og sørg altid for at forventningsafstemme med eventuelle roomies, inden I flytter sammen – og lad for guds skyld være med at love noget, du ikke kan holde, uanset om det omhandler sociale aktiviteter eller rengøring.
Lav en prioriteringsliste
Det er nemt at sige, at du er på udkig efter en centralt beliggende treværelses lejlighed med fjordudsigt samt både vaske- og opvaskemaskine, men er det også realistisk ift. dit budget? Hvis ikke, kan du lave en prioriteringsliste over de forskellige faciliteter for at finde ud af, hvor du, om nødvendigt, er villig til at spare – og ikke mindst for at finde ud af, hvad du absolut ikke vil gå på kompromis med.