Fra barn til voksen: Sådan opleves julen i forskellige alderstrin
"Og pludselig opdager du, at de serverer flæskesteg i stedet for and, og din barndomsjul føles mest af alt som et andet liv."
Julen var bedre i gamle dage. En sætning, vi har hørt, siden vi selv var børn, og som begynder at give mere mening, jo ældre vi selv bliver. Uanset hvor meget man prøver at ramme den der julestemning, man husker fra sin barndom, sker det aldrig rigtigt.
Og det er der kun én god grund til: Julen bliver simpelthen værre, jo ældre du bliver.
Læs her hvorfor.
Barndommen: Julens storhedstid
Et helt lille barn forstår selvfølgelig ikke helt, hvad jul er. De nyder de flotte lys, den gode stemning og ikke mindst opmærksomheden, for både mor, far, bedsteforældre, tanter og onkler vil sørge for, at barnets første (og anden og tredje) jul bliver helt perfekt.
Når barnet så bliver lidt ældre og begynder i børnehaveklasse, kommer vi til julens absolutte storhedstid. Barnet får stadig alt opmærksomheden, men begynder nu også at forstå, at det er tid til gaver - og dermed kan man med alenlange ønskesedler selv være med til at bestemme, hvad der skal ligge under træet. Og så er der selvfølgelig lige det kæmpe plus, at julen også betyder juleferie og fri fra skole.
Og det er altsammen helt fantastisk. Indtil du finder ud af, at julemanden ikke findes. Dit verdensbillede ramler, og du begynder at undre dig over, hvad dine forældre ellers har løjet om. Hvis de da overhovedet ér dine forældre. Du får stadig dine gaver, men det er bare ikke helt det samme, når du nu ved, at de ikke kommer fra julemandens legetøjsfabrik.
Teenager: Magien er væk
Julemanden er væk, og det samme er opmærksomheden. Du er nemlig ikke rigtig et barn mere, og derfor kan du heller ikke se frem til alt det legetøj, der plejede at ligge under træet. Nu er det nemlig ikke legetøj, der står på din ønskeseddel, men derimod andre ting - dyre ting - som giver status i skolen. Men dine forældre giver ikke så dyre gaver, og du frygter allerede at starte i skole igen til januar, når alle andre fortæller om de dyre gaver, de fik til jul.
Voksen: Det går kun ned af bakke herfra
20-30 år: Du er begyndt at tjene dine egne penge, og du er derfor forpligtiget til at give hele din familie gaver. Det betyder, at du rent faktisk skal sætte dig ind i, hvad alle ønsker sig - eller stikke dem allesammen det samme gavekort. Måske har du også en kæreste, som fortjener (eller forventer..) en dyr gave. Og måske skal du holde jul med hende og hendes familie, hvilket betyder, at julen minder mindre og mindre om den, du kender. Og pludselig opdager du, at de serverer flæskesteg i stedet for and, og din barndoms jul føles mest af alt som et andet liv.
30-40 år: Nu er du gift. Du har selv børn. Og vi ved jo alle, hvad det betyder: Det er børnene, julen handler om. Så du bruger ethvert ledigt minut på at jagte de helt rigtige julegaver - sammen med alle de andre opgivende forældre, som prøver at fremtvinge en falsk juleglæde, imens de mes af alt frygter, at lige dét legetøj, som deres snullerpullergøj ønsker sig, er udsolgt.
40-50 år: Nu er dine børn så store, at julens magi også er begyndt at forsvinde for dem. Det betyder, at gaverne under træet skal være endnu større - og endnu dyrere, hvis der skal sprede sig bare en smule julestemning i det lille hjem. Men det har du ikke råd til. Og din ældste datter bruger hele juleaften låst inde på sit værelse, undtagen de par gange hun stikker hovedet ud for at minde dig om, at du ødelægger hendes liv.
50-60 år: "Hold da op, er det allerede jul," tænker du omkring en uge før december. Der er nemlig ikke rigtig noget særligt ved julen længere. Dine børn er flyttet, og din kone - hvis du stadig har sådan en - sørger for det hele. Børnene kigger forbi i et par timer, hvis det da er jeres tur til at holde jul med dem i år.
60-70 år: Nu er du efterhånden ved at være så gammel, at folk ikke forventer det helt store af dig. Ved du ikke lige, hvad det der, der står øverst på ønskesedlen, er? Det er okay. Du er jo gammel. Du har også børnebørn nu, og børnenes juleglæde er tilbage. Samtidig kan du more dig over, at dine egne børn er mindst lige så fortvivlede nu, som du var, da du var på deres alder. Tag et glas gløgg mere - du skal alligevel ikke køre hjem.
70-80 år: Nu opdager du knap nok, at vi er gået ind i december. De har jo alligevel pyntet op siden oktober.
80-90 år: "Julen var helt klart bedre i gamle dage!"