Frankenstein får punkattitude: Maggie Gyllenhaal giver The Bride sin egen vilje i første trailer

2025 var året, hvor Guillermo del Toro pustede nyt liv i Frankenstein. 2026 ser ud til at blive året, hvor det hele handler om hende, der altid har stået i skyggen. Maggie Gyllenhaal er klar med The Bride, en nyfortolkning af den klassiske Bride of Frankenstein, og hvis traileren taler sandt, er det her langt fra en støvet sort-hvid hommage.

Filmen lander i biograferne den 6. marts, og Warner Bros. lægger ikke skjul på, at de har store forventninger. Med Jessie Buckley i titelrollen og Christian Bale som Frankenstein-monsteret er der tale om en version, der både vil ruske op i mytologien og skrue op for energien.

Punk, vrede og en brud med noget at sige

Maggie Gyllenhaal har tidligere vist med The Lost Daughter, at hun ikke er bange for ubehagelige karakterer og kantede fortællinger. Med The Bride tager hun skridtet videre og giver et af filmhistoriens mest misforståede figurer en stemme – og en agenda.

Jessie Buckleys version af The Bride er ikke bare et biprodukt af Frankensteins ensomhed. Hun er sin egen karakter med behov, frygt og vrede. Ifølge Gyllenhaal er det netop dét, der altid har manglet i tidligere versioner: Hvad sker der, når kvinden, der bliver bragt tilbage fra de døde, ikke bare siger ja til rollen som evig kæreste?

Traileren antyder en rå og næsten punkrock-agtig stemning, hvor The Bride ikke er et objekt, men en kraft, der ikke har tænkt sig at finde sig i noget som helst.

Et cast, der lugter af prestige

Ud over Buckley og Bale byder filmen på et ensemble, der mest af alt ligner et prisuddelingspanel. Peter Sarsgaard, Annette Bening, Penélope Cruz og Jake Gyllenhaal er alle med, og det lugter langt væk af en film, der både vil have kant og kunstnerisk tyngde.

Christian Bale spiller monsteret med en blanding af sårbarhed og fysisk tyngde, som passer godt ind i fortællingen om et væsen, der både er skræmmende og dybt menneskeligt. Dynamikken mellem ham og The Bride ser ud til at være filmens emotionelle kerne – og potentielle slagmark.

Frankenstein-universet: altid genopfundet, aldrig færdigt

Mary Shelleys Frankenstein har siden 1800-tallet været en af de mest genfortolkede fortællinger i populærkulturen. Fra Boris Karloffs ikoniske monster i 1930’erne til moderne, psykologiske versioner har historien konstant ændret form.

Bride of Frankenstein fra 1935 er især berømt for Elsa Lanchesters korte, men ekstremt mindeværdige optræden. Hun er kun med i få minutter og siger stort set ingenting, men hendes visuelle udtryk har sat sig fast i filmhistorien. Det er netop det tomrum, Gyllenhaal forsøger at udfylde.

En monsterfilm med nutidigt temperament

The Bride ligner ikke en klassisk gyser, men snarere et vredt, stiliseret og bevidst drama forklædt som monsterfilm. Den handler ikke kun om at skabe liv, men om hvad der sker, når det liv nægter at følge manuskriptet.

Hvis traileren holder, er det her en Frankenstein-fortælling, der ikke beder om forståelse, men kræver plads. Og det gør den med støvlerne solidt plantet i 2026.