Fuldskab, nye flirts og truende ekser: Derfor skal du se den nye sæson af Ex on the Beach
Den nye sæson starter om lidt!
"Ex on the Beach" er tilbage med en ny dansk sæson. Der er skruet op for kærestekonflikterne, temafesterne og lagengymnastikken.
Uanset om du kigge med for at se drama, damer eller folk der dummer sig, så burde der være lidt for hver smag.
Denne gang tager 8 nye singler til Mauritius for at jagte kærligheden, men allerede fra start, står én ting klart: det bliver vildere, vådere og mere vanvittigt end sidste sæson.
Under den bagende sol på paradisøen Mauritius flytter otte smukke, unge singler ind i en helt ny luksusvilla med vidt forskellige håb og drømme for deres ophold. For hvor nogen er kommet for at finde kærligheden og måske endda finde den eneste ene, så har andre ikke meget andet på dagsordenen end at få deres livs fest og gøre en masse nye bekendtskaber.
Men, som altid, så lurer dramaet lige om hjørnet i ”Ex on the Beach” for nede på stranden står en stribe af deltagernes ekskærester klar til at invadere villaen og skabe mest mulig ravage i forsøget på enten at genvinde den eneste ene, som endte med at stikke af, eller fortælle en sandhed eller to til ekskæresten, som fortjener nogle verbale øretæver.
I takt med, at der lukkes op for følelser og sprutflasker, så sidder følelserne lynhurtigt udenpå tøjet, og så er der dømt fuld knald på kærestedramaet og intrigerne.
Én efter én vil tidligere flammer, hungrende fuckbois og umættelige mandeædere stige op af det forræderisk smukke blå ocean og livets ulidelige lethed bliver sat alvorligt på prøve.
Der venter en noget dramatisk overraskelse allerede i første afsnit. Her kommer Danmarks største dramaqueen gående op af stranden, men hvem er ekskæresten?
Ex on the Beach har premiere søndag den 17. marts kl. 22.00 på Kanal 4, og bliver sendt hver søndag, mandag og tirsdag.