Musik

Fyre Festival 2 starter stærkt ud – lokale myndigheder aner intet om et kommende event

God start!

Fyre Festival 2 starter stærkt ud – lokale myndigheder aner intet om et kommende event
Foto: Netflix
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 6. marts 2025

Man skulle tro, at Billy McFarland ville gøre alt for at sikre, at Fyre Festival 2 ikke blev en gentagelse af det kaos, der udspillede sig i 2017. Men allerede nu begynder alarmklokkerne at ringe, da myndighederne på den ø, hvor festivalen angiveligt skal finde sted, hævder, at de intet ved om eventet.

Et festivalfiasko vender tilbage

For dem, der måske har glemt det: Den første Fyre Festival i Bahamas blev en katastrofe, der resulterede i, at McFarland røg i fængsel efter at have svindlet investorer og festivalgæster for over 26 millioner dollars. Efter fire år bag tremmer og en løsladelse i 2022 var han hurtigt ude med planer om en genoplivning af festivalen.

Sidste år bekræftede han, at Fyre Festival 2 var på vej, og i februar blev billetterne sat til salg med priser fra 1.400 til 1,1 millioner dollars.

Ingen ved tilsyneladende, at festivalen skal finde sted

Fyre Festival 2 er planlagt til at løbe af stablen fra 30. maj til 2. juni på Isla Mujeres, en ø ud for Cancúns kyst i Mexico. Programmet lover musikalske optrædener hver aften samt daglige aktiviteter som vandsport, wellness og kulturelle oplevelser.

Problemet? Ifølge The Guardian har de lokale myndigheder aldrig hørt om eventet. Edgar Gasca, medlem af Isla Mujeres’ turismedirektorat, udtalte:

“Vi har ingen viden om denne begivenhed og har ikke haft kontakt med nogen person eller virksomhed omkring den. For os eksisterer dette event ikke… Denne festival kommer ikke til at ske. Der er røde flag overalt.”

Gasca tilføjede, at ingen af de hoteller, der er opført som officielle festivalindkvarteringer, er blevet kontaktet, og at ingen har søgt om de nødvendige tilladelser.

Hvem har ret?

To virksomheder, som McFarland har hyret til at håndtere festivalens logistik, hævder dog, at de har etableret kontakt med myndighederne og sikret førsteklasses venues og hoteller i samarbejde med lokale partnere.

Om festivalen ender med at finde sted, eller om det bliver endnu et spektakulært kollaps, må tiden vise. Men hvis fortiden er en indikator, kunne det godt tyde på, at Fyre Festival 2 er på vej mod endnu en brændende fiasko.