Fans af Game of Thrones og bøgerne bag serien, A Song of Ice and Fire, må endnu en gang bide tænderne sammen. George R.R. Martin har i et nyt interview med The Hollywood Reporter løftet sløret for, hvorfor The Winds of Winter stadig ikke er færdig – og det lyder ikke som om, vi er tæt på.
“Jeg elsker stadig verden og verdensopbygningen,” siger Martin. “Men ja, nogle gange er jeg bare ikke i humør til det.”
En kamp mod træthed og perfektionisme
Martin forklarer, at det ikke nødvendigvis er mangel på idéer, men snarere en konstant usikkerhed omkring det, han allerede har skrevet. Nye idéer opstår, som tvinger ham til at omskrive større dele af manuskriptet. Derudover er projektet blevet så komplekst, at det bremser processen i sig selv.
Han nævner også, hvordan Dune-forfatteren Frank Herbert følte sig “låst fast” af succesen og ikke længere nød at skrive i sit eget univers – noget Martin til dels relaterer til.
Winds of Winter er stadig målet – men han er presset
“Det ville føles som et totalt nederlag, hvis jeg ikke får det færdigt,” siger Martin, der stadig håber at skrive både The Winds of Winter og den afsluttende bog A Dream of Spring. Men han indrømmer også, at presset – både fra fans og hans egen perfektionisme – tynger.
Samtidig har han travlt med en lang række andre projekter, herunder House of the Dragon og den kommende spin-off A Knight of the Seven Kingdoms, baseret på hans Dunk and Egg-noveller. Oveni det skal han også færdiggøre andet bind af Fire and Blood, sin historie om Targaryen-slægten.
“Hvis jeg bare kunne få de andre projekter af banen, kunne jeg måske få Winds færdig snart,” siger han. “Men… jeg ved det ikke. Nogle gange er jeg bare ikke i humør.”
Ikke noget medforfatterskab – heller ikke posthumt
Martin understreger også, at hvis han ikke når at gøre serien færdig, vil ingen andre få lov at skrive den færdig. Under et WorldCon-event blev han spurgt, om han ville lade en anden forfatter afslutte serien, hvis han døde – og han blev tydeligvis ramt af spørgsmålet.
“Jeg havde ikke brug for det der pis,” sagde han. “Ingen har brug for det.”
Han sammenligner situationen med Charles Dickens’ ufuldendte værk The Mystery of Edwin Drood – og gør det klart: Hvis han ikke når det, så når han det ikke.
For fans, der har ventet siden 2011 på næste kapitel, er det en svær pille at sluge. Men i det mindste er Martin ærlig. The Winds of Winter er stadig et mål. Det er bare et mål, der virker længere væk end nogensinde.
Læs også: