Gør mænd det også?
Læser mænd også om stjernerne, eller skal det blot hedde sig at de ikke gør, medmindre stjernen er nøgen?
Hvor tit hører vi ikke - Det har hun nok læst i stjernerne, eller - Tror du virkelig på det shit. Det maskuline køn ryster ofte på hovedet af os piger når vi lige skal tjekke ugens horoskop i avisen eller et lidt "dybere" i den nyeste udgave af Woman!
Hvorvidt alle teorier om stjernetegn er rigtige ved jeg ikke. Dog ved jeg, at man ifølge de horoskoper, der laves i østen, kan være en bjergabe, og i næste måned et får. Altså come on, er det så ikke bedre at være en stærk Løve, som man jo er når man er født i perioden 22. juli - 22. august.
På arbejdspladsen forleden sad en mandlig kollega og bladrede i avisen, og da han nåede til dagens vise ord, blev de også kommenteret, og han sammenlignede de små ikoner med, at han var kommet for sent op. Han læste det!
Hvis man skal tro astrologerne, styres Løvens tegn af solen. Jamen piger, så er der nok en masse varme drenge i det ganske land lige nu, hvor vi nærmest har tropiske tilstande i lille Danmark. Fysisk skulle de styres af hjertet og ryggen. Så forstår jeg det hele meget bedre, men guderne må vide hvad disse "strand-Løver" laver resten af året!
Måske får du svaret her, for ingen ringere end Fidel Castro, Napoleon Bonaparte og Benito Mussolini, er født under denne solfyldte himmel, hvor torden kun kan være ekko fra et løvebrøl.
Den stærke løve er en stor organisator, der er meget dygtig til, at sætte andre i gang. Hans medfødte myndighed får andre til at adlyde, selvom de ikke selv føler det sådan, men det skyldes at han er en naturlig leder. Se det passer meget godt på Lars Larsen, også kendte som Dynelarsen, der er født under denne stjerne. Han er hamrende god til, at sætte andre i gang, de adlyder og knokler en vis del ud af bukserne for hans skyld. Og man skal ikke forvente nogen tak, det er jo hans ego, der skal styrkes.
Søndagsavisen dumper ind af brevsprækken, og alt imens man sidder der og bladrer siger en spinkel drenget teenager - Kan du ikke lige slå op på stjerne! Hvorefter avisen er kapret den næste time fordi det skrevne om hans dårlige manerer skal op til morgendebat, helst inden alle er vågnet op til virkelighed. Han læste det!
Månen, Neptun og Mars er også indblandet i denne stolte løve. Det eneste jeg kender til Neptun er, at de laver Boblebade. Men det passer nu også godt til den lidt dovne, materialistiske og højtstilende konge, der elsker driverlivet, og går amok, og står i flammer når hans mål og ideer ikke modtages positivt fra omverdenen. Før i tiden kaldte man sådanne udbrud for månesyge når pigerne fik det månedlige. Men i virkeligheden er det måske noget en løve har fundet på, for ikke at lyde hysterisk i andres ører. Mars er jo perfekt, dejlig sprød chokolade fyldt med det blødeste creme. Er det hvad løven spiser når han ligger der på briksen ved swimmingpool og driver den af!
Piger der har et stort ønske om, at få en kæreste, der går op i sit udseende og i, at være uimodståelig for enhver feminin skabning, skal bare vælge sig en løve. Så har du også store chancer for at høste udbyttet af den indsats han lægger for dagen. Du kommer til at bo i en kæmpe villa med flere biler og hele pivetøjet. Hvis man altså skal tro på stjerner, månen og solen.
I en togkupè mellem Randers og København sidder et meget forelsket par midt i tyverne, og deler et ugeblad. Han er dybt koncentreret og udbryder pludselig - skat, i stjerne står der at jeg ikke vil have held i økonomiske sager før om to uger, hvorefter han siger - så er det vist meget godt at vi ikke tog i banken for at låne de penge. Han læste det!
Som en eksplosion fra det ydre rum, begyndte man at bruge stjernetegnene når der skulle ansættes nye medarbejdere. Ved at bruge denne metode under et interview til det fedeste job, tror mange erhvervsledere på, at de finder den rette profil til det job man gerne vil have udført. Når en løve skal til interview på et nyt job, kan man godt lægge alle skemaer og tests lang væk. Løven er rank og majestætisk som en rigtig Konge, der kun går i det rigtige tøj, siger de rigtige ting, ser hamrende godt ud i sit nye Armani jakkesæt, og charmerer sokkeholderne af selv den mest hærdede Headhunter.
Dybt inde, bag det brusende løveblod, gemmer der sig en stor romantiker, en der gør alt for sin familie, alt i alt en meget livsglad personlighed. Løven behøver ikke stræbe efter, at være elsket, for sådan er det bare, løver elskes for deres energi og sociale succes.
En sen sommeraften, efter en lang arbejdsdag, sad en mandlig headhunter og læste det ene horoskop efter det andet, og sagde til konen - Det er utroligt, hvad man kan kan få ud af, at analysere ansøgernes stjernetegn. Han læste det, han brugte det og han troede på det!
Man keder sig aldrig sammen med en løve. Ikke så meget fordi man skal løbe stærkt for ikke, at blive spist, og dog. Der sker altid noget nyt, der findes altid nye jagtmarker og intet kan ødelægge hans naive tro på, at alle mennesker, uanset rang, er lige meget værd.
Man kan vist konkludere, at mænd også læser stjernetegnene, og ikke altid så diskret som de ønsker det skal være. De ikke bare læser det, de bruger det, og er det mon rigtigt, at de også tror på det!
Det er nok slet ikke så tosset at fange en løve, så længe man ikke sætter den i bur.