Der er snart gået halvandet år siden Grand Theft Auto VI officielt blev annonceret af Rockstar Games – og vi venter stadig. Fans har i månedsvis spekuleret i datoer, trailere og nye detaljer, men indtil videre har udviklerne forholdt sig overraskende tavse. Nu forklarer Take-Two Interactive, selskabet bag Rockstar, hvorfor.
Allerede i december 2023 bekræftede Take-Two, at GTA 6 var på vej. Men siden den første trailer i december sidste år har der ikke været meget at komme efter. Ingen ny trailer. Ingen fastsat dato. Kun en vagt udmelding om, at spillet lander “til efteråret 2025”.
Og det er ikke ligefrem betryggende nyt for de mange, der har ventet siden 2013 – året, hvor GTA V udkom. Internettet er i mellemtiden blevet spækket med memes, der håner den evige ventetid: “Vi fik [indsæt mærkeligt internetfænomen] før GTA 6” er efterhånden blevet et fast punkt i kommentarfelter verden over.
“Vi vil hellere bygge forventning op”
Men nu har Take-Two CEO Strauss Zelnick givet lyd fra sig og sat ord på, hvorfor man stadig holder kortene tæt til kroppen.
“Vi har fundet ud af, at det fungerer bedre at udgive markedsføringsmateriale tættere på udgivelsesdatoen – det skaber mere spænding og balancerer samtidig forventningerne,” siger Zelnick.
“Jeg rammer ikke altid plet, men det er dét, vi forsøger.”
Med andre ord: Det handler om timing. Og måske om at holde hypen i live lidt endnu, uden at sætte sig selv under pres med deadlines, som alligevel kan risikere at blive skubbet.
Vice City og høje forventninger
Traileren har allerede afsløret, at spillet vender tilbage til Vice City, Rockstars version af Miami, og både grafik og atmosfære ser ud til at overgå alt, vi har set tidligere i serien. Men med rygter om en pris, der kan lande tæt på 700 kr., skal det også sidde lige i skabet ved udgivelse – noget Take-Two for alt i verden vil undgå at sjuske med.
For de fans, der håber på en dato til kalenderen, er det dog stadig tålmodighed, der gælder. Det eneste konkrete vi har, er den brede ramme: efteråret 2025. Og eftersom vi først lige er trådt ind i foråret, er der stadig god tid til, at Rockstar kan pudse, polere og perfektionere.
Indtil da må fans holde sig til rygter, Reddit-teorier og YouTube-analyser – og måske allerede nu overveje, hvilke sygedage man skal sætte kryds ved, når den store dag en gang bliver offentliggjort.