Grand Theft Auto 6 er ikke engang udkommet endnu, men kampen om at blive blandt de første til at spille er allerede begyndt.
Rockstar Games lancerer efter planen GTA 6 digitalt ved midnat lokal tid den 19. november 2026. I stedet for at åbne spillet på præcis samme tidspunkt over hele kloden bliver adgangen dermed rullet ud efter de forskellige tidszoner.
Det giver selvfølgelig en interessant mulighed: Hvis din konsol pludselig tror, at den befinder sig i New Zealand, kan turen til Vice City potentielt begynde adskillige timer tidligere.
New Zealand bliver først lukket ind
Ifølge registrerede lanceringstidspunkter på PlayStation Store begynder GTA 6-udrulningen i New Zealand. Her bliver spillet tilgængeligt, når klokken rammer midnat den 19. november lokal tid.
Derefter fortsætter lanceringen gennem blandt andet Australien, Japan og Indien, inden turen kommer til Europa og senere Nordamerika.
Forskellen mellem nogle af de første og sidste regioner er omkring 20 timer. Det er med andre ord ikke bare et spørgsmål om at få 20 minutter ekstra med spillet.
Og netop derfor er det gamle “New Zealand-trick” igen kommet på banen.
Læs også:
Xbox-spillere vil snyde sig til en tidligere start
På Xbox Series X/S kan konsollens region ændres, og derfor planlægger spillere allerede at indstille deres maskine til New Zealand.
Fungerer det som ved tidligere spiludgivelser, kan en Xbox i Danmark dermed potentielt få adgang til GTA 6, når spillet bliver låst op i New Zealand – selvom det stadig er den 18. november herhjemme.
PlayStation 5-ejere har ikke helt samme nemme mulighed. Her kan man ikke blot skifte konsollens region. Det kan teknisk set lade sig gøre at købe spillet via en separat New Zealand-konto, men det kræver blandt andet en konto og betalingsmulighed til den pågældende PlayStation Store.
GTA 6 kan downloades inden premieren
Der bliver heldigvis mulighed for at få selve downloadarbejdet overstået på forhånd.
Spillere, der har forudbestilt GTA 6, kan begynde at preloade spillet fra den 12. november. Rockstar har endnu ikke meldt ud, præcis hvor meget lagerplads der skal ryddes på konsollen.
Denne gang bliver der samtidig ikke meget hjælp at hente fra en fysisk kopi, der ved et uheld lander i postkassen nogle dage for tidligt. De fysiske udgaver indeholder en digital downloadkode frem for en traditionel spildisk.
13 års ventetid nærmer sig endelig slutningen
GTA 6 bliver det første helt nye hovedspil i Grand Theft Auto-serien siden GTA 5 udkom tilbage i 2013.
Denne gang går turen til den Florida-inspirerede delstat Leonida og et moderne Vice City. Historien kredser om Jason Duval og Lucia Caminos, som bliver trukket ind i en større kriminel fortælling efter et kup, der ikke går helt efter planen.
Grand Theft Auto 6 udkommer til PlayStation 5 og Xbox Series X/S den 19. november 2026.
For nogle Xbox-spillere kan den dato dog meget vel blive den 18. november – i hvert fald hvis konsollen får lov til at tro, at den står på den anden side af kloden.
Læs også: