Magasinet M!

Guide: Sådan booster du hendes liderlighed

Du, skønne mand, du har en kæmpe, for ikke at sige altoverskyggende betydning for, hvor liderlig hun er i sengen.

Guide: Sådan booster du hendes liderlighed

Oh Boy, NU bliver det hot! Og yes, du læste rigtigt. For lur mig om ikke du har lyst til at lære ét trick eller ni. Ellers havde du slet, slet ikke klikket ind på denne artikel. For dig, du skønne mand, du har en kæmpe, for ikke at sige altoverskyggende betydning for, hvor liderlig hun er i sengen.

En klog mand sagde engang, at alt god sex starter i stuen. Og nej, jeg mener IKKE, at du flux skal hive hende op på kakkelbordet fra farmor og give hende en ordentlig omgang. Det jeg mener er, at hvis du virkelig vil tænde op under hende, så skal du vide, at kvinders seksuelle tænding starter uden for soveværelset.

Er I stadig i forelskelsesparforholdet, så lever I stadig højt på naturens kemi, som har givet jer begge et ordentlig skud af ”Par jer, og giv jeres gener videre”-endorfiner i hjernen. Og så kan du måske tænde hende, blot ved at sende en sms om, at du er på vej hjem fra job. Men befinder I jer i kærlighedsparforholdet, så vil du blive rigtig glad for at læse videre.

For når forelskelsen lægger sig ned, og kærligheden overtager (hvis I ellers er dygtige til at holde den ved lige), så sker der noget med kvinders lyst. Den daler i de fleste tilfælde. Og så kan man som mand dælme godt føle sig en smule snydt! For her gik man lige og troede, at man havde fundet ét skår med samme sexdrive som én selv.

Don´t worry! Din adfærd er altafgørende, og din adfærd bestemmer du heldigvis selv over, og det er derfor i din magt.

Og TRO mig, vi kvinder ville ønske, at vores sexdrive også bare sådan lige vupti, vupti var på højde med jeres, og at vi fik lyst til sex blot ved spørgsmålet: ”Har du lyst, skat?” Men sådan forholder det sig sjældent.

What to do?

1)      Du er nødt til at erkende og forstå, at den måde du behandler hende på, påvirker om hun har lyst til dig. Altså dig som menneske. Hun kan sagtens have en masse sexlyst, bare ikke til dig, og hvor frustrerende er det lige? Enten så har du en adfærd, der skubber hende væk eller også så har du en adfærd, der trækker hende tættere på! Det er et livsvilkår.
 
2)      Vores følelsesregister er vejen frem til sex. Jaja, sådan er det ikke med jer mænd, og fair nok. Men sådan fungerer kvinder. Du kan forstå det eller lade være. Så ja, måske KAN du godt knalde selvom I har skændes så det bragede, men det kan hun nok ikke. Hjertet og underlivet taler sammen. Er hun såret, føler hun sig svigtet, er hun ked af det, bekymret, så er det rigtig svært for mange kvinder at give sig hen til sex. Hold om hende, spørg, hvad hun har brug for, snak med hende, få ro på ”lejren” igen.
 
3)      Gør hende tryg! Vores kroppe og hjerner lever i stenalderen. Vil du booste hendes liderlighed, skal du forstå vigtigheden af, at hun er tryg i forhold til dig. Mange kvinder i dag er sindsygt selvstændige, og det er fantastisk, men derfor har hun altså stadig brug for at vide, at du holder hende, hvis hun falder. Er du der for hende, når hun har brug for dig? Eller lader du hende i stikken med devisen om: ”Hendes problemer, må hun sku selv ligge og rode med?”
 
 
4)     Du har som mand ca. 10 gange så højt Testosteron-niveau i kroppen. Det betyder, at du er meget mere lysten end hun er i mange tilfælde. Er det hendes skyld? Nej. Er det træls? Ja! 

Læs også: 10 Grunde til at dyrke mere sex

5)      Kvinder er auditive, vi tænder på det vi hører. TAL TIL OS! Fortæl os om dig, hvad du tænker, hvad du oplever, hvad du føler – yes, jeg ved det er svært. Men vi har brug for det. For når du åbner op ind til dig, så kan vi mærke dig som mand og mærke hvem du er som menneske. Snak med os om, hvad der sker i vores liv. Øv dig i, at gå ind i de svære samtaler. Jo mere du ”tør” og jo mere ”mod” du udviser omkring at tale om svære emner, jo mere respekt har vi for dig = større tryghed.
 
6)      Ros, anderkendelse, taknemmelighed – sæt ord på. Jo mere du fortæller os, at vi er dejlige, smukke, søde, lækre, at du værdsætter at vi er i dit liv, at du er glad for os, jo mere føler vi os elsket.
 
 
7)      Kys din kæreste for pokker. Alt for mange mænd går direkte på de mest oplagte erogene zoner, og ja, du ved udmærket godt, hvilke erogene zoner jeg taler om. Men vi fungerer bare ikke lige som dig. Vi vil ikke gramses på babserne eller i skridtet som det første! Men prøv med 100 små forsigtige kys i nakken eller 25 små bitte kys på læberne, så skal du se løjer!
 
8)      Hvad elsker hun, når først I ligger inde i sengen? Hvad får hende ned i kroppen hurtigt? De fleste kvinder har brug for 20-40 min. forspil – YES, den er god nok! De fleste af jer mærker lige efter, om hun er ”klar” – mon ikke hun selv signalerer det, hvis hun er ready til at knalde? Er hun drivvåd? Nå ikke – så er hun med garanti ikke tændt nok! Prøv en gang imellem at lege så meget med hende, at hun til sidst tigger dig om at knalde hende. Du vil elske det! Og hun vil elske dig for det.
 
 
9)      Forførelse er fantastisk og overraskelser er prikken over i´et. Når du bliver en mester i at praktisere kærligheden og romantikken som en kunst, så kan jeg L-O-V-E dig for, at der vil være en noget større sandsynlighed for, at hun har lyst til at gå i seng med dig. Og som bonus bliver hun meget hurtigere tændt, når først I ligger dér inde under dynerne. Føler hun sig elsket? Hvis ikke, hvorfor skulle hun så have lyst til at forplante sig med dig? 

Rigtig god fornøjelse.
 
Maj Wismann – sexolog og parterapeut. www.websexolog.dk
Følg hende også på Facebook
 
Vil du lære, hvordan du lynhurtigt finder ud af, hvordan hun føler sig elsket? Læs mere her

ANNONCE

Mere efterårslæsning: 6 grunde til at dyrke endnu mere sex!

Del

Seneste nyt