Fra manden bag Peaky Blinders lander en ny serie, der allerede bliver kaldt en værdig arvtager. House of Guinness er en historisk dramaserie, hvor magt, familiehemmeligheder og store ambitioner står øverst på dagsordenen – og den første trailer sætter barren højt.
En begravelse, en bryggerikrig og fire arvinger i kamp
Traileren åbner i klassisk Steven Knight-stil: gravalvorlig stemning, regnvåde irske landskaber og et dødsfald, der sætter hele handlingen i gang. Sir Benjamin Guinness – manden der løftede Guinness fra lokal ølbryggeri til international institution – bliver begravet, men det er først i testamentet, at dramaet for alvor ruller ud.
Guinness-imperiet skal nemlig drives af hans to sønner, Arthur og Edward, og de skal dele magten. Ikke en populær beslutning, især ikke når der også er to andre søskende, der ikke har tænkt sig at sidde pænt og kigge på. Snart udvikler det sig til en klassisk kamp om arv og indflydelse, hvor familiebånd bliver testet, og der kastes skygger både i Dublin og over Atlanten til New York.
Tidsånd med tunge jakker og endnu tungere dialog
Visuelt lægger House of Guinness sig tæt op ad Peaky Blinders. Der er mørke jakkesæt, gamle irske stenhuse og godt med røg i luften – både fra skorstene og revolvere. Alt sammen pakket ind i en 1800-tals æstetik, der ser både dyr og gennemført ud.
James Norton, Anthony Boyle og Louis Partridge trækker de tunge roller i front, og hvis traileren er noget at dømme efter, er der lagt op til både interne opgør og eksterne trusler, der truer med at vælte hele imperiet.
Fra Peaky til porter – universet bag serien
Hvis du har savnet Peaky Blinders siden den sidste skæve cigaret glødede ud, er House of Guinness en oplagt opfølger. Ikke fordi det er en direkte fortsættelse, men fordi Steven Knight genbesøger mange af de samme temaer: familie, svigt, magt og moral i gråzonerne. Hvor Peaky Blinders havde gangstere og illegal whisky, står den her på ølbrygning og bestyrelsesmøder – men intrigerne er stadig skarpe som barberblade.
Knight har tidligere bevist, at han kan tage historiske perioder og vride dem, så de føles aktuelle. Og i en tid, hvor familiedynastier stadig dominerer alt fra politik til tech, er det næppe tilfældigt, at netop Guinness-navnet er valgt.
Klar til premiere
House of Guinness har premiere på Netflix den 25. september 2025. Det her bliver én af dem, man ikke må sove på.
Læs også: