Underholdning
Gule bisser? 6 daglige fejl du (sandsynligvis) begår, der smadrer dit hvide smil
Du børster to gange om dagen, bruger tandtråd (når du husker det) og går til tandlægen, når de ringer. Alligevel ligner dit smil noget, der er dækket af et tyndt lag karamel. Det er pænt frustrerende, men ifølge eksperterne begår du sandsynligvis nogle helt klassiske fejl hver evig eneste dag, der modarbejder din indsats.
Det er ikke altid dårlig mundhygiejne, der er synderen. Eksperterne fra Glenhuntly Dental Clinic peger på, at mange mænd “uforvarende har daglige vaner, der bidrager til gulnede tænder”.
Her er de seks største fejl, du skal stoppe med lige nu, hvis du vil have et smil, der er en tandpasta-reklame værdig.
1. Du bader dine tænder i farve
Din morgenkaffe, din eftermiddags-te, din rødvin til bøffen og din cola til filmen. De har alle én ting til fælles.
De er proppet med farvepigmenter. “Disse pigmenter sætter sig fast på emaljen og fører til misfarvning,” forklarer tandlægerne.
Jo længere de sidder, jo sværere er de at få af. Så hvis du har drukket noget med farve, så se at få skyllet munden.
2. Du er en udtørret ørken
Det er ikke kun farvede drikke, der er problemet. Hvis du fravælger vand til fordel for alt muligt andet, skyder du dig selv i foden.
“Vand er afgørende for mundsundheden,” lyder det. Det hjælper med at skylle madrester og bakterier væk, før de sætter sig som pletter.
En tør mund øger risikoen for gule tænder markant.
3. Du spiser for meget syre
Syrerige og sukkerholdige madvarer – tænk citrusfrugter, eddike og forarbejdede snacks – er gift for dine tænder.
De gør emaljen “mere sårbar over for pletter”. Eksperterne anbefaler en kost med masser af kalk og lidt sukker for at beskytte emaljen og holde tænderne hvide.
4. Du børster som en sindssyg
Du tænker måske, at jo hårdere du børster, jo renere bliver de. Fejl! “Overbørstning eller brug af en tandbørste med hårde børstehår” vil med tiden slide din emalje ned.
Det afslører det gullige tandben (dentin) nedenunder. Så slap af med skrubbberiet og brug en blidere teknik.
5. Du dropper tandtråden
Ja, vi ved det. Det er røvkedeligt. Men hvis du skipper tandtråden, efterlader du madrester og plak mellem tænderne.
Det bidrager også til misfarvning. Få fjernet det “skjulte snavs”, følg resten af reglerne, og så er du godt på vej til et hvidere smil.
6. Du ryger (eller bruger tobak)
Det her gælder måske ikke alle, men hvis du ryger eller bruger tobaksprodukter, er det en sikker vej til gule bisser.
Nikotinen og tjæren i tobakken kan forårsage “dybe misfarvninger”.
Vanen svækker også din emalje, hvilket gør dine tænder mere tilbøjelige til at misfarves og rådne. Hvis du manglede en grund til at stoppe, så har du den her.
Sådan redder du dit hvide smil
Vil du beholde et hvidt og sundt smil? Eksperterne anbefaler:
- Brug et sugerør, når du drikker farvede drikke.
- Skyl munden med vand efter at have spist “farlige” madvarer.
- Børst tænder og brug tandtråd dagligt.
- Drop tobakken.
- Gå regelmæssigt til tjek hos tandlægen.
Læs også: